Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 50

DN's synsvinkel:
"Hvad vil i?" Spørger jeg. "Det barn der" starter Anthon. "Ja?" Spørger jeg. "Det er måske en bedre ide at vente til vi er ældre" forsætter Anthon. Jeg svarer ikke, men kan mærke jeg bliver trist. "Det er jo ikke fordi jeg ikke vil have det, men jeg vil også gerne beholde min ungdom lidt endnu. Jeg går på gymnasie og du går i folkeskole! Kan du ikke godt se det er helt forkert det vi har gang i?" Spørger Anthon, og ligger sin hånd på min. Jeg svarer stadig ikke, men jeg kan mærke mine øjne bliver våde. "DN?" Siger Thor, fordi jeg ikke siger noget. Jeg river min hånd til mig, og rejser mig hårdt op, så stolen jeg sad på vælter bag mig. "DN lyt nu!" Siger Anthon, og rejser dig op efterfulgt af Thor. "Nej Anthon! Jeg vil ikke have en abort!" Skriger jeg. "Men DN..." Siger Anthon. "Skrid med dig Anthon!" Råber jeg og skubber ham væk, så jeg kan komme forbi. Han vælter og slår hovedet ind i den spidse bordkant, men jeg tænker ikke over det. Jeg skal bare væk. Jeg går ud i gangen og åbner døren. Da jeg er på vej ned af den lille trappe, er der en der griber fat i min arm. Det er Thor. Han prøver at hive mig ind, men jeg mister fodfæstet og falder. Jeg falder direkte ned på min mave. Jeg skriger idet jeg rammer jorden, og så bliver alting sort.

Thors synsvinkel.
Folk løber ind og ud af værelset, og jeg er bare blevet bedt om at sidde her uden på gangen, og vente på Anthon's mor og min egen. Pludselig går døren op, og Marianne og min mor skynder sig ind. "Thor! Hvad er der dog sket?" Spørger mor, og krammer mig. Jeg får også et varmt kram af Marianne. "DN var gravid og Anthon var faren! De kom op at diskutere. DN ville beholde barnet, Anthon ville ikke. DN skubbede Anthon til siden, men han snublede over sin egen fod, og faldt direkte ind i bordkanten på spisebordet. Jeg ville stoppe DN som var på vej ud af døren, og rev derfor fat i hendes arm, men hun mistede balancen og faldt direkte ned på maven, skreg og så besvimede hun" siger jeg, og begynder at græde en lille smule. "Det er okay Thor. Det er ikke din skyld" siger mor, og omfavner mig. "Men jeg rev i hendes arm så hun faldt" hulker jeg. Normalt plejer jeg ikke at græde. Men jeg kan ikke holde tårerne tilbage i denne situtation. Jeg føler jeg er skyld i det hele. "Det hele skal nok gå" siger mor, og kysser mig på hovedet.

Anthons's synsvinkel:
Pludselig begynder jeg at kunne se noget lys. Jeg åbner mine øjne, og blinker med dem. Jeg kigger mig omkring. En flok læger står omkring en seng, og kæmper med et eller andet. Jeg kan pludselig se DN's ansigt. Hendes øjne er lukkede, og hun er blodig i sit smukke ansigt. "DN" siger jeg lavt. En læge hører det, og går hen til mig. "Hun skal nok klare den" siger lægen. "Hun er ved at dø!" Siger jeg, stadig lavt. Jeg har ikke mange kræfter, og uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke snakke højt. "Ikke så meget længere" siger lægen, og jeg falder i søvn igen.

DN's synsvinkel:
Jeg vågner og kigger direkte op i et skarpt lys. Jeg kigger mig omkring i lokalet. En læge sidder i på min højre side. Jeg kigger mod venstre, og ser Anthon ligge i en hvid hospitals seng. "Anthon" siger jeg svagt. "DN?" Spørger lægen. Jeg vender mit ansigt mod hende. "Thank god, du er vågen" siger lægen, og går ud på gangen. Jeg kigger hen på Anthon igen. "Undskyld Anthon" hvisker jeg. "DN! DN søde skat dog!" Kan jeg høre en kvinde sige. Mor. Hun kommer hen til mig, og kører en hånd gennem håret på mig. "Mor" siger jeg lavt. En tårer glider ned ad hendes kind. "Jeg har det godt" siger jeg, og kigger hen mod Anthon. Marianne sidder og holder i hans hænder. Så slår Anthon øjnene op. "Mor?" Spørge han. Hun smiler til ham, og får også tårer i øjnene. Anthon vender hovedet mod mig, og vi får øjenkontakt. Han ser helt smadret ud i ansigtet. Jeg fjerner ikke mine øjne fra hans. Ihvertfald ikke indtil jeg flader i søvn.