Det hele startede med et spil (MG)

Part 44 || Familien Gunnarsen

Martinus var taget hen på hotellet til sin familie, og der var ikke lang tid til jeg skulle ud og spise med hans familie.

Jeg kendte jo godt Martinus og Marcus, men jeg følte mig stadig ret nervøs, for hvad nu hvis de slet ikke kan lide mig? De er jo alle sammen rejst til Danmark for min skyld? Vildt mærkeligt for mig egentligt.

Jeg tog min morgenkåbe i hånden, og gik ud på badeværelset, hvor jeg tog et dejligt bad. Bagefter tørrede jeg mit hår med en hårtørrer, og samlede det hele i en fletning, for det hjælper altid at samle håret lidt, så det ikke bliver elektrisk. ;)))

Bagefter gik jeg ned i køkkenet og spiste lidt eftermiddagsmad, eftersom jeg ikke havde spist frokost, ups.

Derefter gik jeg ind på mit værelse og lagde en naturlig makeup. Jeg ville jo gerne være fin, men heller ikke noget overdrevet. Bagefter gik jeg hen og åbnede mit skab. Hvad skulle jeg dog tage på? Jeg ville jo gerne være fin, men heller ikke for fin. Årh det var forvirrende.

Jeg endte med at tage en fin, hvid sommerkjole på. Der var også ret lunt så det passede meget fint. Over kjolen tog en helt normal denim jakke på.

(Olivias outfit)

Derefter tog jeg en taske på, og så smuttede jeg. Klokken var ikke særligt mange, men det tog alligevel sin tid at komme hen til restauranten, Martinus familie havde valgt. Jeg hoppede på en bus, kørte i lidt lang tid, før jeg steg af og så gik jeg resten af vejen.

Pludselig stod jeg ude foran restauranten. Jeg hev min telefon frem og skrev til Martinus. "Jeg er udenfor nu." "Jeg kommer og henter dig," svarede han tilbage. Yes. Jeg ville have det lidt akavet med at gå ind alene.

"Hej Oliver," hørte jeg pludselig fra døren. Det var Martinus. Jeg så surt på ham, og daskede ham på ryggen. "Også hej til dig Martinitus," hilste jeg, og smilede flabet. Han sukkede, og kort efter mærkede jeg hans fingre flette sin ind mellem mine. Vi begyndte at gå ind til hans familie. "Du ser forresten virkelig smuk ud," hviskede han i mit øre. Jeg fik gåsehud af da han var helt tæt på mig.

"De sidder lige derovre," informerede Martinus mig, og jeg kunne godt se dem. Jeg begyndte at smile, for at virke meget imødekommende.

"Hej," hilste hans mor venligt da hun så mig. De rejste sig alle op. "Gerd Anne," sagde hun og smilte stort, mens hun rakte hånden frem. Jeg tog venligt i mod den. "Olivia," hilste jeg tilbage og tog i mod hendes hånd. "Kjell Erik," sagde Martinus far så, og rakte også hånden frem mod mig. "Heej," hilste jeg. Jeg vendte mig om.

"Hej jeg hedder Marcus," hilste Marcus og rakte hånden frem. Jeg gav ham et er-du-seriøs blik, og trak ham i stedet for ind i et kram. "Og jeg er Emma!" hørte jeg bag Marcus. Marcus rykkede til side, og lod den sødeste lille pige træde frem. "Hej med dig Emma," hilste jeg glad. "Når, skal vi se hvad de har af mad?" spurgte Kjell Erik, inden der nåede at blive mærkelig stemning. "Jeps," svarede Martinus og satte sig til bords. Jeg sad yderst ved siden af Martinus og ved siden af Martinus sad Emma. Overfor mig sad Marcus, og ved siden af ham sad Gerd Anne og Kjell Erik.

"Så Olivia, vi har egentligt ikke fået fortalt så meget om dig, hvor gammel er det du er?" spurgte Gerd Anne og kiggede interesseret på mig. "Jeg er 15 år," svarede jeg og smilte. "Går du så i 10.?" spurgte hun igen. Jeg rystede på hovedet. "Er du gået om?" spurgte Marcus forvirret. "Norsk 10. klasse er det samme som dansk 9. klasse," forklarede Martinus. "Jeps," sagde jeg og smilte.

Resten af aftensmaden var vildt hyggelig. Vi snakkede om forskellige interesser, og Kjell Erik og Gerd Anne holdte sig virkelig ikke tilbage med at fortælle pinlige historier om Marcus og Martinus. Jeg kunne godt se Martinus følte sig utilpas nogle gange, men så klemte jeg bare kort hans hånd, smilte til ham, og så tøede han lidt op igen.

"Men Olivia vi har tænkt på om du vil med drengene på tour på et tidspunkt, også til andre lande?" spurgte Kjell Erik så. Jeg havde faktisk slet ikke overvejet det før han spurgte. Alle de oplevelser det her forhold egentligt ville kunne indebære.

"Det vil jeg da helt vildt gerne!" udbrød jeg. "Vi skal selvfølgelig bare have snakket med dine forældre og sådan, men det tror vi ikke bliver et problem," fortalte han. "Ja, det er bare super," svarede jeg venligt.

"Nu ved vi heller ikke hvordan fansene vil reagere på jeres forhold, så det må vi også lige se på," sagde han, og jeg nikkede bare forstående. Det er virkelig et mærkeligt liv jeg er ved at få...

//

Vildt dårlig stil af mig at opdatere så sent, og så ovenikøbet på drengenes fødselsdag!.. ups:/