Det hele startede med et spil (MG)

Part 70 || Brevet

Jeg vågnede roligt. Mine forældre var stadig sure, så det var jo vildt godt! Eller noget... Jeg traskede sløvt ned i køkkenet.

"Godmorgen Oli," hilste Jonas. Jeg smilte bare træt til ham.

Min mor kom ind med noget papirarbejde af en art. Hun smilede skævt hen til mig.

"Orv Olivia, der er brev til dig forresten," fortalte hun pludselig og pegede med hovedet ned på en bunke post på køkkenøen.

Jeg kiggede mærkeligt derover, og tog lige så langsomt en konvolut op i mine hænder. Der var mærkeligt nok ikke en afsender, så jeg valgte bare at tage det med op på mit værelse.

Jeg åbnede langsomt konvolutten. Jeg var ret spændt, eftersom man aldrig får breve længere. Nu er det hele på computer eller telefon. Jeg læste brevet nøje.

Kære Olivia,
Det her brev er ikke et normalt brev, det er et brev som har taget mig mindst hundrede forsøg at få formuleret ordentligt.
Sagen er den, at jeg skylder dig flere forklaringer, end hvad der er plads til i et lille brev.
Jeg har aldrig været der for dig, og det er der nok ikke nogen god forklaring på. Din mor og jeg gik fra hinanden, da du var meget lille, og hun kom hurtigt videre, hvilket jeg havde sværere ved, og vi endte derfor ud i skænderier, som gjorde det var bedst for mig at flytte væk. Siden dengang har der ikke været en dag, hvor du ikke har været min første tanke om morgenen og min sidste tanke om aftenen. Jeg ved at din mor er gift med Peter, og du skal vide, at så længe hun er glad, er jeg også glad. Jeg er lige nu bosat i Norge, og jeg har derfor ikke kunnet undgå, at lægge mærke til at du er blevet kærester med Martinus Gunnarsen. Man kan sige han er meget populær blandt pigerne på den skole, jeg arbejder på. Jeg håber du vil se mig en dag.
Mvh, Morten Bruun, din biologiske far
kontakt mig på: +47 ######## adr: Storøvegen, 7600, Levanger

Jeg rystede fuldstændigt, da jeg havde læst brevet færdigt, og tårerne bevægede sig også ned langs mine kinder.

Han er i live. Han har arbejde. Han vil møde mig... og andre tanker kørte gennem mit hoved. Jeg havde altid drømt om at kunne komme i kontakt med min far, men hver gang jeg havde snakket om ham, havde min mor altid bare skiftet emne. Var det endelig nu jeg havde chancen? Og så bor han i Norge.

Jeg valgte at slå adressen op på kort. Jeg fandt et billede af huset. Det var forholdsvist stort, mon han havde andre børn? Hvordan skulle jeg egentligt komme i kontakt med ham, kunne jeg godt bare skrive til ham sådan uden videre? tænkte jeg også. Jeg kendte en god måde, at finde ud af det hele på.

Jeg gik langsomt ned ad trapperne. Min mor stod bare og læste noget på sin telefon.

"Mor?" spurgte jeg nervøst. Hun kiggede op og smilte skævt.

"Hvad så Olivia?" spurgte hun venligt.

Jeg tøvede lidt. Hvordan skulle jeg formulere det på en god måde?

"Jeg ehh... jeg har fået brev fra far," fortalte jeg. Hun stivnede fuldstændigt med et skræmt blik i øjnene.

Pludselig ændrede hendes ansigtsudtryk sig fuldstændigt. Hun så pludselig ret ligeglad ud men samtidig sådan lidt halvsur.

"Hvordan har den galning fået vores adresse?" spurgte hun surt med krydsede arme.

Jeg blev pludselig meget mere nervøs. Hvad havde min mor i mod min far?

"Men mor, han vil gerne møde mig," forklarede jeg og prøvede at virke lidt glad.

"Han skal holde sig langt væk fra dig, det kan jeg da godt love dig!" advarede hun. Det lød virkelig truende. Jeg gad godt vide hvad der skete mellem dem.

Jeg ville ikke give op så let. "Men jeg vil jo gerne møde ham!" prøvede jeg så.

Hun rystede på hovedet. "Det kan du godt glemme alt om," sagde hun bare, mens hun gik ind i stuen.

//

Nederen mor:(