Det hele startede med et spil (MG)

Part 80 || Er du sur?

"Jeg vil utroligt gerne vide hvorfor du har sendt en pige på fransk kostskole," sagde Martinus halvsurt, da vi stod alene i elevatoren.

"Nu skal du ikke få det til at lyde som om jeg er djævlen her, husk lige hvis skyld det er, at jeg lå med rød kind på gulvet tidligere," forsvarede jeg mig selv. Han nikkede forsigtigt.

"Men stadig?" sagde han spørgende.

Jeg tog en dyb indånding. Den her kunne jeg vidst ikke komme udenom.

"Camilla er jo hende, som var sammen med Martin, da han var mig utro," startede jeg ud med at fortælle. Martinus kiggede interesseret på mig.

"Efter alt det var jeg pisse ked af det og rimelig sur på Martin og Camilla. Emma vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, for jeg var jo helt ude af den. Hun var også virkelig sur på både Martin og Camilla forresten. Midt i mit tuderi fik jeg så sagt 'hun må jo ikke engang den slags ting for sin mor' eller noget i den stil. Det hørte Emma så ret tydeligt, og hun forslog at vi skrev et brev til Camillas mor, hvor vi fortalte hele historien fra vores synspunkt, og så håbede vi lidt at Camilla ville opleve karmaen eller sådan noget... tænk engang, det virkede sørme," fortalte jeg med overrasket tonefald i det sidste.

Martinus kiggede ret mærkeligt på mig. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af om han synes det var dumt gjort eller hvad han tænkte.

"Er du okay?" spurgte jeg bekymret, da der var gået lidt længere tid.

"Jaja, det var bare lidt barnligt gjort måske," konstaterede han, mens han kiggede lidt ned på sine sko.

Jeg kiggede forarget på ham. "Barnligt gjort?" spurgte jeg surt. "Jeg gik i ottende og han var min første kærlighed." Martinus trak bare på skuldrene.

"Så hvis jeg kyssede med en eller anden, så ville du simpelthen være ved dine fulde fem, og slet ikke gøre den mindste onde handling af ren vrede?" Spurgte jeg med hævet bryn og krydsede arme.

"Olivia det her er dumt, lad os nu bare stoppe den her... du kan sagtens indrømme dine fejl, alle laver jo fejl?" Han prøvede at se forstående ud og række ud efter min arm, men jeg trak den hurtigt til mig.

Havde han virkelig ikke tænkt sig at støtte mig. Hun slog mig? Hun gav mig en lussing, efter ham og Marcus havde valgt hende som "deres første kys."

Hverken Martinus eller jeg gjorde så meget som at prøve at skabe kontakt til hinanden resten af den dag. Jeg var sur på Martinus fordi han ikke støttede mig, og han var sikkert sur over at jeg engang havde opført mig "barnligt." Drengen kendte mig ikke engang dengang. Han har intet at skulle have sagt.

Vi sagde heller ikke godnat. Det hele var fuldstændigt stille. Ville det her være en form for slutning...

***

Alarmen ringede, vi skulle til at vågne. Normalt ville jeg være trist over at skulle forlade Martinus, men jeg havde virkelig ingen følelser på det tidspunkt. Han burde tage mit parti, og indtil det ville ske, ville jeg ikke hyggesnakke med ham. Så måtte der bare være stilhed.

Jeg stod op og hev det tøj frem, som jeg havde gjort klar dagen inden.

"Klar på at tage afsted?" spurgte han. Det var hverken i et glad eller surt tonefald. Jeg mumlede bare et kort ja.

***

Vi stod i lufthavnen og skulle sige farvel. Der havde været ret stille i bilen på vejen derud. Jeg tror lidt alle de andre havde opfanget, at der var et problem mellem Martinus og mig.

Jeg sagde først farvel til hele holdet, så jeg som sædvanlig stod med Martinus til sidst.

"Er du sur på mig?" spurgte han roligt.

"Er du sur på mig?" gentog jeg, og lagde ekstra tryk på mig.

"Jeg synes bare det var dårligt gjort af dig og Emma..." fortalte han.

Jeg nikkede langsomt. "Jeg fortryder ikke hvad vi gjorde, men jeg forstår bare ikke hvorfor du pludselig bedre kan lide hende," beklagede jeg.

Han kiggede mærkeligt på mig. "Hey!" sagde han, for at få min opmærksomhed. "Jeg kan stadig bedst lide dig, jeg har bare lov til at synes, at du handlede forkert," forklarede han.

"Desuden skulle du havde fortalt mig hvem hun var lige fra starten af. Du løg for mig og Marcus, ved ikke at fortælle hvem hun rigtigt var... vi troede jo bare det var en skør fan," fortalte han.

Jeg kunne mærke jeg blev lidt mere sur. Jeg forstod slet ikke hvorfor han havde et problem, med noget jeg gjorde for virkelig lang tid siden. "Martinus, hvorfor fanden kan du ikke bare være på min side, jeg er da trods alt din kæreste," spurgte jeg muggent.

"Du overreagerer alt for meget Olivia, ligesom dengang hvor I lavede brevet," konstaterede han og rullede øjne af mig. Han rullede øjne af mig?!

Jeg sukkede irriteret og kiggede mig omkring. "Jeg skal nå mit fly, hyg dig med Camilla!" sagde jeg flabet. Jeg vendte rundt på hælen og gik mod min gate. Jeg ville ikke kigge tilbage, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg havde måske været stærk da vi snakkede sammen, men et skænderi er aldrig behageligt, så stille kunne jeg mærke små våde dråber glide ned ad mine kinder...

//

Jeg har været til min venindes konfirmation i dag hihi, er der andre, som også har været til konf/nonf?

- Nyt kapitel i morgen kl 15!!