Det hele startede med et spil (MG)

Part 20 || Savnet dig

Jeg kunne pludselig høre noget rømme sig. Jeg vendte mig om, og der stod personen jeg nok mindst havde forventet at se på den her tur...

"Hej Marcus!" Sagde jeg glad, og gik hen og krammede ham. "Kender I hinanden?" Spurgte Thorbjørn os, og kiggede forvirret på os. "Ja sådan lidt," svarede Marcus, og blinkede til mig. "Bor du i denne her by?" Spurgt jeg Marcus, for hvis Marcus gør, så kan I nok godt regne ud hvem der også gør. "Ja det gør jeg," svarede han og smilte. Jeg skulle til at spørge om hvor Martinus var, men før jeg knap nok havde åbnet min mund hviskede Marcus til mig, "han er syg." "Jeg nåede ikke engang at sige det?" Sagde jeg og kiggede uforstående på Marcus. Altså kan han læse mine tanker? "Jeg kunne regne ud at du tænkte på ham," grinte han og blinkede kækt til mig, hvorefter jeg gav ham en albue i siden. "Av! Hvad skulle det til for?" Udbrød han. "Du irriterede mig bare," grinte jeg.

***

Jeg vågnede og havde fuldstændigt glemt hvor jeg var, indtil det gik op for mig, hvor jeg var. Tæt på Trofors. Tæt på Thorbjørn... oooog tæt på Martinus. "Der er morgenmad!" Råbte Peter fra køkkenet. Med min hæse morgenstemme råbte jeg tilbage: "Kommer om 2!" Så man han vel selv finde ud af om jeg mener 2 sekunder eller 2 minutter... eller 2 timer, hehe;)

"Hvad skal vi så i dag?" Spurgte Jonas med munden fyldt med mad. "Vi skal selvfølgelig ud til Johansen, og så spiser vi frokost der, og så tager vi ud på en tur og oplever noget af Norge," sagde min mor til os, Jonas nikkede bare. Da jeg var færdig gik jeg hen med min beskidte tallerken, stillede den i opvaskeren og gik så ind på mit værelse. Eller det vil sige Mollys og mit værelse, for vi delte nemlig, da der kun var 3 værelser i alt. Jeg tog hurtigt noget tøj på, lagde lidt makeup, redte mit hår, og så var hele min familie på vej hen til Johansen igen.

***

"Såååe, hvad skal vi spille?" Spurgte Thorbjørn mig. Vi havde spist frokost, været ude og gå og nu var Thorbjørn og jeg var gået op på Thorbjørns værelse. Vi havde besluttet os for at spille et spil, ligesom vi altid plejede at gøre. "Bezzerwizzer?" Spurgte jeg og grinte lidt, jeg er sådan elendig til bezzerwizzer, så jeg ved ærligt ikke hvad jeg har rodet mig ud i. "God idé," sagde han og gik nedenunder for at hente spillet. Efter vi havde spillet og jeg havde vundet stort... eller noget, ærligt jeg er forfærdelig til bezzerwizzer, men i hvert fald så fik Thorbjørn en besked på sin telefon. Han kiggede ret meget over på mig, hvilket fik mig til at kigge underligt på ham. "Hva så?" Spurgte jeg efter lang tid (aka 2 sekunder)'s stirren. "Nogle fra min klasse har spurgt om jeg vil mødes ved fodboldbanerne," startede han med. "Vil du med?" Spurgte han så. "Jada!" Udbrød jeg. Vi gik nedenunder og spurgte om det var i orden at vi gik derover og de voksne sagde selvfølgelig ja. Vi tog sko på og begyndte at gå.

"Sååe," begyndte Thorbjørn. "Jaaah?" Sagde jeg spørgende. "Hvad skete der for dig og Marcus i går?" Spurgte han, og jeg begyndte at grine lidt. "Bare rolig, der er ikke noget, vi er kun venner," forklarede jeg, hvilket jo er rigtigt. Hvis der skulle være noget med nogen skulle det være Martinus... Øhh altså ikke fordi jeg kan lide ham vel, but u know What I mean.

Vi var kommet over på skolen, og hverken Marcus eller Martinus var der, det havde jeg ellers håbet lidt på. Jeg havde snakket lidt med nogle af pigerne, som forresten var vildt søde, vi havde allerede add'et hinanden på snap.

"Heyy," sagde nogle drenge bag mig, jeg vendte mig om og der stod Marcus og Martinus. Martinus fik øje på mig, og straks fik han et kæmpe smil på læben. Han skyndte sig over til mig, og gav mig et kæmpe kram, og jeg krammede selvfølgelig med. "Hvad i alverden laver du i en lille bitte by i NordNorge, Olivia?" Spurgte han mig så. "Ehh, jeg besøger Thorbjørn, vi sådan barndomsvenner," sagde jeg og grinte lidt over måden han havde spurgt mig på. Vi stod og snakkede i mega lang tid, og vi gik sad faktisk lidt væk fra de andre, Sååe jeg tør ikke vide hvad de tænker om os...
"Jeg har faktisk virkelig savnet dig Olivia..." sagde og kiggede mig lige ind i øjnene. Vi sad og så hinanden i øjnene, helt stille. Langsomt bevægede Martinus sit ansigt tættere mod mit...

//

Tidligt afsnit fordi det er fredag (tbh så er det faktisk fordi jeg ikke har tid til at lægge det ud i aften men jaja;))