Dare to Dream •5SOS-1D-C.D-K.L• // Afsluttet

Kapitel 68

ELENAS P.O.V

Vi ankommer til den lille hyggelige havn, og vi stiger alle tre grinene ud af taxien.

" Så du ignorerede skiltet og gik bare ud af døren selvom der stod at du ikke skulle? Og så endte du op på scenen??? " Kian kan stadigt ikke fatte at jeg er så dum og klodset, mens Cameron er flad af grin.

" Det ligner hende da meget godt! Har du slet ikke set hendes måde at være på? " Griner Cameron og jeg giver ham et blidt dask i siden.

" HEY! " Siger jeg. Cameron griner bare videre.

" Du er sgu underholdene Elena, det må jeg give dig " Siger Kian og giver mig et venligt klap på skulderen. Jeg griner nikkende.

" Det ved jeg da godt "

Vi begynder alle 3 at gå over mod restauranten som ligger et stykke ude på den Pierré som der ligger nede ved havnen. Jeg går hele tiden og tænker over hvornår det er bedst at snakke med ham. Jeg kan enten få det sagt, og så har jeg enten reddet alting eller smadret alting, eller også skal jeg vente og så kan vi få en anspændt middag og drama efter. Det hele er meget forvirrende og da det er forvirrende forvirre det mig blot endnu mere.

" Hey drenge! " Siger jeg da vi næsten er ved spisestedet. Cameron og Kian stopper begge og kigger på mig.

" Jaaa? " Spørger Kian undrende. Jeg synker en klump som har samlet sig i min hals og tager nervøst fat i bunden af min trøje.

" Må jeg måske lige snakke med Cameron under 4 øjne før at vi spiser? Du kan bare gå i forvejen! " Siger jeg og hentyder til Kian. Kian nikker og Cameron kigger skeptisk på mig men nikker også. Jeg trækker lettet vejret og Kian klapper Cameron på ryggen før han forsvinder ind på restauranten. Cameron kigger op på mig og jeg nikker ud mod enden af Pieren. Cameron nikker og vi begynder at gå derud imod. Jo længere vi kommer ud, jo færre mennesker.

" Du ved sikkert godt hvad det her handler om... " Starter jeg. Før jeg når at sige mere griber Camerons varme hånd min og han fletter blidt vores fingre sammen.

" Elena... Lige meget hvad du vil sige til mig nu ændrer det altså ikke noget på vores venskab! Lige meget hvad, så er du min ven " Jeg stopper op af hans ord og kigger ham direkte i øjnene.

" Mener du det? Er du slet ikke sur? " Spørger jeg forvirret og mit hoved stopper med at tænke. Alt står stille. Det var slet ikke denne reaktion jeg havde forventet.

" Ja det gør jeg Elena! Jeg ved da godt at du ikke føler det samme som jeg føler for dig... Og det er helt okay! Det var min fejl fra starten af... Jeg misforstod dig! Og du har alligevel slet ikke kendt mig i lige så lang tid som du har kendt ham. Og så må jeg vel også bare indse at piger vælger Harry Styles over mig "

" Tænk ikke sådan om dig selv Cameron! Du er fantastisk " Siger jeg og tager fat om begge hans hænder og klemmer dem.

" Bare ikke mere fantastisk end ham! Det ved jeg godt "

" Cameron " Jeg sukker irriteret og kigger ned.

" Hvad? Det er jo ikke fordi at du vil sige at jeg tager fejl! "

" Jeg vil bare ikke såre dig! Jeg vil ikke såre nogen... Jeg kan ikke lide at træffe valg "

" Men det er en del af livet! Og man bliver nød til at tage ansvar for de valg man tager "

" Du har ret... Det har du altid "

" Tag det ikke så hårdt... Det er ikke dig der lige er blevet droppet " Siger han og et smil tager plads på hans læber. Jeg ryster på hovedet.

" Hvordan kan du joke med det? " Spørger jeg forvirret. Cameron griner kort og trækker mig ind i et kram. Jeg folder mine hænder rundt om hans ryg og han presser mig ind imod sig. Han er varm og det føles rart at kramme ham.

" Men vi er stadigt venner, ikke? " Spørger han.

" Altid! Det kan intet forhindre "

" Hvad hvis nu Batman dræbte mig og jeg så ville være død? "

" Så ville jeg blive nød til at dræbe ham! "

" Ville du dræbe Batman for min skyld? " Spørger Cameron overrasket og trækker sig lidt ud fra krammet og kigger ned på mig. Jeg kigger op og møder hans øjne og nikker.

" Jeg vil gøre meget for dig, Cameron Dallas! " Mine ord får et smil frem på hans læber.

" Og jeg vil gøre meget for dig, Elena Wolf! "

****

~ Sara