Det hele startede med et spil (MG)

Part 33 || Svaret

Jeg læste de første linjer, "Hej Olivia, undskyld at jeg ikke har svaret dig, sagen er bare, at..."

"At jeg er blevet syg, så jeg havde simpelthen ikke lige overskud nok til at tjekke min mobil for beskeder osv. Jeg forstår godt, hvis du blev forvirret, over min reaktion på alt det med at holde kontakten, men jeg ved virkelig ikke om vi kan det. Jeg vil ikke slå op med dig, for så er jeg utroligt dum, for så mister jeg en af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv. Jeg vil give langdistance forholdet en chance, og så håber jeg forresten at du er kommet godt frem!<3 kh Martinus" havde han skrevet. Jeg pustede ud, da jeg først havde set ordene "slå op" troede jeg at han ville have slået op med mig, men det var heldigvis ikke tanken lige med det første... men han havde jo overvejet det?

Jeg kan sagtens se hvad han mener med at vi måske ikke kan få det til at fungere, men jeg blev bare trist over ordene. Hvis vi ikke tror på vores langdistanceforhold kan vi jo heller ikke holde det...

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg kunne ikke beskrive den mærkelige følelse i min krop med ord.

Jeg trykkede på "skriv" feltet og lod mine fingre ramme tastaturet.

"Jeg savner dig allerede" var det jeg skrev. Jeg trykkede send. Inden særligt længe havde han allerede set beskeden.

"Skal vi spille Tetris sammen?" Skrev han. Jeg smilte. Så fandt jeg min computer frem, og gik ind på Tetris.

Vi spillede alt for mange kampe i mod hinanden. Tetris var lidt et symbol for vores forhold. Hvis vi stopper med Tetris, stopper vi med hinanden...
Okay det var lidt for poetisk.

Jeg var løbet tør for spil på Tetris, og det var Martinus også så vi stoppede for resten af dagen, og facetimede i stedet for.

"Kommer I ikke snart til Danmark?" Spurgte jeg trist. Martinus så trist ud. "Nej det tror jeg desværre ikke. Vi er åbenbart i gang med at planlægge koncerter i nogle andre lande, så der går nok et godt stykke tid før vi kan komme til Danmark," forklarede han. Jeg nikkede, og følte mig helt vildt trist. Hvorfor skal vi også lige være så langt fra hinanden.

Martinus P.O.V.
Hun så meget trist ud, da jeg havde fortalt hende at der ville gå noget tid før vi kunne komme til Danmark. Det var hårdt men jeg blev nødt til at holde på det. Ellers ville det jo ikke være en hemmelighed, og jeg ville nødig ødelægge overraskelsen.

Min dør blev pludselig åbnet brat. "Hey bror." Det var Marcus der stod i døråbningen. "Hej," svarede jeg tilbage. "Kan du lige Ehh," sagde han og lavede nogle mærkelige håndtegn. Jeg kiggede på ham med løftede bryn. "Slå mikrofonen fra," hviskede han. Jeg vendte mig ansigt mod Olivia på skærmen. "To sekunder," forklarede jeg og slog mikrofonen fra.

"Far vil lige aftale noget med Danmark turen nedenunder, så du skal lige komme," fortalte han. Jeg nikkede. "Jeg siger lige farvel til Olivia, og så er jeg der," forklarede jeg. Han lavede thumbs up, og gik ud igen.

Jeg slog mikrofonen til igen. "Hvorfor måtte jeg ikke høre hvad I snakkede om?" Spurgte Olivia mistænksomt. "Nåhr, det er fordi Marcus har nogle problemer med en pige, og han synes det er lidt pinligt," løg jeg. Olivias smukke grin kunne høres på den anden side af skærmen. "Men jeg må smutte nu, Sååe," forklarede jeg trist. "Vi ses," sagde Olivia. Jeg vinkede til hende og lagde på. Så rejste jeg mig, og gik ned i køkkenet.

//

Jeg er elendig til at opdatere på den her historie:/
Men jeg var til koncerten i går i Herning, og det var helt fantastisk! De var så gode, og det var bare en ubeskrivelig oplevelse!

Hvor mange her var til koncerten i går, eller skal til koncert i dag?

20 stemmer = nyt kapitel