Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 98

I dag skal Anthon ind til Cecilia på hospitalet. Jeg skal i skole, det er jo meget spændende, kolon. Thor sagde at Anthon springer skole over i dag, så han kan være hos hende længere. På en måde troede jeg i starten at hun betød mere for ham, end jeg betyder for ham, men så kom jeg i tanke om at det jo var ham der gav hende sugemærket, så han vil nok tale meget med hende, for det kan jo være han føler det er hans skyld. Til morgenmaden snakkede jeg med mor igen. Jeg kan egentlig godt forstå hvorfor hun blev sur, jeg kunne jo bare spørge om lov først. Men jeg er stadig pisse sur og ked af det over, jeg ikke kan være sammen med Anthon på vores 1 års dag. Men i dag sagde mor at vi skal hjem til Marianne og spise aftensmad i morgen. Men ved mor overhovedet at vi har 1 års dag i morgen? Det tror jeg faktisk ikke hun gør. "Jeg troede jeg ikke måtte se Anthon?" spurgte jeg. "i behøver vel heller ikke at sidde og snave hinanden. I kan vel bare snakke roligt med os andre under måltidet?" svarede mor. Så ja, jeg tror ikke hun ved det rent faktisk er vores 1 års dag i morgen. Jeg sidder i skolen nu, og laver lorte matematik helt alene. Cecilia er her jo ikke, så jeg er blevet alene om vores projektopgave. Min lærer kommer hele tiden hen til mig, og spørger om jeg har brug for hjælp, men jeg er ret god til matematik så det behøver hun ikke! Hun har været her over 10 gang nu, og det er faktisk virkelig irriterende. Og nu kommer hun så igen! "Hvad så DN har du brug for hjælp?" Spørger hun. Jeg sukker højt. "Nej. Jeg har ikke brug for hjælp!" Siger jeg en smule irriteret. "Når okay. Og du har det også okay efter alt det med Cecilia?" Spørger Henriette. Jeg rejser mig hurtigt op fra stolen og pakker mine ting sammen. "Jeg har det fint! Og jeg har ikke brug for hjælp!" Siger jeg irriteret, tager hurtigt min taske over skulderen og skynder mig ud af klassen. Jeg vil ikke være her mere lige nu! Jeg har fået nok! Det er som om hun irriterer mig med vilje? Som om hun ved jeg bliver mega sur af det hun spørger om. Jeg går med faste skridt mod udgangen. Jeg når ikke at se at der kommer en gående, så jeg går direkte ind i personen og taber mine matematikbøger. "Se dig dog for!" Siger en dreng som går i 3.G. "Undskyld" siger jeg, sætter mig på hug og begynder at samle mine ting sammen. Han sukker og går videre. Da jeg rejser mig op står Henriette og kigger vredt på mig. "Hvor tror du så lige du skal hen?" Spørger hun. Jeg når ikke engang at sige noget, før hun tager fat i min arm og hiver mig hen mod inspektøren. Hun forklarer kort hvad der skete, og så skal jeg ellers bare sidde her resten af dagen. Ikke engang i spisepausen må jeg gå ned og spise. Jeg skal sidde her til jeg får fri. Jeg får besked på at lave hele matematik opgaven færdig, så det gør jeg. Da jeg endelig er færdig med opgaven, læner jeg mig tilbage i stolen. "Er du færdig?"
Spørger inspektøren. Jeg nikker som svar. "Så kan du gå ned i kantinen og købe noget frokost, men du skal spise det her!" Siger hun. "Har kantinen ikke lukket nu? Timerne er altså begyndt" siger jeg. "Jeg har snakket lidt med kantinedamen. Skynd dig nu bare" siger inspektøren. Jeg skynder mig hen mod kantinen. Måske er vores inspektør ikke så slem alligevel? Ihvertfald ikke ligeså slem som Henriette! Hende kan jeg ihvertfald ikke lide mere. Jeg bestiller noget mad og går tilbage til kontoret. "Hvad gjorde dig så sur?" Spørger inspektøren pludselig. "Hmm jeg ved det ikke. Jeg blev vidst bare irriteret over Henriette hele tiden spurgte om hun skulle hjælpe mig" siger jeg. "Og så... Spurgte hun om jeg havde det godt efter det der skete med Cecilia" fortsætter jeg lavt. "Og det har du ikke?" Spørger inspektøren. "Jo" siger jeg. "Eller... Nej. Altså oveni alt det med Cecilia, så må jeg heller ikke se min kæreste de næste par uger. Vi har 1 års dag i morgen, og vi skal hjem til ham og spise. Altså familie med familie. Og så kan vi jo ikke bare gøre det som vi gerne ville gøre. Så ja. Det er ikke fordi det går specielt godt" siger jeg. "Det skete også for mig i mine unge dage" siger inspektøren. "Gjorde det?! Hvordan endte det?" Spørger jeg. "Vi slog op. Og vi så aldrig hinanden mere" siger inspektøren. Det gjorde mig så lige 82617 gange mere nervøs. "Men det er jo ikke sikkert det ender sådan for dig!" Fortsætter hun. Klokken ringer og jeg har fri. Jeg rejser mig op. "Jeg håber det går godt i morgen, tilykke med 1 års dagen. Og god weekend" siger inspektøren. "Tak. Og i lige måde" siger jeg.

Jeg går stillet roligt hjem. Jeg når ikke mit tog, så jeg må vente 10 minutter på det næste kommer. Mens jeg sidder her på stationen ser jeg alt for mange lykkelige par, der går og holde to hånden, kysser osv. Endelig kommer mit tog. Jeg kører til Bernstorffsvej station og går langsomt hjemad. Jeg har ikke noget at lave før der er mad. Da der er mad spiser jeg selvfølgelig. Efter det. Går jeg egentlig bare i seng, og tænker på Anthon som jeg har gjort de sidste mange dage. I morgen er det jo vores 1 års dag... Det bliver 100p verdens dårligste 1 års dag. Jeg er stensikker.
__________________________
Kort kapitel i know.
WHAT DER ER KUN 2 KAPITLER TILBAGE?!
Husk at like og kommenter😊❤️