Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 37

Det er den mest akavede aftensmad jeg nogensinde har været ude for! Thor og Anthon snakker ikke, Karl og Krista snakker ikke, og mor snakker ikke. Jeg tror at mor godt kan se der er noget galt, så hun vælger bare at tie stille. "Det smager godt Ulla" siger Anthon så. Åh gud hvor er det dog akavet! "Tusind tak Anthon! Det er jeg meget glad for at høre!" Siger mor, og de smiler til hinanden. Så er der stille igen. Jeg tager en sidste bid, siger tak for mad, og rejser mig med min tallerken og kop. "Er du allerede mæt?" Spørger mor. "Ja" svarer jeg mens jeg smider resterne af min mad ud, og sætter min tallerken og kop i opvaskemaskinen. "Men du kan da godt lige vente på vi andre er færdige" siger mor, og smiler. "Beklager!" Siger jeg, og går hurtigt ind på mit værelse. Jeg lukker hurtigt døren, og går hen til min seng. Jeg tager fat i min pude og smider den rundt på værelset. Jeg sparker til den og slår til den. Til sidst er jeg udmattet. Jeg tager puden, og ligger mig i sengen, med puden over hovedet. Hvorfor skal mit liv lige være sådan? Det er et lorte liv jeg har! Pludselig banker det på døren. "Thor bliv væk!" Siger jeg, selvom det også er han's værelse. Alligevel åbner han døren. Rasende sætter jeg mig op, med tårer i øjnene. Da jeg har sat mig op, ser jeg at det ikke er Thor. Det er Anthon. Fucking typisk! "Hvad vil du?" Siger jeg, og kigger væk. "Er du okay?" Spørger han. "Hvad er det for et dårligt spørgsmål? Det kan du vel se jeg ikke er?" Siger jeg. "Undskyld" siger Anthon lavt. Jeg tager hænderne op til mit hoved, og lader tårerne få frit løb. De glider ned ad mine kinder, så mine kinder bliver helt våde. Så kan jeg mærke Anthon sætter sig ved siden af mig. Han ligger sin hånd på min ryg. "Du må ikke græde" siger han så. "Men det er så svært!" Siger jeg. "Hvad er svært?" Siger Anthon roligt. "Drenge! Lucas har lige slået op, og jeg er ked af det, selvom jeg ville have slået op med ham!" Græder jeg. "Hvorfor ville du slå op?" Spørger Anthon. Jeg er stille, og ved ikke hvad jeg skal svare. "For at jeg kunne komme sammen med dig" siger jeg lavt. Anthon ved heller ikke hvad han skal sige. Så synker han en klump, og spørger: "men hvorfor er du så ked af at Lucas slog op med dig?" Spørger han. "Det ved jeg ikke! Nok fordi jeg ikke bryder mig om at blive dumpet"' det sidste siger jeg ret lavt. Så trækker Anthon mig ind til sig. Mit hoved er på hans bryst. Jeg fjerner mine hænder fra mit hoved, og ligger dem på Anthons ben. Hans ene hånd aer mit hår, den anden holder mit hoved oppe. "Du behøver ikke det her" siger jeg. "Jo! For jeg holder af dig, og jeg elsker dig" siger Anthon. Jeg kigger op på ham. Han tørrer nogle tårer væk fra mine kinder, og lader hans hånd være på min kind. Langsomt sætter jeg mig op. Anthons hånd er stadig på min kind. Langsomt rykker vi os mod hinanden, og vores læber mødes. Anthons hånd glider langsomt ned ad min hals, og snitter mit bryst. Han lader sin hånd hvile på mit lår. Jeg trækker mig ud af kysset, og kigger Anthon direkte ind i hans blå øjne. Så presser jeg hurtigt mine læber mod hans igen, og ligger min hånd på hans bryst. Vi åbner munden på samme tid, og ender hurtigt med at snave. Til sidst trækker vi os samtidig ud fra kysset. "Jeg har virkelig savnet dig" siger jeg. "Jeg har også savnet dig" siger Anthon. Jeg smiler, og krammer ham. "Er vi så sammen igen?" Spørger Anthon. "Selvfølgelig" siger jeg, og smiler midt i krammet. Pludselig går døren op, og ind kommer Thor og hende der Julie. "Øøh er det okay jeg har værelset i aften?" Spørger Thor. Jeg trækker mig hurtigt fra krammet, og rejser mig op. "Det er fint" siger jeg, og går ud af døren. Anthon følger med. "Var det hende Julie?" Hvisker han, da vi står foran døren til Thors og mit værelse. "Ja. Det tror jeg" hvisker jeg tilbage. "Hvad tror du de skal lave?" Hvisker Anthon. "Det ved jeg ikke" hvisker jeg tilbage. "Men Thor var nede og købe nogle kondomer" forsætter jeg og smiler lumsk. "Skal vi ikke kigge gennem vinduet?" Hvisker Anthon, og smiler lumsk. "Jojo" griner jeg. "Men skal lige først hjem med Esma" siger Anthon. "Jeg går med!" Siger jeg. Vi tager overtøj på, og tager Esmeralda i hendes barnevogn. Så går vi mod Anthons hus for at aflevere hende.