Det hele startede med et spil (MG)

Part 26 || Reklamen

Jeg kiggede op på Martinus. "Martinus..." han kiggede hurtigt op på mig. "Hvad er alt det her?" sagde jeg og viste ham min telefon. Han rynkede panden...

Han smilte kort. "Hvad?" spurgte jeg undrende, altså hvorfor griner han af det? "Er du med i en fangruppe af os?" spurgte han kækt. "Martinus! Det er altså seriøst det her... men ja," sagde jeg så forsigtigt "Ehh, jeg ved ikke lige hvad det er for noget. Jeg tror måske det er på grund af reklamen." Forslog han. "Reklamen?" Spurgte jeg overrasket. "Jah, har du slet ikke set den endnu?" Spurgte han mig. "Neeej, hvornår blev den udgivet?" Spurgte jeg. "I morges, det er nok derfor du ikke har set den. Jeg finder den lige på min telefon..." svarede han, og begyndte at fumle med sin telefon. Jeg sad bare ved siden af og ventede i spænding. "Her!" Sagde han så og skruede helt op for lyden.

Reklamen startede i sort, og så kunne man se nogle mennesker i tøjet, som stod og grinte. Bagefter så man et splitsekund af Marcus og Martinus. Så kom klippet hvor jeg stod sammen med en masse andre og dansede. Det var faktisk en virkelig hyggelig dag. Eyyy, så viste de klippet med min flik-flak. Så, så man et klip med Marcus og Martinus. Og lige som jeg troede reklamen ville slutte, viste de klippet hvor Martinus og jeg stod overfor hinanden. Jeg kan tydeligt huske det, og det hele var Marcus og Emmas plan. Men nu er det øjeblik åbenbart også delt med resten af verden, hvilket er mindre godt, da det faktisk ser ret intenst ud. I de sidste sekunder ser man Marcus og Martinus logo, og sådan noget "ny kollektion - ude nu," men det er ligegyldigt. Men deres fans er jo kloge, de kan vel godt regne ud at det bare er en reklame, og ikke mere... eller kan de?

"Altså det er ikke godt det her, Martinus..." sagde jeg og kiggede op på ham. "Altså vores manager har godkendt det, og hvis han ikke synes der er et problem, så burde vi ikke bekymre os," sagde han og smilte til mig. Jeg kiggede ned, af en eller anden grund skræmmer det mig alligevel lidt... Martinus tog sin hånd under min hage, og løftede den op, så jeg så direkte ind i hans flotte chokoladebrune øjne. "Hey Olivia, hvis de ikke ser os sammen igen, inden for den næste måned, så er det her glemt inden ugen er gået," sagde han opmuntrende. Jeg smilte bare til ham.

"Skal vi gå ud og spille bold?" Forslog han. "Ja helt klart!" Svarede jeg ham, og havde allerede glemt rygterne.

"Er du klar på noget fodbold?" Spurgte han, da vi var kommet udenfor. Jeg tøvede lidt inden jeg svarede. "Jaaah, men jeg er totalt boldmongol, burde du nok vide," svarede jeg og vi grinte begge to.

Det gik faktisk overraskende godt for mig, men jeg tror lidt at Martinus prøvede at gøre det nemmere for mig såe... Vi havde spillet i rimelig lang tid, da jeg var begyndt at blive træt. "Martinus, jeg magter ikke mere," udbrød jeg træt og satte mig ned på græsset. "Kom nuuu, prøv at tage bolden fra mig," svarede han igen. Jeg gik hen til ham, tog bolden op med hænderne og løb væk. Hehe, god teknik Olivia. "Hey Olivia!" Udbrød Martinus, da det var gået op for ham, hvad der var sket. Han løb efter mig. Da jeg var begyndt at blive udmattet, fangede han mig. "Giv mig nu den bold!" Råbte han grinende. "Aldrig!" Råbte jeg tilbage, og holdte godt fast om den. Han tog armene rundt om mig, og prøvede at få fat i bolden. Det må næsten have set ret kæreste agtigt ud. Heldigvis var det kun os der så det... troede jeg. "Hvad har I gang i?" Råbte en pludselig. Vi kiggede begge op, og der stod Marcus. Det her er ikke godt.

"Vi spiller bare bold," svarede Martinus som om det var det eneste vi lavede. Marcus kiggede underligt på os. "Helt klart!" Sagde han sarkastisk og rystede på hovedet. Da han var gået igen udbrød Martinus, "ups," og vi begyndte begge at grine. Vi lagde os ned på jorden og kiggede op på himlen.

"Du kunne bare have ladet vær med at jagte mig," sagde jeg lidt overfladisk til Martinus. Han satte sig op og gav mig et underligt udtryk, som jeg ikke kunne læse, og pludselig begyndte han at kilde mig. "Nej Martinus stoooop, jeg er virkelig kilden!" Fremstammede jeg. Han stoppede op og kiggede bare på mig. Han lå sådan halvt over mig, så jeg håbede virkeligt ikke at Marcus ville komme ud igen... Vi "stod" bare og kiggede på hinanden. Jeg bed mig kort i læben, og straks fokuserede Martinus øjne på mine læber. Mit hjerte bankede hurtigt, selvom vi havde kysset mange gange, var jeg nervøs hver gang. Han lænede sig tættere på, men i sidste sekund skubbede jeg ham væk. Totalt dumt Olivia! "Jeg bliver nok nødt til at smutte hjem nu..." sagde jeg og kiggede ham lige i øjnene, som så lidt forvirrede ud. Jeg rejste mig op, og gav ham et farvelkram. "Vi ses!" Råbte jeg, og så var jeg smuttet.

//

1 måned siden drengene optrådte i Herning ... :(