Det hele startede med et spil (MG)

Part 15 || Oliver

Efter vi havde gået et stykke tid, og snakket om alt muligt tilfældigt, røg det ud af mig: "Er du egentligt stadig sur på mig, Martinus?"

Pludselig hørte vi et skrig, og vi vendte os om af ren refleks. "Martinus! Martinus!" Råbte en kæmpe flok piger som lige havde fået øje på os. "Shit!" Udbrød Martinus. "Øhh hvad gør vi?" Spurgte jeg hektisk. "Er der et sted vi kan flygte hen?" Spurgte han mig så. "Vi kan gemme os på toilettet på baresso..." forslog jeg. Han gav mig et er-du-sådan-helt-seriøs, og jeg nikkede bare til ham. "Kom!" Sagde jeg, og så løb vi hurtigt hen til baresso, med fansene lige i hælende.
"De følger stadig efter os," sagde Martinus da vi stod inde på baresso. "Så bliver vi altså nødt til at gemme os på toilettet," sagde jeg og grinte lidt. "Fair nok," sagde Martinus, og derefter skyndte vi os ud på toilettet. Vi nåede der ind lige i sidste sekund, inden vi kunne høre en dør åbne, og flere piger der snakkede om hvor han mon blev af. "Pyh, det godt nok tæt på," sagde jeg og kiggede op på Martinus, og der gik det op for mig, hvor tæt vi egentligt stod. Midt inde på et toilet, på en baresso, i midtbyen stod jeg helt tæt, med Martinus. Martinius.
Vi blev vidst begge fanget af øjeblikket, så vi stod bare der og kiggede hinanden i øjnene. Uden at sige noget. Han er altså virkelig flot Martinus. Jeg forstår godt hvorfor fansene så godt kan lide ham. "Shit man, jeg fik et chok!" Udbrød Martinus, da vores smukke øjeblik blev ødelagt af hans ringende telefon.

"Hej det er Martinus," sagde han sødt. "Når Hej far." Akavet egentligt. "Øhh hvor jeg er?" Han gav mig et hvad-skal-jeg-svare blik og jeg sendte bare et jeg-ved-det-ikke blik tilbage. "Hallo, hallo?" Sagde han pludselig. Han tog telefon væk fra øret og kiggede på skærmen. "Den gik død," sagde han og kiggede ned på mig. "Vil du låne min telefon?" Spurgte jeg forsigtigt. "Ja det vil jeg gerne." Svarede han mig. Jeg rakte ham min telefon, og pludselig kunne jeg høre lyden af at et billede blev taget. "Martinus! Du skal ringe til din far ffs!" Sagde jeg og grinte.

***

"Hvor har du været unge mand?" spurgte en mand surt da han så mig og Martinus. "Det ved jeg ikke," sagde Martinus og blinkede til mig. "Martinus vi skal hjem nu, og så snakker vi lige om din pludselige forsvinden senere," sagde han bestemt. "Jeg skal lige hente mine ting," sagde Martinus trist. 30 sekunder efter han var gået, løb jeg efter ham. "Ses vi mon snart igen, Martinius?" Sagde jeg, hvilket gav ham et chok for han vendte sig pludseligt om. "Haha undskyld," grinte jeg, da det gik op for mig, at jeg gav ham et chok. Han vendte sig om og kiggede mig i øjnene. "Det håber jeg da - det har været rigtigt hyggeligt i dag," sagde han. Vores ansigter var kun få centimeter fra hinanden. Men jeg kender ikke engang drengen? For 5 timer siden havde vi stadig blokeret hinanden. Martinus lænte sig frem mod mig. Han kom tættere og tættere på... Men vi blev afbrudt af ham manden igen, "Hvad tager dig så lang tid, Martinus?" Blev der råbt. Martinus sukkede, og jeg kiggede bare genert ned i jorden. "Farvel Martinius," sagde jeg og hev ham ind i et kram. Han gengældte krammet, "farvel Oliver," Jeg slog ham hård på ryggen. "AV!" Udbrød han.
Vi slap krammet og han gik. Måske var det her mit sidste møde med ham. Han har jo trods alt stadig blokeret mig...

//

Det blev lige lidt forsinket meeen håber det går;))