Det hele startede med et spil (MG)

Part 10 || Koncerten 2/2

Martinus og jeg var kommet til det andet lokale, og han tog en dyb  indånding. "Jeg skal fortælle dig noget Olivia..." begyndte han.

- "Jeg er Martinus," sagde han og kiggede mig i øjnene. "Jeg har lige været til koncert med dig, jeg ved da godt du er Martinus!" sagde jeg fjollet selvom jeg inderst inde godt vidste hvad han mente. "Jeg tror godt du ved hvad jeg mener..." sagde han stille. Jeg vidste det egentligt godt, men alligevel kiggede jeg bare uforstående på ham. "Du ved Martinus, ham der er venner med Marcus og Martinus, ham du skulle mødes med... tetris," afsluttede han. Ved tetris slog det klik for mig. Alle de hyggelige samtaler jeg har haft med "Martinus," vores hyggelige skænderier, vores mega mærkelige venskab, mit "had" til Marcus&Martinus... og så har det bare hele tiden været... Martinus? Jeg kiggede ham i øjnene, han smilte til mig, men det smil falmede hurtigt da han så mit skuffede ansigtsudtryk. "Undskyld, jeg troede bare ikke du ville blive så sur over det," sagde han trist. "Du har hele tiden løjet for mig..." sagde jeg stille. Han kiggede ned og bed sig i læben. "Undskyld Martinus, men jeg kan altså bare virkelig ikke det her. Jeg kan virkelig ikke have noget at gøre med en eller andet kendt sanger," sagde jeg halvsurt, men fortrød det straks da Martinus sagde, "Så du vil ikke have noget med mig og gøre?" Han vendte sig om og gik. Jeg havde lidt den her følelse af at jeg blev nødt til at råbe efter ham, så han kunne komme tilbage, og alting ville blive ligesom før, bare endnu bedre. Men på en måde kunne jeg ikke få mig selv til det. Uanset hvor hårdt jeg egentligt prøvede, så kom der nærmest ingen lyd ud. "Martinus, vent!" fik jeg hvisket, men der var det for sent. Han var gået, han var væk. Det var måske sidste gang jeg nogensinde ville komme i kontakt med Martinus. Jeg kommer aldrig til at smile igen pga. Martinus, jeg kommer aldrig til at have daglige platte diskussioner. Han var allerede blevet min bedste ven... hvis ikke mere? tænkte jeg.

Jeg gik ud til Emma og Marcus, som begge kiggede forhåbningsfuldt på mig. "Hvor er Martinus?" spurgte Emma. "Emma vi bliver nødt til at gå nu," sagde jeg trist, hvor både Marcus og Emma kiggede underligt på mig. "Hvad er der sket?" spurgte Marcus. "Måske du skulle spørge Martinus om det," sagde jeg og smilte falsk. "Altså hvorfor skal vi allerede gå?" spurgte Emma mig bekymret. "Jeg fortæller dig det senere," sagde jeg, og kort efter var vi ude af døren. Væk fra koncerten. Væk fra Marcus. Og Martinus. Om lidt rejser de tilbage til Norge, og så er de væk for altid, tænkte jeg.

***

Vi var blevet hentet af Emmas mor. I bilen var der en ret akavet stilhed. Emmas mor prøvede at bryde den flere gange med ting som, "Var det en god koncert? Hvilken var jeres yndlingssang? Skete der noget I ikke havde forventet?" og andre ting, men hver gang døde samtalen hurtigt. "Vi er bare meget trætte," sagde Emma og sendte mig et underligt blik. "Jeg forklarer senere, eller en anden dag," skrev jeg til hende over messenger, da det ville være lidt akavet at sige højt i bilen. Så ville hendes mor nok i hvert fald tænke noget mærkeligt.

____________________________________________________________________________

Det blev desværre ikke lige så langt men ja:)