Det hele startede med et spil (MG)

Part 52 || Hvem er han?

"Så er Martin bare en ven eller?" spurgte Martinus, da vi sad i bilen på vej til hotellet. Jeg kiggede dovent hen på ham.

"Kan vi ikke tage den alene på værelset?" spurgte jeg sukkende, for jeg blev jo nok nødt til at forklare Martinus, hvad der sådan lige var foregået.

"Jo klart," sagde han, på en ikke særligt overbevisende måde. Helt ærligt så magtede jeg ikke hans drama. Jeg sukkede forsigtigt og kiggede ud af vinduet. Var det en dum idé at aftale at mødes med Martin igen?

***

Jeg var lige nået at komme ind ad døren og havde smidt min taske, da Martinus spurgte.

"Sååe?"

"Du har virkelig ikke tænkt på andet hele bilturen, vel?" Spurgte jeg, mens jeg tog mit overtøj af. Han kløede sig i nakken, "måske ikke."

Jeg grinte af ham, men stoppede så inden jeg begyndte at snakke. "Martin er min eks... og lad os bare sige at vores forhold ikke endte specielt godt," fortalte jeg. Martinus prøvede så godt som muligt at se forstående ud.

"Noget du har lyst til at uddybe?" Spurgte han og satte sig i sengen ved siden af mig. Jeg nikkede roligt, og forklarede ham det hele, ikke sådan helt detaljer, da vi jo begge var ret trætte.

"Så ud af ingen ting fortalte han mig, at han havde været mig utro med Camilla i 2 måneder, så blev jeg selvfølgelig sur på ham..." jeg tøvede inden jeg kunne afslutte resten af historien. "Så... gav ham mig en lu-lussing," fortalte jeg, og kunne pludselig mærke at et par tårer tittede frem i min øjenkrog.

Det var ikke mange jeg havde fortalt om det. Der var jo et par stykker som havde set det, nogle havde så hørt rygter, andre havde set mig græde uden grund og alt muligt andet. Emma vidste det hele i detaljer, som havde hun selv været der.

Jeg havde ikke fortalt min mor eller stedfar om det, for jeg ved det ville knuse min mors hjerte, og det har jeg ikke lyst til.

Martinus så chokeret på mig, og så tog han armene om mig og trak mig ind i et kram, lige det jeg havde brug for faktisk.

Jeg begyndte stille at græde. "Jeg kan bare ikke lide at åbne mig op omkring det, for det viser hvor svag jeg egentligt er," forklarede jeg, og holdt mine tårer inde, så godt jeg kunne.

"Olivia... du er den sejeste og sødeste pige, jeg nogensinde har mødt. Lige siden vores første Tetris kamp har jeg haft en ting for dig, for jeg vidste med det samme, at du var noget specielt. Jeg ved ikke hvem ham Martin drengen tror han er, for han har virkelig givet slip på noget fantastisk!" Fortalte han, hvilket ikke ligefrem hjalp på tårerne, for pludselig var det en mærkelig følelse af glædestårer og triste tårer som blandede sig. Vi havde trukket os roligt fra krammet.

"Tak Martinus, det havde jeg virkelig brug for!" Sagde jeg, og kiggede ham dybt i øjnene.

"Olivia, jeg elsker dig!" Sagde han pludselig, og en uforglemmelig følelse strøg igennem min krop

Jeg lænede mig ind mod ham, og lod mine læber ramme hans. Det var bare som om at det her kys slet ikke var som de andre, det føltes bare mere rigtigt! Jeg trak mig langsomt.

"Jeg elsker også dig!" Sagde jeg, og et kæmpe stort smil plantede sig på Martinus læber, som hurtigt ramte mine igen.

Kysset udviklede sig til at blive mere groft, og jeg havde lidt en anelse om hvor det her kunne føre hen.

Midt under vores lille snav, kunne jeg mærke to hænder på kanten af min trøje, som langsomt hev op i den. Vi brød kysset lige da den skulle over mit hoved. Vi forsatte kysset, og jeg begyndte også roligt at trække tøjet af Martinus, som blev mere og mere ivrig. Før jeg vidste af det lå vi kun i undertøj, men så ringede Martinus telefon.

Jeg brød kysset, "du bliver nok nødt til at tage den."

Martinus sukkede højt, og rakte ud efter sin telefon, hvor han så tog den op til øret.

"Hva så Mac?" Spurgte han.

"Far bad mig bare informere jer om at vi skal op klokken 6 i morgen," fortalte han.

"Ja... o-okay," fremstammede Martinus.

"Vent lidt... du lyder lidt halvforpustet, har I husket beskyttelse?" Spurgte Marcus, og i baggrunden kunne man høre en anden flække af grin.

"Marcus er du sammen med far?" Spurgte Martinus undrende.

"Ja, hvorfor?" Spurgte han så.

"Du er død i morgen," konstaterede Martinus og lagde på. Han kiggede forventningsfuldt på mig.

"Vi skal jo tidligt op i morgen," grinte jeg og gik ud på toilettet for at gøre mig klar til sove. På vejen derud hørte jeg et stort suk fra Martinus, og jeg fniste lidt for mig selv.

//

Har sat sproget på min telefon til norsk, så nu er wattpad også på norsk, og det forvirrer mig grænseløst hahaha