Det hele startede med et spil (MG)

Part 86 || Indrømmelsen

"Martinus... jeg har været dig utro," fortalte jeg. Martinus stivnede fuldstændigt, og så pludselig virkelig såret ud...

Han sagde ingenting. "Med Jakob..." forsatte jeg. Jeg kiggede forsigtigt op. Hans øjne var en smule blanke. "Martinus, virkelig undskyld!" prøvede jeg.

Hans telefon bimlede pludselig. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige," sagde han surt, mens han låste sin telefon op. Han kiggede pludselig mærkeligt på skærmen.

"Hvad er der?" spurgte jeg forsigtigt. Jeg vidste virkelig ikke hvor jeg havde ham, for han sagde ikke rigtigt noget jo.

"Det... det er Jakob," fortalte han. Jeg gjorde store øjne. "Lidt nederen når ens kæreste bedre kan lide ens granfætter måske?" læste han højt fra sin telefon. "Han har også sendt en video," tilføjede han, mens han kiggede såret på skærmen.

"Martinus, du må ikke se den!" prøvede jeg, mens jeg langede ud efter hans telefon.

Han trak sin telefon helt ind til sig. "Og hvorfor skulle jeg lytte til dig?" spurgte han flabet.

"Ved du overhovedet hvem Jakob er?" spurgte han igen.

"Marcus skrev hvad der er sket med Jakob... jeg så bare først beskeden dagen efter desværre," svarede jeg, og prøvede i hærdigt at fange hans øjne.

Han rejste sig fra sin stol. "Så hvis du havde vidst det, ville du ikke have kysset med ham? Super godt Olivia!"

"Men Martinus, du må forstå jeg kan jo slet ikke lide drengen på den måde!" Forklarede jeg med tårer rendende ned ad mine kinder.

"Jeg, din kæreste, insisterede på at du ikke skulle tage med, men du gjorde det alligevel... et eller andet må du vil så have for ham, siden du vælger ham frem for din kæreste,"

"Kan du ikke se, at jeg var ked af det med alt det med Camilla, han var den eneste, der sådan var der for mig, og Martinus det slet ikke sådan det er-...

"Eks kæreste," rettede han hurtigt sig selv. Jeg tabte fuldstændigt kæben. Var det virkelig slut... nej nej. Vi bliver tit uvenner, så går der nogle uger, hvor vi er voldsomt triste, og så bliver vi jo gode venner igen. Det er det vi plejer. Det er det der vil ske igen... håbede jeg inderligt.

Døren blev pludselig åbnet. "Martinus, vi skal videre," fortalte Marcus, som var ham, der lige havde åbnet døren. Han kiggede overrasket hen på os begge, da han lagde mærke til at jeg havde tårer rendende ned ad kinderne, og Martinus bare stod og så sur ud.

"Storartet!" smilte Martinus falsk, mens han skulede hen til mig. Jeg tørrede et par tårer væk fra mine kinder.

Martinus gik surt ud af døren. Marcus stod bare og kiggede forvirret på mig.

"Hvad sker der?" spurgte han bekymret. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg har gjort noget helt vildt dumt!" græd jeg. Marcus trak mig langsomt ind til ham, og lagde sit hoved oven på mit. Højdeforskel alligevel. Jeg følte mig en lille smule tryg i hans arme, men samtidig kunne hans kram slet ikke måles med Martinus kram. For 5 minutter siden var jeg i et forhold med ham, og nu er det helt slut. Jeg ville nok aldrig mærke Martinus betryggende kram igen.

"Du burde ikke være sød ved mig, det er mig der er den slemme her," hulkede jeg. Marcus tyssede roligt på mig, og gav min hovedbund et lille trøstende kys.

"Hvis du havde været den slemme, ville det ikke være dig, der stod alene og græd," forklarede han opmuntrende, mens han trak sig fra krammet og tørrede forsigtigt mine tårer væk. "Har det noget med jeres Camilla skænderi at gøre?" Spurgte han så, hvilket resulterede i at jeg rystede forsigtigt på hovedet. Det ville jeg ønske det handlede om, tænkte jeg for mig selv. Marcus var nok min bedste ven, så jeg valgte at forklare ham det samme som til Martinus.

"Jeg... j-jeg," prøvede jeg. Jeg tog en dyb indånding. "Jeg har været ham utro med Jakob!" fik jeg endelig fortalt, hvilket bare resulterede i at jeg begyndte endnu mere at græde.

Han kiggede overrasket på mig. "Årh Olivia forhelved!" bandede hans, mens han kiggede med løftet bryn på mig.

"Og nu har Martinus slået op!" forklarede jeg, mens jeg sørgmodigt rettede på mit hår.

"Jeg fortryder det så meget! Jeg nærmer mig aldrig nogensinde alkohol igen!" Græd jeg med grådkvalt stemme.

Marcus tyssede forsigtigt på mig, trak mig ind i et tæt kram og nussede mit forsigtigt på ryggen.

Han trak sig dog kort efter fra krammet. "Olivia... Vi skal altså videre nu, vil du med?" spurgte Marcus. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg tror ikke Martinus vil se mig," svarede jeg. Marcus kiggede først underligt på mig, men gav mig derefter et du-har-egentligt-ret-men-jeg-ville-bare-være-sød-blik. Han trak mig en sidste gang ind i et kram, inden han forlod mig.

Jeg satte mig ned i stolen bag mig. Jeg sank helt ned i sædet, hvad var dog alt det her?

//

:(((((