Det hele startede med et spil (MG)

Part 72 || Norge

Jeg slukkede for min alarm, og håbede at min familie ikke var blevet vækket af den. Jeg listede igennem huset og ud til entréen, hvor jeg tog mit overtøj på. Bagefter lagde jeg en note på køkkenbordet, hvor jeg forklarede til min familie hvor jeg var.

"Next stop Norge," hviskede jeg stille for mig selv, så gik jeg ud af døren, låste den selvfølgelig efter mig, og gik mod busstopstedet.

En natbus ankom, og jeg steg hurtigt på den. Jeg var hele tiden tæt på at falde i søvn.

"København lufthavn," fortalte en mand over den lille højtaler tingest. Jeg rejste mig fra mit sæde, og steg ud.

Jeg kom ind i lufthavnen. Ind i varmen. Jeg fandt hurtigt min gate, og så var jeg klar til at lette, der var dog stadig 30 minutter til boarding.

En familie kom hen til mig.

"Er du kærester med Marcus og Martinus?" spurgte en lille sød pige mig.

Jeg smilte til hende, selvom jeg var ret træt. "Jo, jeg er kæreste med Martinus," svarede jeg, og smilte også til pigens mor, som så spændt på mig.

"Må hun få et billede med dig?" spurgte moren.

Jeg nikkede, "selvfølgelig må hun da det," svarede jeg og stilte mig klar til billedet.

"Er du på vej op til ham eller?" spurgte moren, da vi var færdige med at tage billedet.

Jeg rystede på hovedet. "Jeg skal faktisk besøge min far," fortalte jeg. Så snart jeg havde sagt det fløj et sus igennem min mave. Sagde jeg virkelig det? Skal jeg virkelig møde min far? Min helt rigtige biologiske far..

"Hyggeligt, men vi må videre, godt at møde dig," fortalte moren. Jeg smilte.

"Vi ses måske," hilste jeg.

Flyet var nu klar til at boarde. Det var virkelig surrealistisk.

***

Jeg sad i bussen mod Levanger. Jeg havde fløjet til Oslo som mellemlanding, og så fløjet videre til Trondheim. Min mave var fyldt med sommerfugle, jeg var spændt som aldrig før. Hvordan så han ud? Var han gift? Havde han savnet mig? Hvordan vidste han hvem jeg var?

Jeg tog min taske på skulderen og steg ud af bussen. En kulde ramte mig. Det blæste heldigvis ikke, så det kunne jo have været værre.

Jeg traskede hen ad stier, som jeg havde fundet frem til på google maps. Jeg stod nu foran huset. Min fars hus. Solen var efterhånden stået op. Jeg trådte op på dørtrinnet. Jeg samlede min hånd til en knytnæve og stod truende med den foran døren. Jeg bankede let på døren. Nu var der ingen vej tilbage!

Efter hvad der føltes som virkelig lang tid, blev dørhåndtaget trukket ned. Døren blev langsomt åbnet. En mand kom til syne. Han kiggede mærkelig på mig.

"...Olivia?" spurgte han chokeret.

"Far!" udbrød jeg glad. Han smilte stort og lagde begge sine arme om mig i et kæmpe kram.

"Hvad laver du dog her?" spurgte han grædende. Betød jeg virkelig så meget for ham?

"Jeg fik dit brev, jeg er kommet for at besøge dig," forklarede jeg.

"Kom dog indenfor!" Sagde han så glad, og åbnede døren for mig. Jeg trådte ind i entréen, og tog min jakke og sko af.

"Der er måske lidt rodet, jeg havde ikke regnet med, at du rent faktisk ville komme," fortalte han. Jeg nikkede.

"Olivia, jeg har så mange ting jeg skylder at fortælle dig," forklarede han. Jeg nikkede bare igen.

"Hvis du nu sætter dig ind i stuen, så laver jeg lige nogle snacks, og så kan vi snakke om alt du vil," forslog han.

"Det lyder godt," svarede jeg. Jeg gik ind ad en dør, og kom derfor ind i stuen. Det var faktisk et virkelig flot hus.

//

Jeg undskylder mange gange, for ikke at have opdateret i alt for mange dage!:'(((