Det hele startede med et spil (MG)

Part 100 || Den rigtige slutning

Olivias P.O.V.
Jeg gik med tunge skridt væk fra busstoppestedet. Alt føltes så mærkeligt. Hvor ville jeg dog egentligt ønske at jeg kunne spole tiden tilbage.

Vejret var stadig det samme. Det var koldt, og jeg var blevet fuldstændigt gennemblødt af regnen. Selvom jeg ville blive syg af det, valgte jeg at sætte mig på den nærmeste bænk. Jeg sad og kiggede ned på en sø. Nærstuderede hver en lille dråbe, der hårdt ramte vandoverfladen og blev til et med resten af søen.

"Olivia!" Blev der pludselig råbt bag mig. Jeg vendte mig rundt, og mødte et syn, jeg ikke havde forventet at se. Martinus. Han stod der ved siden af en væltet cykel, og kiggede håbløst på mig. Hvad lavede han her? Han burde være på et fly?

Han kom pludselig tættere og tættere på mig.

"Hvad vil du?" Spurgte jeg surt.

"Vi har aldrig snakket om det..." konstaterede han. Jeg rullede træt med mine øjne. Hvorfor skulle han tage hele vejen herover bare for det?

"Det tror jeg ikke, jeg har brug for," svarede jeg irriteret. "Jeg har i hvert fald fået snakket," tilføjede jeg hurtigt.

"Det gik bare op for mig, at hvis jeg steg ind på det fly, så ville vi være slut forevigt..." Jeg nikkede. Det var i hvert fald, det der var meningen. Eller... selvfølgelig ville jeg ønske at vi kunne være sammen, men jeg havde fået sagt hvad jeg ville, så jeg vidste jo det var slut.

"Men det kan jeg ikke leve med, og jeg har ikke snakket endnu," forsatte Martinus.

Jeg kiggede stadig bare magtesløs på ham, og nærmest ventede på han ville gå væk... Men han kom tættere på.

"Olivia, det her må ikke være slut," sagde han, og jeg kunne pludselig ikke se, om det var regnen, eller om han rent faktisk havde tårer i øjnene.

"Du har Ada, hvad er dit problem?" Snerrede jeg.

Han smilte forsigtigt til mig. "Jeg troede du var sammen med Martin, så jeg blev jaloux... og sur over at du var kommet videre. Ada er møg irriterende, og hun er der udelukkende, fordi jeg manglede en til at udfylde din plads... Men Olivia sagen er den, der er ingen, der kan erstatte dig," forklarede han.

"Stop med det der fløde noget... Jeg var dig utro med din grandfætter, du burde være sur," sagde jeg.

"Okay så må vi bare krydse ham af vores gæsteliste til vores bryllup," grinte han. Jeg smilte forsigtigt til ham. Jeg anede ikke hvad Martinus lavede. Det lød som om han havde tilgivet mig? Men jeg var stadig sur på ham, for hvor var Martinus, da min far døde, da jeg havde allermest brug for ham?

"Min far er død," sagde jeg pludselig ud af ingenting, så jeg kunne få det bragt på bane.

"Hvorfor var du så ligeglad med mig? Du gjorde aldrig så lidt som at spørge om jeg var okay?" Spurgte jeg surt. Det var nok ikke rigtigt gået op for mig før nu, men hvis der var noget der kunne have hjulpet i perioden med min far, så ville det have været Martinus medfølelse.

Han havde ikke nået at svare før jeg sagde noget på ny, "Emma har været der for mig, Lykke har også været der for mig... Marcus har hjulpet mig, selv Martin har gjort jeg kunne komme igennem det her," fortalte jeg.

Martinus så pludselig rigtigt trist ud. "Jeg er virkelig en kujon... en kæmpe nar, og du fortjener faktisk bedre end mig," sagde han trist. Hans kække smil og selvtillid var væk. Helt væk. "Alt det der lort med Jakob er glemt... Men jeg forstår stadig godt, hvis du ikke er klar til at tilgive mig."