Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 83

Thors synsvinkel
Anthon og jeg sidder inde i det hospital's værelse DN ligger i. Jeg sidder på den ene side af sengen, Anthon sidder på den anden. Ingen af os siger noget til hinanden, men hvad skulle vi også sige? Jeg hader ham! Mor er på vej herhen, og Marianne og de andre sidder ude på gangen. Pludselig åbner DN stille øjnene. "DN" siger jeg, og rejser mig op. Hun sætter sig stille op, tager sig til hovedet og læner sig ud over sengen for at kaste op. "Er du okay søde?" Spørger Anthon. "Hvad havde du selv troet" mumler jeg lavt. "Hold nu bare kæft Thor" siger Anthon, og trækker DN hen til sig. Hun kigger forvirret op på ham. "Jeg er så ked af det der skete! Det var virkelig ikke meningen, jeg ville jo ALDRIG gøre dig fortræd" siger Anthon. DN kigger stadig bare forvirret på ham. "DN er der noget galt?" Prøver jeg. "Hvem er i?" Siger DN. Jeg får et giga chok over hun ikke kan huske hvem vi er. Pludselig går døren op, og ind kommer en sygeplejerske. "Jeg skal lige tjekke hende" siger hun, og træder uden om brækket. Anthon og jeg træder tilbage. "Har hun hukommelsestab?" Hvisker Anthon. "Det kunne det godt tyde på" siger jeg, og følger nervøst efter i hvad sygeplejersken laver. Hun lyser med en lille lommelygte på DN's øjne. Hun bevæger den, og så skal DN følge lyset med øjnene. Sygeplejersken slukker lygten, og vender sig mod Anthon og jeg. "Hun har en mindre hjernerystelse, men den skulle gerne gå over om et par dage" siger sygeplejersken. "Er der andet galt med hende som du kan se?" Spørger jeg. "Ikke så vidt som jeg kan se. Vi har  ryngtenfotograferet hende og der er ikke sket andet" siger hun. "Jamen. Er det normalt hun ikke kan huske hvem vi er?" Spørger Anthon. "Øhm hvad er i for hende?" Spørger sygeplejersken. "Jeg er hendes bror, og det er hendes kæreste" siger jeg. "Altså, det sker for nogle. Det varer ikke så lang tid. De fleste kan kun huske sine forældre, og så begynder alle andre at falde på plads med tiden" siger hun. "'Med tiden? Hvor lang tid?" Spørger Anthon ivrigt. "Der kan gå op til 2 uger" siger hun. "Fedt" mumler Anthon, og sætter sig på en stol igen. "Nu vil jeg lade jer være alene. Hun er klar til at komme hjem i morgen" siger sygeplejersken inden hun lukker døren. Langsomt går jeg hen til DN, og sætter mig på sengekanten. "Er du helt sikker på at du slet ikke kan huske mig?" Spørger jeg stille. "Jeg har ingen ide om hvem du er. Eller hvem ham den anden er" siger DN forvirret. Jeg nikker bare, og ligger hånden på hendes knæ. Det er underligt at min egen søster ikke engang kan huske mig. Jeg kigger hen på Anthon som sidder med tårer i øjnene. "Det var dig der var skyld i det her" siger jeg. "Det var jo ikke med vilje!" Siger Anthon. "Jeg er ligeglad. Det er din skyld!" Siger jeg igen. Idet Anthon skal til at svare, går døren op og ind kommer mor. "Mor" siger DN. Mor går med faste skridt hen mod DN, og giver hende et kram. Efter at langt kram slipper de hinanden. "Hvad skete der?" Spørger mor. "Jeg kan faktisk ikke huske det. Jeg kan kun huske jeg stod sammen med de der to. Men jeg ved ikke hvorfor" siger DN. Mor kigger hen på mig. "Hun har hukommelsestab" siger jeg. "Nåår" siger mor trist. "Hvad skete der?" Fortsætter hun. Jeg kigger hen på Anthon. "Mig og Anthon var oppe at skændes, og så kom DN til at gå lidt for tæt på og så kom jeg til at skubbe hende ind i kommoden" siger jeg. Godt nok er jeg sur på Anthon, men jeg vil ikke risikere at DN og Anthon aldrig må ses igen. "Når" siger mor. "Det er ikke sandt" siger Anthon så. Jeg kigger hen på ham. Hvad laver han? Hvis mor bliver sur, kan hun godt finde på at sige de aldrig må ses igen. "Hvad mener du Anthon?" Spørger mor. "Det var mig der ramte hende. Jeg slog hårdt ud med armene, og så ramte jeg hende i hovedet med min hånd. Derefter røg hun direkte ind i en kommode med hovedet" siger Anthon. Mor siger ikke noget. "Du må ikke forbyde dem at se hinanden! Der var en grund!" Siger jeg. Jeg forsvarer Anthon, men ikke for han's skyld. Det er mere for DN. Jeg ved hvor meget hun elsker ham. "Og hvad er den grund så Thor?" Spørger mor. Jeg kan jo ikke sige det! Så vil mor slet ikke lade dem se hinanden. "Øhm. Anthon har vredesproblemer lige i øjeblikket" siger jeg. Jeg ved virkelig ikke hvor det kom fra, men mor tror på det. "Når. Det var ikke så godt, men jeg ved jo det ikke var med vilje" siger mor, og smiler venligt til Anthon. Anthon åbner munden og skal til at sige noget, men jeg trækker ham med ud. "Hvad laver du Thor?" Spørger Anthon, da vi står ude på gangen. "Jeg ved godt at du skulle til at sige hvad der var sket. Men mor ville forbyde jer at se hinanden hvis hun fandt ud af du tog kokain" siger jeg. "Hvorfor siger du overhovedet det her? Du hader mig lige nu" siger Anthon. "Ja. Men det gør DN ikke" siger jeg. "DN kan ikke huske mig" siger Anthon. "Det kommer hun jo til. Det tager bare lidt tid" siger jeg. "Jaja. Det må man håbe" siger Anthon.

Resten af dagen går egentlig bare med at snakke med DN. Vi fortæller hende om alt muligt vi har oplevet sammen, og nogle af tingene kan hun godt huske. Mor spørger om mig og Anthon vil med hjem og sove. "Jeg vil godt blive her hos DN" siger jeg. "Det vil jeg også" siger Anthon. "Okay. Vi kører nu" siger mor, og kysser mig inden hun går. Anthon og jeg kigger på DN. "Du var min bror ikke?" Spørger hun, og peger på Anthon. "Nej. Jeg er din kæreste" siger Anthon. "Det er din bror" siger Anthon og peger på mig. "Thor" siger DN pludseligt. Jeg kigger forbavset på mig. Vi har slet ikke sagt hvad vi hedder. "Hvordan kan du allerede huske mit navn?" Spørger jeg. "det ved jeg ikke. Det poppede bare ligepludselig frem" siger DN. "Kan du så huske hvad han hedder?" Spørger jeg, og hentyder til Anthon. "Øh. Albert?" Spørger DN. Anthon ryster på hovedet. "Nej. Men det var tæt på" siger han.

Vi bliver mere og mere trætte, og beslutter til sidst at gå i seng. Der er en ekstra seng som jeg tager. Anthon sætter sig i en lænestol og lukker øjnene. "Godnat. Thor og Albert" siger DN. Anthon griner kort. "Anthon" siger han. "Undskyld" griner DN. Vi ligger lidt, og jeg er lige ved at falde i søvn. "Anthon?" Siger DN pludseligt. "Ja?" Spørger han. "Du er jo min kæreste, så hvorfor kommer du ikke bare herop og ligger?" Spørger DN. "Det kan jeg da godt" siger Anthon og rejser sig op. Han ligger sig ned ved siden af DN. "Selvom jeg ikke kan huske dig, føler jeg mig stadig helt forelsket" siger DN. Anthon svarer ikke. Han ligger bare en arm omkring hende. Til sidst sover vi alle.
________________________husk at like og kommenter😊