Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 94

Jeg vågner da klokken er ca. 08:00. Det er egentlig virkelig underligt, da jeg jo gik i seng meget sent. Anthon sover stadig, og jeg synes det ville være synd at vække ham. Jeg lister ind på Maria's værelse uden at vække hende og Munke. Jeg kigger i hendes kommode for at se om hun måske har noget løbetøj. Til mit held så har hun både sko og tøj. Jeg lister ud på toilettet og tager det på. Da jeg går igennem stuen vågner Lauge. "Bare sov videre. Jeg skal bare ud og løbe lidt" siger jeg, før han spørger hvad jeg skal. Han nikker, lukker øjnene og ligger sig ned igen. Jeg lukker forsigtigt døren, og kigger mig omkring. Jeg finder en sti som jeg tænker er god at løbe på. Jeg elsker at løbe om morgenen. Det gør mig frisk og i godt humør. Dog har jeg næsten aldrig tid til det, så det er dejligt at kunne gøre det i dag. Da jeg har løbet ca. En time, og er endt et eller andet fucked op sted, beslutter jeg mig for at løbe hjemad igen. Jeg kan høre en der går bag mig, og af ren refleks vender jeg mig rundt for at se hvem det er. Det er Daniel? Hvad laver han her? Hvorfor går han på den her sti? Følger han efter mig? Der er ikke mere tid til at tænke over det, for nu har han fået øje på mig. "DN" råber han. Jeg går i panik og løber. Jeg løber alt hvad jeg kan i forhold til at jeg har løbet i lang tid nu, og er mega træt. Jeg vender hurtigt mit hoved om og kan se han løber efter mig. Da jeg vender mit hoved frem igen løber jeg direkte ind i en person. "Undskyld!" Er det første jeg siger. "Hvad fanden laver du DN?" Siger Teo. Det var ham jeg løb ind i. "Daniel" hvisker jeg. "Daniel?" Siger han forvirret. "Bare hjælp" hvisker jeg, da Daniel kommer hen til os. "Hvad vil du?" Spørger Teo, og stiller sig foran mig. Jeg holder fast i hans bluse og står helt tæt op af ham, fordi jeg er så bange. "Jeg vil snakke med DN" siger Daniel. "Jamen det kan du godt glemme" siger han. "Næ" siger Daniel hårdt. Jeg ligger mine arme omkring Teodor og klemmer om ham. Han placerer sine hænder på mine. "Pas nu på" hvisker jeg. "Hvad vil du sige? For jeg kommer til at høre det alligevel" siger Teo. "Slap af. Jeg ville bare spørge om hun var okay" siger han. "Var der andet?" Spørger Teo. "Så ville jeg spørge om hun ville med mig hjem" siger han. "Er du syg i hovedet?" Spørger Teo. "Ja. Det må jeg vel være" siger han, og går direkte forbi os og videre hen af stien. Teo og jeg bliver stående sådan lidt tid, indtil jeg trækker mig. "Tak for hjælpen" siger jeg, og træder akavet et skridt tilbage. "Det behøver du ikke at takke for" siger Teo, og kigger mig i øjnene. Hans øjne er faktisk utroligt pæne. Jeg stirrer bare direkte ind i dem, da jeg pludselig mærker noget blødt på mine læber. Teo kysser mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg kysser ihvertfald ikke igen. Jeg skubber ham lidt væk, og går 3 skridt væk fra ham. "Undskyld!" Siger han. Jeg svarer ikke. "Det fint" siger jeg så efter noget tid, og vender ryggen til ham på vej hen mod Bolonihaven. Teo løber efter mig, og da han når op på siden af mig, sætter han tempoet ned og går sammen med mig som om intet er sket. "Hvordan kan du bare være totalt cool med det?!" Spørger jeg og stopper op. Teo stopper også. "Det ved jeg ik" siger han koldt. "Jeg har altså en kæreste" siger jeg bestemt. "Det ved jeg sgu da godt. Jeg lagde jo ikke noget i det, jeg var bare nødt til at prøve" siger han. "Hvorfor det?" Spørger jeg. "Det ved jeg ik" siger han og går videre. Jeg følger efter ham. "Du kan ikke bare blive ved at at sige "det ved jeg ik" det er ikke noget ordenligt svar!" Siger jeg. "Jamen jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det! Jeg lagde jo ikke noget i det!" Siger Teo. "Fint" siger jeg, og ruller øjne. Resten af vejen hjem er der totalt stilhed. Inden Teo åbner døren stopper jeg. "Jeg vil ikke have det skal være akavet imellem os nu, du er stadig min bedste ven. Kan vi ikke bare glemme det?" Spørger jeg. "Jo" siger Teo. "Super" siger jeg, og giver ham et venskabeligt kram. Da vi åbner døren kan vi høre Anthon og Lauge råbe. Vi kigger kort og forskrækket på hinanden inden vi løber ind i stuen. "Jamen for fanden du gør det jo også selv" siger Anthon. "JAMEN TROR DU JEG VIL STØTTE DIG I DET?! Det er dumt jo!" Siger Lauge. "Jamen for fanden jeg kan ikke stoppe nu! Giv mig nu bare en enkel" siger Anthon irriteret. "Nej Anthon. Jeg vil ikke være skyld i noget" siger Lauge. "Jamen jeg startede jo før. Du er ikke skyld i noget. Kom nu bare!" Siger Anthon. "Nej Anthon!" Siger Lauge bestemt. "Hvad sker der drenge?" Spørger jeg. "Hallo DN er vi enige om jeg har røget i ok lang tid nu? Og at Lauge ikke er skyld i noget bare fordi han giver mig en enkel smøg?" Spørger Anthon. Jeg sender ham et forvirret blik. "Hvad er der sket?" Spørger jeg igen. "Lauge vil ikke give mig en smøg, da han mener at han så er skyld i at jeg ryger" siger Anthon. "Hvorfor går du ikke bare ned og køber nogle?" Spørger jeg. "Det kan jeg da også godt! Jeg kan jo også bare blive væk!" Siger Anthon, og skynder sig fordi mig og smækker med hoveddøren. "Anthon" sukker jeg, og går ud og åbner hoveddøren. Han er allerede langt væk. Jeg sukker og lukker døren. "Han skal nok komme tilbage" siger Lauge. Jeg kigger op på ham. "Han er afhængig. Det er klart han bliver vred når han ikke må få det han er afhængig af" siger jeg. "Undskyld. Men jeg ville altså ikke støtte ham i at ryge" siger Lauge. "Det er okay. Han kommer nok i aften" svarer jeg. "Det gør han nok" siger Lauge.

Timerne går og Anthon er stadig ikke kommet tilbage. Lauge, Teo og Chili står for maden i aften. De er ved at lave en eller anden lækker bøf Maria, Emma og jeg sidder i stuen og snakker indtil der bliver råbt der er mad. "Anthon burde altså være tilbage nu" siger jeg, og tager en bid. "Han spiser sikkert ude" siger Lauge. "Bare der ikke er sket ham noget" siger jeg. "Det er der ikke" siger Teo bestemt. Jeg smiler til ham, han smiler igen. Da Maria, Emma og jeg har vasket op, kan jeg ikke lade være med at tænke på Anthon. "Jeg er altså nødt til at lede efter ham" siger jeg til Maria og Emma og går ud i gangen og tager sko på. De følger efter mig. "Pas nu på DN. Det er blevet mørkt" siger Maria. "Det er ligemeget. Skal bare finde Anthon" siger jeg. "Okay. Skynd dig" siger de inden jeg går. Jeg går ikke langt før jeg finder Anthon sidde på en bænk ved en sø. Jeg går hen til ham, og sætter mig forsigtigt ned. Han sidder med en pakke smøger i hånden. "Jeg ville jo ønske jeg bare kunne stoppe" mumler han lavt. "Det ved jeg godt" siger jeg. Han kigger op på mig. "Det er jo også klamt. Det gør mig til en klam person" siger han. Jeg taber kæben. "Klam person? Er du sød at stoppe. Du er den dejligste, sødeste, bedste person på hele jorden. Der er intet klamt ved dig. Det at du ryger er kun en detalje. En fræk detalje" siger jeg. "Fræk? Hvad er der frækt ved at ryge?" Spørger han. "Det ved jeg ikke. Når du gør det er det bare frækt" siger jeg. Anthon kigger op på mig. "Du redder altid min dag" hvisker han, og ligger sin hånd på min kind. Jeg smiler til ham, med få tårer i øjnene. Hver gang Anthon bekender sim kærlighed til mig, eller bare giver mig et lille kompliment kan gøre mig helt blød. Han kan bare gøre et eller andet ved mig. Det irriterer mig lidt, for han kan forføre mig som ingen anden kan. Men jeg ved det bare er kærlighed. Jeg ved at Anthon betyder alt for mig. Og jeg ved at jeg betyder alt for Anthon. Det er den måde jeg selv opfatter kærligheden. Det er sådan jeg selv forventer kærlighed er. "Jeg elsker dig" græder jeg. "Du skal ikke græde DN" siger Anthon, og rykker sig tættere på mig. Jeg kan bare ikke lade være, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg græder kort, og rykker derefter mit hoved mod hans. Han tager blidt fat om mit hoved, og presser vores læber sammen. Jeg åbner munden, og leger med Anthons tunge med min egen. Anthon giver et kort støn fra sig, og jeg griner kort. "Hvad?" Griner han lidt flovt. "Det er bare sødt du allerede stønner" siger jeg. Anthon kigger flovt ned. "Det er okay" siger jeg, og løfter hans ansigt op med en finger hvorefter jeg kysser ham igen. "Skal vi tage tilbage?" Spørger jeg. "Jeg skal bare ikke tale med Lauge lige nu" siger Anthon. "Jeg tænkte også vi kunne gøre noget andet. Det er trods alt bolonihaven" siger jeg. Anthon smiler. Lumsk til mig, tager mig i hånden og går mod Bolonihaven.

Idet vi træder ind af døren til vores værelse, trækker jeg min trøje af, og smider mig på maven i sengen. Anthon låser døren inden han kommer hen til mig. "Så kan ingen forstyrre os" siger han, og sætter sig på min røv. "Dejligt" siger jeg. Anthons hænder kører fra mine skuldre ned til der hvor man åbner min bh. Han åbner den, og trækker sin egen trøje af. Jeg vender mig rundt og liger på ryggen uden bh på. Anthon studerer kort mine bryster, men jeg føler mig ikke utilpas omkring det. Vi fortsætter med at få hinandens tøj af på en langsom og lidenskabelig måde, til vi begge er helt nøgne. Anthon finder et kondom frem, og skal til at tage det på. "Lad mig" siger jeg, tager kondomet, og smider Anthon ned i sengen så han ligger nederst. Jeg putter kondomet på, og jeg kan se Anthon nyder det. "Sådan" siger jeg, da det sidder som det skal. Anthon vender mig rundt, og trænger langsomt ind i mig. Til at starte med er det meget stille og roligt, men vi begynder begge at stønne højere og højere. Jeg når mit klimaks, men vi bliver ved indtil Anthon også når sit. Da han kommer, ligger vi os forpustede ved siden af hinanden. Anthon ligger en dyne over os, jeg ligger mig helt ind til ham. "Jeg elsker dig" mumler jeg. "I lige måde" siger Anthon og kysser mig i håret. Derefter falder jeg hurtigt i søvn.
________________________Husk at like og kommenter. KUN 6 KAPITLER TILBAGE?!😱