Det hele startede med et spil (MG)

Part 41 || Overraskelsen 3/3

Pludselig var der en som rømmede sig ved siden af mig...

Jeg vendte mig langsomt. "Martinus!" Udbrød jeg glad, da jeg så ham stå der. Han trak mig ind i et langt, fantastisk kram. Det var som om, at da vi stod der, så var alle vores problemer totalt ligegyldige. Vi trak os begge langsomt fra krammet, og stod bare med armene om hinanden. Mine øjne fangede hans, og vi stod bare der, som om der var ingen andre, og blev fortryllet af hinandens nærvær. Så var det at han lænede sig frem. Jeg vidste hvad han ville, så jeg gjorde det samme. Lige så stille ramte vores læber hinanden og smeltede sig sammen, som var de meant to be. Det føltes så romantisk. Jeg glemte fuldstændigt at vi ikke var alene. Langt fra.

"NURH goals," udbrød Emma pludselig. Jeg begyndte at grine, og det samme gjorde Martinus, så vi trak os fra kysset, men stod stadig side om side, med flettede fingre. "Ej undskyld, jeg ødelagde lige totalt jeres lille øjeblik hehe, undskyld venneeeer," sagde Emma pinligt. Jeg grinte bare af hende. Og så vendte jeg mig mod Martinus igen.

"Hvad er alt det her, hvorfor er I her?" Spurgte jeg ham. "Alt det der med at vi havde planlagt at tage til andre lande..." startede han. Jeg kiggede forventningsfuldt på ham, "jah?" Spurgte jeg. "Det var løgn det hele! Det har hele tiden været planlagt at jeg skulle besøge dig," fortalte han. "Ej Martinus, hvor er jeg dog vildt glad for at se dig!" Sagde jeg. Pludselig gik noget op for mig. Drengene er jo kendte i hele Danmark, og vi stod i et dansk shoppingcenter. Jeg kiggede rundt. Der stod desperate piger over det hele, og lignede nogle der lige havde fået knust sit hjerte... måske havde de faktisk også, de fleste havde jo et crush på deres idoler, altså Marcus og Martinus.

"Hvad med alle fansene?" Spurgte jeg bekymret. Martinus trak mig ind til ham. "Jeg er ligeglad med hvad de synes og tænker, det vigtigste er hvad du tænker," svarede han. En masse tanker strømmede igennem mit hoved. "Men hvordan kunne du vide, at det er det her jeg ønsker?" Spurgte jeg, for han anede jo ikke om jeg ville holde det hemmeligt eller ej.... "Emma," svarede han bare kort. Selvfølgelig! Emma har jo sådan været 50% af den her plan. Man hvor jeg dog elsker hende!

"Såe, hvad er planen nu?" Spurgte jeg ham så. "Hmm," sagde han tænkende. "Hvad med at vi går en lille tur, evt. tager på restaurant eller lignende... jeg betaler!" Konstaterede han.

"Jeg kan godt selv betale," fortalte jeg og puffede stille til ham, mens vi var på vej ud. "Men jeg insisterer," grinte han, og puffede lidt hårdere til mig. "Du irriterende," kommenterede jeg. Han grinte, og tog sin arm rundt om min skulder. Det gav mig en fantastisk tryghedsfølelse. Jeg lænede mit hoved lidt længere mod ham, bare for at nyde følelsen af hans nærvær lidt mere.

"Kom, jeg kender en god restaurant tæt på!" sagde Martinus pludselig. "Kender... du bor ikke engang i landet?" grinte jeg. "Okay så, jeg har googlet en god restaurant tæt på," rettede han sig selv. Han tog sin hånd i min, og flettede sine fingre mellem mine. Tanken om at han skulle hjem på et tidspunkt strejfede mig, men jeg rystede den hurtigt af mig igen. I stedet for at bekymre sig for fremtiden, ville jeg hellere nyde nutiden. Poetisk..

***

"Så Thorbjørn han drikker sig helt fuld, og pludselig lægger han an på en stol, jeg tror endda jeg har en video!" grinte Martinus, og fumlede med sin telefon. Jeg grinte højlydt. "Thorbjørn! Sådan helt seriøst, det kan jeg virkelig ikke forestille mig," sagde jeg, og grinte endnu mere. Martinus viste mig videoen og vi brød begge ud i grin. "Det der er det bedste jeg har set i virkelig lang tid," konstaterede jeg. "Jeg har faktisk også en vildt god video af Marcus der løber ind i et fodboldmål midt under en kamp!" fortalte Martinus bagefter. "-Men han tror jeg har slettet den, så han vil højst sandsynligt dræbe mig, hvis han finder ud af, at jeg har vist den til dig..." tilføjede han.

Martinus blik rettede sig pludselig mod min telefon, som lå på bordet. "Din telefon ringer," konstaterede han. Jeg kiggede ned. "Hov, det er min mor, den må jeg nok hellere tage," forklarede jeg. Han nikkede, jeg tog derefter min telefon op til øret.

"Hey mor," hilste jeg. "Hvor er du?" hørte jeg surt fra den anden ende af røret. "Ude og spise med Martinus," fortalte jeg kort. Jeg hørte en mærkelig lyd fra min mor. "Er du i Norge?" spurgte hun forvirret. "Nej mor, jeg er ikke i Norge, Martinus er i Danmark," forklarede jeg og grinte lidt. Hun lød forvirret. "Det er en lang historie, jeg skal nok forklare lidt senere!" fortalte jeg. "Okay skat, husk I er mere end velkommen til at komme her hjem hvis I vil, vi har lidt slik og sådan," sagde hun. "Jaja mor," grinte jeg, "vi ses" sagde jeg, og så lagde jeg på.

"Jeg synes vi skal tage hjem til dig!" mente Martinus og smilte stort. "Kunne du høre vores samtale?" spurgte jeg overrasket. "Jeps," svarede han, "ved hun ikke vi er kærester?" spurgte han sådan lidt halvskuffet. "Jeg har ikke haft tid til at fortælle hende det endnu, vi har jo heller ikke ligefrem haft et øjeblik uden problemer her på det sidste, remember?" sagde jeg lidt flabet. "Oh," sagde Martinus og kløede sig kejtet i nakken. "Skal vi smutte?" spurgte han så, og lettede stemningen. "Det synes jeg da," svarede jeg, og så gik vi hjem mod mig hånd i hånd.

//

Hihi goaaals

- 3. Pladsen omg!!!