Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 59

Jeg stopper kysset. "Hvad?" Spørger Anton. "Jeg skal lige have lidt at drikke" siger jeg. "Jeg går med" siger Anton. "Okay men vi skal hen til mit telt og hente det, teltet ligger ligger lidt herfra" siger jeg. "Vi kan også bare hente noget fra mit? Det ligger lige derhenne?" Spørger Anton. "Det kan vi godt" siger jeg. Vi går sammen hen til teltet. Ingen af os er særlig fulde, så vi taler fornuftigt sammen. "Gør du kun det her med mig fordi Anthon kysser med nogle andre?" Spørger Anton pludseligt. "Øhm. Hvorfor?" Spørger jeg. "Spørger bare" siger han. "Er det fordi du gerne ville have det kunne føre til mere? Altså os to?" Spørger jeg. "Nej. Nej! Du er ret ung, så det var slet ikke derfor. Jeg ville bare vide det" siger Anton. Jeg nikker "er det jeres telt?" Spørger jeg. "Ja, alkoholen er derinde, kan du ikke hente det?" Spørger Anton. "Jo" siger jeg, og kravler derind. "Hold da kæft" mumler jeg, da jeg ser alkoholen. "Hvor meget har de lige taget med?" Tænker jeg. Jeg tager en masse, og går så ud igen. "Tror du det er nok?" Spørger jeg. "Jeg tror det er rigeligt" siger Anton. "Skal vi gå tilbage?" Fortsætter han. "Nej. Kan vi ikke drikke det her? Bare os to?" Spørger jeg. "Okay" siger Anton. Vi sætter os ned, og begynder at drikke. Jeg har drukket pænt meget nu. Pludselig kommer en flok drenge gående, på omkring 16 år. "Vent" siger jeg, og rejser mig hurtigt op. Jeg begynder at gå hurtigt hen mod drengene, men bliver straks svimmel. Jeg falder lige ind i armene på en af dem. "Der faldt jeg vidst lige for dig" siger jeg. "Det gjorde du vidst" siger en forvirret dreng. Han er faktisk ret køn. Han hjælper mig op. "Jeg er DN" siger jeg, og giver ham hånden. "Kasper" siger han. Kasper har kastanje brunt hår, og de kønneste blå øjne. De minder meget om Anthons faktisk. "Hygge, skal vi snave nu?" Spørger jeg, og kysser ham. Jeg har måske fået lidt for meget at drikke, samtidig med jeg er pisse ked af det Anthon har gjort. "DN?" Siger en drengestemme. Jeg vender mig om. "Hvad?" Spørger jeg. Det er Anthon. "Har du lige snavet med ham der?" Spørger han. "Ja?" Siger jeg, og placerer mine arme omkring Kasper. "Øh kan du slet ikke de det forkerte i det?" Spørger Anthon. "Det er ikke mere forkert end da du snavede hende der pigen før!" Siger jeg vredt. "Hvilken pige? Jeg har snakket med Albert hele aftnen?" Siger Anthon, og peger hen på Albert. Jeg tænker mig lidt om. Jeg så jo kun ham drengen bagfra. Pludselig kommer en dreng og en pige gående. Jeg ser han ligner Anthon, og at hende pigen var hende der blev snavet. Det var slet ikke Anthon der havde snavet hende pigen. "Ej Anthon undskyld jeg troede det var dig!" Siger jeg, og går hen mod ham. Jeg er virkelig svimmel da jeg har drukket mig ret fuld. "Nej DN" siger Anthon. "Hvad mener du?" Spørger jeg. "Du tror altid så meget om mig. Du tvivler altid på mig! Og så 5 minutter efter går du hen og vold-snaver en eller anden vildt fremmed! Jeg er fandme træt af det! Når du nu bliver ved med at gøre det synes jeg egentlig også jeg har lov til at snave med nogle andre! Måske endda få lov at komme i seng med dem. Du gider jo aldrig!" Siger Anthon arrigt, vender om på hælen og går direkte tilbage til festen. Jeg kan se ham derovre. Han har allerede gang i en pige. Jeg ligger mærke til jeg har fået tårer i øjnene. "Er du okay?" Spørger ham der Kasper. "Nej, bare lad mig være!" Siger jeg og skubber ham til siden, så jeg kan komme forbi. Jeg går og går indtil jeg er et sted hvor der ingen mennesker er. Der sætter jeg mig ned, og lader tårerne få frit løb. Jeg sidder længe bare og græder og gærder, indtil der kommer en ældre mand. "Hvad er der galt?" Spørger han. "Ikke noget" siger jeg, og rejser mig op. Jeg har aldrig kunne lide ældre mænd. Jeg har altid hørt så mange historier om folk der er blevet voldtaget eller lignende. "Jeg kan hjælpe dig? Du kan komme med hen til mit telt?" Spørger manden. Jeg vender om på hælen, og går. Jeg tror jeg går hen mod de andre igen, men det er for mørkt så jeg kan ikke rigtigt finde rundt. Jeg kigger bagud, og manden er lige i hælende på Mig. "Jeg har ikke brug for din hjælp!" Siger jeg. "Kom nu! Jeg kan gøre dig tilfreds!" Siger manden, og river ud efter mig. "Nej!" Skriger jeg, men så mister jeg fodfæstet og falder. Jeg skriger. Jeg skriger højt. Manden bukker sig ned over mig. "Jo jeg kan søde" hvisker han i mit øre. Jeg skriger.