Det hele startede med et spil (MG)

Part 73 || Min far

"Så Olivia, hvor er jeg glad for at se dig," fortalte min far, mens han kom ind med en bakke.

Jeg smilte. "Jamen i lige måde."

"Det var faktisk på grund af nogle af mine elever, at jeg fandt dig," fortalte han. Jeg nikkede.

"De sad og snakkede om Martinus og en eller anden Olivia, straks tænkte jeg selvfølgelig på dig, men droppede det dog hurtigt igen eftersom, der er utroligt mange piger i verden her, som hedder Olivia," grinte han.

"Men så en dag stod de også med et ungdomsblad med et billede af hende Olivia... jeg kunne ikke undgå fristelserne, så jeg kiggede lige hurtigt derover, og jeg var ikke et sekund i tvivl. Det var min datter," fortsatte han. Jeg smilte lidt ved tanken om det. At han kunne genkende mig med det samme.

"Og så skrev du bare brevet?" Spurgte jeg så. Han tøvede lidt, men nikkede bagefter.

"Må jeg spørge hvorfor du aldrig har været der i mit liv?" Spurgte jeg så, efter en kort stilhed.

Han smilte nervøst og nikkede derefter langsomt. "Jeg var, for nogle år siden, en kæmpe kujon. Jeg drak meget, jeg var utro, jeg var blevet fyret, og jeg gjorde din mor ubehageligt tilpas," forklarede han. Han så virkelig trist ud.

"Heldigvis er din mor pisse sej, så hun smed mig ud af huset. Jeg anede ikke hvad jeg skulle lave med mit liv, så jeg var lidt en hjemløs som rendte rundt og drak hver dag," fortalte han.

"En dag så jeg din mor og Peter gå hånd i hånd på strøget. Straks blev jeg vildt sur, og havde jeg ikke været ædru, var det nok endt grimt. Men havde det ikke været på grund af det, var jeg nok aldrig endt hvor jeg er nu. Da jeg så dem, gik det op for mig, at jeg slet ikke fortjente din mor. Jeg besluttede mig derfor for at lave om på min livsstil. Jeg fik droppet alkoholen, jeg gik til psykolog, hvor jeg kunne komme ud med alle mine problemer, og jeg flyttede til Norge, så jeg kunne få en frisk start," afsluttede han. Jeg nikkede overvældet. Jeg kunne sagtens forstå hvorfor min mor havde været sådan, da jeg fortalte at jeg ville besøge min far, dog var jeg bange for hendes reaktion, når hun ville finde ud af hvor jeg var.

"Ved Malene egentligt godt at du er her?" Spurgte han så, mens han drak en tår af sin kakao.

Jeg rystede på hovedet. "Hun sagde faktisk at jeg ikke måtte tage afsted, så jeg sneg mig ligesom ud..." forklarede jeg.

Han smilte skævt. "Det vidst ikke så godt," konstaterede han grinende. "Måske du burde ringe til hende..." forslog han.

Jeg nikkede, rejste mig op, og fandt hende frem i mine kontakter. Jeg kunne se, at hun havde haft ringet til mig. Ups.

Efter et bip tog hun telefonen.

"Olivia hvor er du?" Spurgte hun bekymret, men samtidig lidt surt.

"Jeg er hos far," svarede jeg helt koldt.

"Hvad er du?!" Spurgte hun surt.

"Hør her mor, han har et godt job, han har et flot hus, og han har gået til psykolog og alt muligt... Han er min far," forklarede jeg.

En lettelse lyd kom fra røret. "Vi snakker om det her når du kommer hjem, bare skriv lige med det samme, hvis der sker noget," fortalte hun.

"Selvfølgelig," forsikrede jeg hende om. "Vi ses mor," hilste jeg bagefter.

"Hejhej," hilste hun, og så lagde jeg på. Det var overraskende nemt, at overtale hende.

"Det var fint med hende," fortalte jeg, da jeg var trådt ind i stuen igen.

"Årh hvor godt!" Konstaterede min far. "Men må jeg så ikke høre lidt om hvad jeg er gået glip af i løbet af årene?" Spurgte han.

Jeg nikkede og satte mig i sofaen og fortalte ham om en masse op og nedture i mit liv.

Han var virkelig nem at snakke med, og det føltes som om, at han havde været i mit liv i flere år. Måske burde jeg være sur på ham, fordi han aldrig har været der for mig, men det ville være spild af tid. I stedet nød jeg at han var der nu.

//

Ved ikke om jeg skriver det for meget, men altså stadig tusind tak for alle reads, stemmer, kommentarer og følgere! ily!!<33

- Ihhh historien har ramt 80k læsere, argjekfocopwpw!!!!