Det hele startede med et spil (MG)

Part 31 || Hjem

men da jeg vendte mig om igen var han væk. Martinus var væk...

Jordens længste hjemtur nogensinde. Min telefon var jo død, mit hår var helt vådt, jeg lignede lidt en død hund, og så var jeg vidst også begyndt at blive lidt syg. Note til mig selv: lad vær med at gå rundt i vådt tøj i regnvejr...

Min telefon var jo død, så jeg kunne ikke skrive med Martinus. Så hele turen hjem måtte jeg bruge på at finde ud af hvorfor i al verden han rystede på hovedet. Han ville da også gerne holde kontakten? Sagde han ikke det til mig? Eller var det der hvor han ikke lød særligt overbevisende. Jeg sukkede surt og kiggede ud af vinduet. "Hva så mus, er du okay?" Spurgte min mor bekymret fra forsædet af vores bil. Jeg rullede øjne. "Ja, jeg har det fint!" Svarede jeg flabet. Hun udvekslede nogle typisk-teenageproblemer-blikke med min stedfar, Peter, og jeg kiggede bare surt ud af vinduet.

"Hvorfor hører du ikke bare noget musik, hvis du keder dig?" Spurgte Jonas, som sad ved siden af mig. Jeg pegede på min telefon, "den er død," konstaterede jeg. Han kiggede mærkeligt. "Altså jeg har en Powerbank du må låne," sagde han som om det var ligegyldigt. "Hvorfor sagde du ikke det noget før?" Råbte jeg mens mine øjne lyste op af glæde. "Undskyld?" Sagde han i en undrende tone.

Han rodede lidt rundt i sin rygsæk. "Her!" Sagde han og rakte mig power banken. Jeg tog i mod den og satte den ind i opladerhullet i min telefon.

Jonas kiggede fornærmet på mig. "Hvad?" Spurgte jeg halvsurt. "Et tak kunne da have været på sin plads..." Sagde han flabet, med et skævt smil. "Tak!" Udbrød jeg endnu mere flabet. Søskende goals, eller sådan noget.

Min telefon begyndte at starte op, og jeg ventede bare på at det ville tikke ind med beskeder på min telefon. Internettet var lidt langsomt så jeg lagde bare min telefon på mit lår, i mens jeg spændt kiggede ned på min skærm.

Pludselig kunne min SMS lyd høres, og jeg sprang op. Jeg kom vidst til at give hele min familie et kæmpe chok, men sådan er det vel, hehe.

Jeg tjekkede skærmen. Det lignede ikke hans nummer... Jeg tog min finger på tænd knappen, trykkede koden og gik ind på mine beskeder.
"Kære kunde, du har nu brugt al den data, der er inkluderet i dit abonnement..." stod der i beskeden.

"Hvad?!" Udbrød jeg surt over hele bilen. Min mor vendte sig om, "Olivia skat, du bliver lige nødt til at dæmpe dig lidt..." forklarede hun. "Undskyld," svarede jeg bare skuffet tilbage. Havde han virkelig ikke skrevet til mig?

***

Jeg stillede min ting på gulvet, da vi var kommet hjem. Vi var jo rejst mega sent, så det var midt om natten, og jeg var totalt træt. Jeg gik ud på badeværelset og børstede mine tænder. Jeg havde sendt en snap til Martinus for sådan 30 minutter siden, men han havde hverken set eller svaret på den. Idiot altså. Vent lidt... han er min kæreste? Han er da egentligt virkelig ikke en specielt god kæreste, altså måske er det lidt ondt, men han gik jo bare lige inden jeg tog afsted? En lille, "er du kommer sikkert frem?" kunne da have været fint.

Jeg spyttede tandpastaen ud, og gik ind på Snapchat. Jeg havde en uåbnet snap fra Marcus? Det var da lidt mystisk, jeg åbnede den, og Martinus ansigt poppede op på min skærm. Der stod slet ikke nogen tekst. Det må vel bare være en streak snap eller sådan noget? Tænkte jeg, og slukkede min telefon. Da jeg lå der helt alene, meget meget langt væk fra Trofors, gik det lige så langsomt op for mig, at jeg faktisk allerede savnede Martinus. Rigtigt meget...

//

Et til kapitel fordi det er december, jeg har udgivet en julekalender OG jeg har lige læst jeres overdrevet skønne kommentarer :D)

OG JEG ER PÅ 9. PLADSEN I FANFIC!!