Det hele startede med et spil (MG)

Part 30 || Farvel

Da jeg vågnede dagen efter overnatningen var jeg glad. Rigtigt glad. Men samtidig virkelig trist. Jeg er blevet kærester med Martinus! Martinus Gunnarsen! Den sødeste og mest betænksomme dreng jeg længe har kendt... men jeg rejser snart tilbage til Danmark. Og Danmark er altså virkelig virkelig langt væk fra Trofors. Langt væk fra Martinus. Plus, Martinus og jeg har ikke snakket særligt meget sammen siden vi blev kærester. Det føles lidt som om at nu er vi blevet kærester, og så behøver man ikke holde den samme kontakt til hinanden længere.

Jeg fandt min telefon frem og gik ind på Snapchat. 1 uåbnet fra Martinus. Jeg åbnede den. "Streaks." Tak for det Martinus. Jeg valgte ikke at svare ham. Jeg rejste mig op og tog mit tøj på. Det meste af mit tøj lå fint pakket i kufferten, jeg skulle jo rejse i morgen.

Jeg gik ned i køkkenet. "Godmorgen Olivia!" Smilte Karoline. "Godmorgen," sagde jeg og gik over og varmede noget brød til morgenmad.
Karoline var egentligt på vej ud af køkkenet, men vendte sig hurtigt om igen. "Forresten har der været nogle ændringer, så I tager afsted i aften," sagde hun og var på vej væk. Sent i aften... "Hvornår er det præcist?" Skyndte jeg mig at spørge hende om. Hun kiggede tænkende hen på mig. "Klokken 6 tror jeg," sagde hun og gik igen. Jeg skyndte mig at spise færdig og gik op på mit værelse. Jeg fandt min telefon frem. Klokken var allerede 12. Jeg havde virkelig sovet længe. Jeg skyndte mig at tage noget tøj på og lægge en standard makeup, og så smuttede jeg ellers over til Martinus. Vi havde ikke aftalt noget, men jeg magtede simpelthen ikke at skrive til ham først.

***

Jeg bankede på for tredje gang. Lort altså. Jeg fandt min telefon frem. "Er du hjemme?" Skrev jeg til Martinus. Jeg så det grønne ikon poppe op ved hans navn. Han var aktiv. Pludselig dukkede hans nuttede ansigt op ved min besked. Nu havde han sørme også set den. Bravo Martinus.
Jeg ventede i et par minutter, men han svarede aldrig. Surt sparkede jeg til en sten der lå på jorden. Det burde ikke være lovligt at ignorere sin kæreste.

En ny idé poppede op i mit hoved. Snapchat kortet. Jeg var hurtigt inde på Snapchat og tjekke hans lokation. Mosjøen? Jeg zoomede ind. Han var åbenbart på en fodboldbane... jeg tænkte mig lidt om, og kom i tanke om at han vidst nok havde sagt noget med at han skulle spille kamp i dag. Pis. Klokken var allerede blevet 13. Jeg havde vidst været lidt langsom med at beslutte mig for tøj om morgenen. Jeg kiggede op på himlen. Den var lidt grå, men alligevel valgte jeg at gå en tur.

***

Min telefon var fra lang tid siden gået død, og jeg havde ingen anelse om hvad klokken var. Det var forresten også lige begyndt at regne i store mængder, så jeg var allerede plaskvåd. På vej hjem så jeg en skikkelse foran mit hus.

Da jeg kom nærmere så jeg at det ikke var en hvilken som helst skikkelse. "Martinus!" Hvinede jeg glad og løb hen til ham. Han så først lidt overrasket ud, men trak mig derefter ind i et stort kram.

"Hvor har du været?" Spurgte han bekymret. "Ude og gå en tur," forklarede jeg ham roligt. Han kiggede mærkeligt på mig. "I det her vejr?" Grinte han. Jeg grinte lidt. "Jah..." sagde jeg. Der var helt stille. Ren tavshed. Ikke den akavede af slagsen... men der var tavshed. "Martinus, jeg skal hjem nu," sagde jeg med rystet stemme. Han rystede på hovedet, "du bliver hos mig!" Svarede han trist og trak mig ind i et kram. "Martinus... jeg håber vi kan klare et langdistanceforhold..." sagde jeg stille. "Det håber jeg virkelig også," sagde han tilbage, med en ikke specielt overbevisende tone... måske var han bare træt? Jeg begyndte at ryste, jeg frøs egentligt utroligt meget, der var jo pænt sagt skidehamrende koldt.

"Olivia, der var du!" Udbrød en stemme pludselig. Jeg vendte mig om.
"Oh, hej Karoline," hilste jeg. "Du må hellere få noget tørt tøj på, din familie er her om 5 minutter," forklarede hun sødt. Jeg nikkede. Bagefter vendte jeg mig mod Martinus igen. Han kiggede ned i jorden. "Vi ses forhåbentligt snart?" Sagde jeg trist. Han nikkede og trak mig ind i et kram. "Tak for nogle fantastiske stunder," takkede han. Jeg nikkede bare.

"Farvel Olivia," sagde han trist. "Nej, på gensyn!" Rettede jeg ham. Han rystede på hovedet. Vendt hvad??! "Og hvad skal det så betyde?" Spurgte jeg irriteret.

"Olivia pus!" Råbte en velkendt stemme bag mig. Min mor. Hun kunne have hilst på så mange tidspunkter, men det var nok det værst tænkelige tidspunkt. Martinus begyndte at trække mod sit eget hus, og min mor blev ved med at kalde på mig. Til sidst blev jeg nødt til at vende mig om og give hende et hejkram, men da jeg vendte mig om igen var han væk. Martinus var væk...

//

Jeg har ikke opdateret i monster lang tid. SORRY!
Jeg tror måske jeg er blevet til idétom eller sådan noget, men jeg prøver at opdatere den en gang i mellem alligevel. Tror måske jeg gør kapitlerne lidt kortere.
Til jer andre der normalt skriver fanfic, hvor mange ord plejer jeres kapitler at være?:D

BTW, så må I meeeega gerne læse min julekalender: "du er mit eneste juleønske" <3 Det ville gøre mig utroligt glad !