Det hele startede med et spil (MG)

Part 92 || Et sidste farvel

Min far var ikke længere på hospitalet, han lå lige nu i en kiste i en ligvogn, og om ikke særligt lang tid skulle han sænkes i jorden.

Jeg sad i hans hus... mit hus. Jeg var hans eneste arving. Jeg havde arvet alt hvad han ejede, og han tjente åbenbart virkelig godt på sit arbejde, så jeg havde penge nok. Havde det været for 1 måned siden havde jeg straks tænkt at jeg så ville have råd til at tage til Norge noget oftere, men sagen er bare den, at det her højst sandsynligt er sidste gang i hele mit liv, jeg af egen vilje går et skridt i Norge.

Jeg havde fået snakket ud med Emma, hun var så støttende, og havde endda sagt at hun var klar på at tage med til begravelsen, hvis jeg havde brug for en veninde. Jeg takkede dog pænt nej tak, eftersom jeg slet ikke var klar til at se mine venner i øjnene.

Min mor var ankommet til Norge, hun var bare lige ude og ordne noget mad ved ceremonien. Jeg var ikke sulten dog. Det var virkelig lang tid siden jeg havde haft lyst til mad. Jeg var endnu ikke endt ud i en spiseforstyrrelse eller lignende, men jeg var bange for, at hvis jeg ikke snart tog mig sammen, kunne det her ende grimt. Det var også bare ulykke i ulykke, altså først mister jeg min kæreste og bagefter min far til døden...

Min mor kom ind af døren. "Er du klar, skat?" spurgte hun. Jeg nikkede og rejste mig fra sofaen. Jeg tog en sort trenchcoat over resten af mit outfit. Jeg havde en sort standard kjole på, et par sorte stilletter og en lille sort taske til. Min mor trak mig ind i et kram, og så kørte vi mod kirken, hvor bisættelsen fandt sted.

Der var mødt mange op i kirken. Der var en hel skoleklasse. Mon min far havde været lærer for dem? Der var også rigtigt mange voksne mennesker. Kollegaer måske.

Bisættelsen var i gang. Det var virkelig smukt og rørende, og en af min fars bedste venner holdt tale. Jeg hilste også på ham bagefter, han fortalte mig alt muligt om, da min far havde fundet ud af hvordan jeg så ud, fordi han havde set mig på forsiden af et ungdomsblad, på grund af mit forhold til Martinus, hvor flot han havde beskrevet mig og så videre. Det var virkelig trist at høre om, men samtidig også ret dejligt. Jeg er bare glad for, at jeg nåede at møde ham.

***

Jeg stod udenfor og kiggede ned på min fars fremtidige grav. Der var ikke kommet en gravsten endnu, den skulle først lige blive helt færdig. En dreng kom om bag mig.

"Olivia, jeg er virkelig ked af det med din far," sagde han medfølende.

Jeg rystede på hovedet. "Jakob, vil du ikke bare gå?" spurgte jeg irriteret.

Han nussede stille min arm. "Det okay at være i chok efter sådan et dødsfald, men det hjælper ikke at skubbe dem man elsker væk," sagde han, og prøvede at få øjenkontakt. Men jeg kunne se hans kække smil, og jeg ville ikke falde for den.

"Jakob, på grund af dig er jeg ikke sammen med Martinus længere, du skal aldrig snakke til mig igen!" sagde jeg surt, og skubbede ham stille væk. Det var jo trods alt en kirkegård, så jeg ville ret gerne undgå opmærksomhed fra den andre.

Han fnøs og gik sin vej. En pige stod lidt væk fra os. Hun stod med sin telefon, og var tydeligvis ikke kun i gang med at tage billeder af kirkegården. Efter altid jeg havde ødelagt med Martinus, kunne et lille billede med Jakob jo ikke skade. Og jeg havde ret.

20 minutter efter da jeg sad i bilen på vej hjem gik jeg på instagram. Et billede af Jakob, der nussede min arm dukkede op.

"Wow hun er hurtigt videre, du fortjener så meget bedre!" var teksten. Jeg rullede irriterede med øjnene. Hvor var det dog typisk og røv irriterende.

Jeg postede også selv et billede på min instagram. Det var et billede af min fars kiste, og alle de flotte blomster omkring.

"Et sidste farvel... du bliver savnet far!" skrev jeg til billedet. Flere af mine følgere havde også været bekymret over at jeg ikke havde været aktiv på sociale medier, og at jeg havde spurgte efter nummeret på det norske alarmetelefonnummer. Jeg troede faktisk at alle ville unfollowe mig og hate på mig efter bruddet, men det er faktisk ikke så slemt.

Så slukkede jeg min telefon og faldt lige så stille i søvn.

//

Tusind, tusind tak for alt den kærlighed I allerede har givet min nye bog, I er fantastiske!!