Det hele startede med et spil (MG)

Part 28 || Overnatningen 1/2

"Glæder du dig til overnatningen i dag?" Spurgte Thorbjørn, som lige havde stukket hovedet ind på mit og Mollys værelse. "Jaa, det gør jeg da!" sagde jeg og smilte til ham, men kiggede derefter ned i jorden. Han sukkede. "Du har stadig ikke fortalt dem at du snart skal hjem vel?" spurgte han. Jeg kiggede trist på ham, og rystede på hovedet. "Jeg føler mig bare så dum? For jeg har snart ikke mere tid at fortælle dem det i, og så smutter jeg bare uden de har bemærket det..." sagde jeg trist. "Hey!" sagde Thorbjørn, og jeg kiggede over på ham. "Du er ikke dum, de forstår det helt sikkert," sagde han opmuntrende. "Jeg smutter igen, jeg skal pakke til i aften," sagde Thorbjørn, og var på vej ud af værelset. Jeg tog en dyb indånding. "Jeg kan bare virkelig godt lide Martinus..." sagde jeg stille og håbede han ikke havde hørt det. Han stoppede op i dørkarmen og kiggede over på mig med store øjne. "Jeg vidste det!" udbrød han glad. Jeg grinte af ham. "Shhh, du må jo ikke fortælle det til nogen!" sagde jeg seriøst. "Okay!" sagde han for sjov seriøst. "Jeg mener det Thorbjørn!" sagde jeg bestemt. Han nikkede bare. "Jeg er 100 procent sikker på at han også kan lide dig!" sagde han på vej ud af døren. Jeg grinte. Han skulle bare vide...

"Godt I kunne komme!" sagde Lisa varmt, og bød mig og Thorbjørn ind. "Er vi de sidste?" spurgte jeg hende, mens vi var på vej ind i stuen. "Yes, alle de andre er her allerede," sagde hun, og nikkede over mod alle de andre, som sad i stuen. "Det er også fordi du er så pisse langsom!" sagde jeg til Thorbjørn, og de andre begyndte bare at grine af mig. "Det var dig der var 2 timer om at blive færdig på badeværelset!" sagde Thorbjørn tilbage mod mig. "Pft, du vil bare ikke indrømme du er langsommere end en pige," sagde jeg og puffede til ham. Han puffede tilbage til mig, og vi endte med at stå og puffe til hinanden. De andre fniste lidt, men ellers var der ret stille, de kiggede meget på os. Martinus så lidt jaloux ud? "Thorbjørn! De andre stirrer meget på os," hviskede jeg til ham, og så stoppede vi begge to. "Hejsa!" udbrød Thorbjørn pludselig og stoppede den korte akavede tavshed. Der var 3 pladser tilbage. Thorbjørn satte sig i lænestolen og Lisa satte sig ved siden en af de andre piger, så jeg blev nødt til at sætte mig i sofaen ved siden af Martinus... altså ikke at det gjorde mig noget vel hehe. Vi sad egentligt bare allesammen og snakkede. Martinus og jeg snakkede ikke så meget sammen, trist nok... Han snakkede mest med drengene, og jeg snakkede mest med nogle af pigerne.

"Skal vi ikke gå udenfor og sidde?" Spurgte Martinus så. Jeg følte mig lidt såret på en måde, vil han ikke sidde sammen med mig alligevel eller hvad? Tænkte jeg. Ej styr dig Olivia! I er jo ikke engang kærester !
Vi havde siddet udenfor i et stykke tid, og jeg sad egentligt bare mest og jokede med Marcus. Jeg prøvede også at snakke med Martinus, men det var lidt som om at vi ikke kunne finde ud af at snakke sammen kun som venner, lidt akavet maybe.

"Vil I være med til at se en film?" Spurgte Lisa så. "Jada!" Udbrød Marcus. Vi satte os ind i sofaerne i stuen. Filmen var lidt kedelig. Jeg gik så ud i køkkenet, for at hente et glas vand. "Shit man, du gav mig et kæmpe chok!" Udbrød jeg, da jeg så Alexander stå i køkkenet, jeg troede jo jeg var alene. "Haha undskyld," grinte han. Der var stille mens jeg fyldte mit glas op med vand. "Hvor lang tid skal du egentligt blive her, altså her i Norge?" Spurgte han så. Jeg sukkede trist. "Faktisk kun et par dage mere..." sagde jeg trist. "Nej seriøst? Nederen egentligt," sagde han så. Jeg smilte til ham, "jeg kommer virkelig til at savne jer alle!" Sagde jeg. "Ilm!" Sagde han tilbage. Vi stod egentligt bare og smilte til hinanden, indtil en velkendt stemme kunne høres bag mig.

"Olivia?" Jeg vendte mig om. "Hej Martinus," smilte jeg, og krydsede mentalt mine fingre, for at han ikke havde hørt, at jeg snart skal hjem. "Flytter du hjem igen?" Spurgte han såret. Jeg tog en dyb indånding. "Jeg smutter lige ind til de andre," sagde Alexander hurtigt bag mig. "Jaja," sagde jeg og smilte til ham. "Hør her Martinus, jeg har gerne villet fortælle dig det i et stykke tid, men jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle sige det," sagde jeg og kunne mærke en lettelse i min krop. Han kiggede såret ned i jorden, og jeg fik det straks dårligt igen. Han vendte sig om og gik ud mod stuen. "Martinus!" Hviskede jeg og prøvede at få ham til at blive. Jeg kunne mærke tårerne presse sig frem. Tag dig sammen Olivia, I er jo kun venner. Jeg satte mig ned på gulvet og stirrede ud i luften. 2 sekunder efter kunne jeg høre hoveddøren blive smækket. Han var gået...

//

Jeg har mange lektier for i den kommende uge, så ved ikke lige hvor ofte jeg kommer til at opdatere :((

Prøver self, så godt jeg kan!