Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 9

"Jeg har det fint" siger jeg, og gemmer mit hoved. "Men jeg kan se du har tårer i øjnene" siger Anthon. Jeg overvejer virkelig at fortælle ham sandheden. Men kan jeg? Jeg kan vel blive nød til det. "Anthon. Det er ikke fordi jeg ikke er glad på dig og Emmas vegne, men jeg er bare ikke glad for det" siger jeg. Anthon kigger mærkeligt på mig, som om han ikke helt forstår. "Altså det er jo fordi at... Jeg er... Forelsket i dig" fortsætter jeg. Det sidste sagde jeg ret lavt. "DN" siger Anthon, men jeg afbryder. "Jeg ved godt det er dumt, og jeg prøver alt hvad jeg kan, for at holde følelserne væk, men de bliver bare stærkere og stærkere for hver dag jeg ser dig"
"DN man kan ikke holde sine følelser tilbage. Hvis man føler noget, så føler man det bare. Men..." Når Anthon at sige, men så ringer det på døren. Jeg kigger forskrækket hen på den. "Hvem er det?!" Råber Anthon.
"Anthon det er bare mig...Thor"
Jeg kigger på Anthon, med et forskrækket udtryk. "Hvad skal jeg gøre?!" Hvisker jeg. "Gem dig på toilettet" siger Anthon. Jeg skynder mig derud, og låser døren. Jeg kan høre Anthons skridt, gå mod hoveddøren. "Hej Thor, jeg vidste ikke du ville komme"
"Hey Anth. Det var heller ikke planen, men havde ikke rigtigt noget at lave. DN er ikke hjemme. Jeg ved egentlig ikke hvor hun er?" Thor træder ind af døren, og jeg vil tro at han tager sit overtøj og sine sko af. "Det kan være hun er i klubben?" Siger Anthon.
"Måske. Men det plejer hun ikke at være. Men det kan være hun er hos Emma" siger Thor, og går ind i stuen. "Det kan godt være" siger Anthon, og følger med. "Jeg går lige på toilettet" kan jeg høre Thor sige. Fuck, hvad skal jeg gøre. Jeg går i panik, men er så stille igen. "Nej! Jeg går først, sæt du sig bare ind i sofaen igen" skynder Anthon sig at sige. "Okay. Men skynd dig Anth!" Siger han, og går tilbage. Da jeg kan høre Anthon står udenfor, låser jeg forsigtigt op. "Skynd dig! Tag dine ting og kom hurtigt væk!" Hvisker Anthon. Jeg nikker bare til ham, og begynder at liste ud, men Anthon tager fat om mit håndled. "Men vi må se tiden an" siger han, og slipper igen. Jeg kigger mærkeligt, og uforstående på ham. Han lukker bare døren. Jeg ryster på hovedet, og lister ud i gangen, uden Thor opdager mig. Jeg tager mine sko og jakke, og åbner forsigtigt og lydløst døren. Thor opdager heldigvis ingenting. Da jeg har lukket døren tager jeg mit overtøj på, og begynder at gå. Hvad mente Anthon dog med at vi må se tiden an? Hvorfor sagde han bare det ligepludselig? Det forvirre mig utroligt meget! Tiden går langsomt, men endelig er jeg hjemme. Jeg sætter mig ind i stuen til Karl. Han sidder og spiller FIFA. "Må jeg være med?" Spørger jeg. Han nikker bare. Jeg tager en controller, og så starter Karl et spil. Sådan går det meste af min dag.

Til aftensmaden sidder vi alle sammen rundt om spisebordet. "Hvad har du så lavet idag DN?" Spørger Thor. "Jeg var bare i klubben" svarer jeg. "Når okay, hvad lavede du der?" Spørger Thor. Hvorfor spørger han så meget ind til mig? "Jeg var bare sammen med Louise og Rebecca" siger jeg. "Hyggeligt" siger Thor. "Hvad så med dig?" Spørger jeg, kun for at han ikke skal tro, at jeg har vidst han var hos Anthon. "Jeg var hjemme hos Anth. Vi skrev bare lidt tekster og sådan" siger han. "Det var da godt" siger jeg, og spiser videre. Efter aftensmaden går jeg op på værelset. Jeg har besluttet mig at tænke lidt over, hvad Anthon dog mente, med det han sagde. Se tiden an? Det giver jo ingen mening! Jeg ligger mig i min seng, med min mobil på maven. Efter ca. En halv times tænkning, vælger jeg at skrive til ham. Ja altså han bliver nød til at forklarer mig det lidt bedre! "Hey Anth. Hvad mente du med, at vi må se tiden an? Undskyld men er virkelig forvirret" skriver jeg. Ca 10 min. Efter svarer han. "Undskyld var lige ved at spise. Jeg mente nu bare, at vi to må se tiden an, for at se hvad der sker for os" skriver han. "Sker for os? Hvordan?" Spørger jeg. En hver anden pige ville sikkert forstå det. Bare ikke mig. Sådan noget er jeg desværre bare ikke så god til. "Nu skærer jeg det lige ud i pap: vi må se om vi en dag kan komme sammen" skriver han. Okay hvad?! Er han ikke lige kommet sammen med Emma?! Hvad sker der?! Jeg tror ikke mine egne øjne, og læser derfor beskeden om og om igen. Gad vide om han også kan lide mig? Jeg bliver nød til at ligge min mobil væk, og prøve at lukke øjnene. Jeg vil ikke tænke på det mere. Jeg er virkelig glad, men samtidig virkelig frustreret! Han er sammen med min bedste veninde, og skriver nu til mig, at vi måske kan komme sammen. Hold da op!