Dare to Dream •5SOS-1D-C.D-K.L• // Afsluttet

Kapitel 81 (2)

KATTYS P.O.V

Jeg kigger helt forfærdet på ham. Jeg rejser mig tumlende op og giver slip på hans hånd. Han rejser sig straks op efter mig og rækker forvirret ud efter min hånd, men jeg lader ham ikke få den.

" Hvad er det du siger? " Hvisker jeg stille, og bliver overrasket over hvor lav min stemme pludselig blev. Han kigger mig oprigtigt i øjnene og holder mine øjne fanget på hans.

" Jeg vil have dig tilbage! Jeg vil være sammen med dig! Det skal være os to sammen forevigt " Siger han og jeg træder svimmel et par skridt tilbage. Han vil være sammen med mig? Efter alt der er sket? Det undrer mig at han sådan pludseligt har tilgivet mig. Jeg er ikke sikker på at jeg har tilgivet mig selv.

" Det kan vi ikke... Det kan ikke være os to forevigt " Siger jeg og tænker slet ikke klart. Det er helt forkert. Han skal være sur på mig! Han skal være rasende og prøve at rive hovedet af mig... Ikke ville have mig tilbage! Vil jeg overhovedet have ham tilbage? Det vil jeg vel gerne... Men jeg har kunne klare mig uden ham i så mange år? Men jeg har dog altid ham ham i tankerne... ARH jeg ved det ikke.

Jeg snubler nogle flere skridt baglæns og er lige ved at falde i det ujævne sand.

" Det kan det godt Katty! Du må ikke sige sådan " Siger han og han kigger helt trist på mig. Som en lille fortabt hundehvalp. Det hele er stadigt helt forkert i mit hoved og det hele går pludseligt så stærkt.

" Jeg... Jeg kan ikke Michael... Jeg " Jeg fumler med ordene og træder flere skridt baglæns. En kæmpe smerte breder sig langsomt i mit bryst. Den smerte troede jeg var forbi for længst. Sidst jeg mærkede den var... Da Michael og jeg var sammen! Den dag jeg var ham utro. Hvorfor føler jeg sådan her? Det er helt forkert.

" Jeg... Jeg bliver nød til at gå! " Siger jeg, denne gang mere bestemt. Michael kigger ned knuste øjne på mig og begynder ta gå hen imod mig, men jeg gør tegn til at han skal lade være.

" Nej... Jeg har brug for tid " Ordene kommer denne gang ud helt klart og tydeligt og Michaels øjne er blevet helt mørke af sorg.

" Undskyld Katty... " Hvisker han og på de ord vender jeg om og sætter i løb. Jeg spurter som jeg aldrig har spurtet før. Folk springer til siderne da jeg kommer løbene, og jeg råber hurtige "undskyld" til dem, før jeg fortsætter.

Da jeg er kommet flere gader væk fra stranden, finder jeg mig telefon frem i min taske. Der slår det mig også, at jeg har glemt mine solbriller på stranden, og at alle de folk jeg har passeret har set mit ansigt med makeuppen alle de forkerte steder. Jeg mærker tårende komme tilbage, men jeg retter mig op og tager dybe vejtrækninger.

" Jeg er Katty Johnson, jeg er stærk " Hvisker jeg for mig selv.

" Jeg er Katty Johnson, jeg er stærkt " Siger jeg denne gang lidt højere.

" JEG ER KATTY JONHSON OG JEG ER STÆRK! " Råber jeg til sidst, og så højt, at folk nede for enden ad gaden stopper og kigger ned på mig. Så låser jeg min telefon op og ringer til Charlie. Han tager den hurtigt.

" Hej Miss Katty! Klar til afhentning? " Spørger han med hans muntre stemme. Han gør mig allerede i bedre humør.

" Ja det er jeg! " Siger jeg så godt som jeg nu kan, uden at lyde som en der var på randen til at græde for 2 sekunder siden. Jeg giver Charlie adressen jeg er ved, og 3 minutter kommer den sorte Range Rover kørende ned af gaden imod mig.

Jeg springer hurtigt ind på passagersædet, og Charlie kigger på mig. Han ser dog bekymret ud da han rigtigt ser mit ansigt.

" Jamen dog Miss Katty, er De okay? " Spørger Charlie sødt og jeg ryster på hovedet imens jeg nikker. Vi griner begge kort over min ubeslutsomhed.

" Min gamle ex-kæreste var personen jeg skulle mødes med! Jeg var ham utro for mange år siden, og nu vil han have mig tilbage " Siger jeg. Det er på en måde rart at komme af med det. Og jeg stoler overraskende meget på Charlie.

" Det var da noget være noget! Jeg skal selvfølgeligt nok holde din hemmelighed hemmelig " Siger han og jeg smiler taknemmeligt til ham. Han starter bilen og begynder at køre. Jeg har det ikke godt, men jeg har det bedre end før. Jeg har for det meste altid klaget over hvor kedeligt mit liv var. Men lige nu, syntes jeg virkeligt ikke at det er sjovt at være mig. Jeg kan slet ikke overskue at holde styr på så mange ting.

Vi er hurtigt tilbage med huset. Jeg takker Charlie mange gange før jeg går indenfor. Jeg som forventede at de alle sov eller lå og så film i stuen. Drengene for rundt som hovedløse høner.

" ELENA! " Råber Zayn højt og løber lige forbi mig. 2 sekunder efter kommer han løbende tilbage til mig og kigger på mig med store øjne.

" Katty du må hjælpe os! Elena er blevet væk " Siger han panisk. Jeg kigger forvirret på ham og lader min taske dumpe ned på gulvet.

" HVAD? " Siger jeg højt og kan selv mærke mit hjerte begynde at banke hurtigere.

" Vi legede gemmeleg, og allerede i første runde blev hun væk! Ikke bare sådan væk, men sådan væk væk! Som i, vi kan ikke finde hende væk " Siger Zayn og jeg fanger nærmest kun halvdelen af alt det han lige sagde.

" Okay rolig nu! Jeg skal nok hjælpe med at lede " Siger jeg og Zayn nikker presset. Så skynder han sig videre, og jeg sætter mine sko og går længere ind. Drengene løber rundt, og de kigger kort på mig da jeg går forbi, men de har alle travlt med at finde Elena. Jeg kommer hen til trappen, og ser at kælderdøren står åben. Jeg går stille ned af trappen. De virker som ikke som om at der er nogen drenge hernede. Jeg kommer nedenunder, og går rundt og kigger i de forskellige rum. Jeg finder også deres hjemmebiograf, og minder mig selv om at se Captain America på den store skærm en dag. Og som jeg står der i mine tanker om Chris Evans på en stor skærm, hører jeg pludseligt en stemme. Jeg vender mig forvirret rundt, men der er ingen. Jeg står helt stille og lytter bare efter lyden.

" Nshj ksfk msme " Lyder en lav stemme nede fra et af rummene længere nede af gangen. Jeg forlader forvirret den virkeligt fantastiske hjemmebiograf, og går ned af gangen. Jeg lytter efter lyden, og den fører ned til et koste skab.

" Det er din skyl..ld ! Jeg sku.lle aldrig hav...ve giftet med med en kost " Lyder Elenas stemme inde fra skabet. Jeg stirrer underligt på døren.

" DRENGE! JEG HAR FUNDET HENDE! " Råber jeg og jeg kan høre fodtrin ovenpå. Jeg tager fat i døren, men den er låst. Jeg kigger undrende på den. Er hun blevet, låst inde i et skab?

" Elena? " Siger jeg spørgende.

" Neeeej!!! Det er ikke min skyld at ingen kan lide pinke koste " Lyder hendes stemme inde fra skabet. Den er ikke særligt tydelig. Jeg griner lidt for mig selv, og 2 sekunder efter er alle drengene nede i kælderen. Harry kommer løbende hen til mig og kigger på skabet. Han tager fat i håndtaget, og der går det op for ham at den er låst. Han roder hurtigt i hans lommer, og finder en nøgle.

" Nøglen til alle døre i vores hus " Hvisker han imens han låser døren op. Jeg minder igen mig selv om, at stjæle den nøgle fra ham en dag.

Døren ind til skabet gå op, og der sidder Elena og sover, imens hun krammer en pink kost?

" Elena! " Siger Harry lettet og tager kosten væk fra hende. Hun vågner med et sæt, og kigger forvirret op på os.

" Hvad sker der? " Spørger hun panisk og vi griner alle.

" Har du været hernede hele tiden? " Spørger Louis og Elena nikker. Harry hjælper hende op at stå, og vi kigger alle lettede på hende.

" Døren låste da jeg gemte mig, og pludseligt var jeg meget træt " Siger hun og gaber. Vi griner alle. Og så vender de sig pludseligt alle mod mig og stirrer på mit ansigt.

" Katty? Hvorfor har din makeup som den er? " Spørger Elena forvirret og jeg husker med det samme at mit ansigt er bevismateriale for det der skete for under 1 time siden. Jeg smiler bare normalt til dem og griner falskt.

" Det er ikke noget! Jeg fik bare lidt vand i hovedet og sådan " Siger jeg, og kan godt se at de ikke køber den.

" Jeg er faktisk ret træt! Sov godt " Siger jeg og kanter mig forbi dem alle imod trappen. Fuck! Hov, jeg må ikke bande... Okay i dette tilfælde må jeg gerne!

****

God Lørdag!
~ Sara