Det hele startede med et spil (MG)

Part 21 || Kysset

Omfg jeg smelter over det billede der!!

//

Vi stod og snakkede i mega lang tid, og vi gik sad faktisk lidt væk fra de andre, Sååe jeg tør ikke vide hvad de tænker om os... "Jeg har faktisk virkelig savnet dig Olivia..." sagde og kiggede mig lige ind i øjnene. Vi sad og så hinanden i øjnene, helt stille. Langsomt bevægede Martinus sit ansigt tættere mod mit...

"Hva så venner!" udbrød Marcus, vi fik begge et kæmpe chok. "Marcus!" råbte Martinus surt. "Hovsa, afbrød jeg noget?" spurgte Marcus grinende, og jeg grinte også med, mens Martinus bare så surt på Marcus. Jeg kunne høre nogle skridt bag mig, og pludselig slyngede to arme sig rundt om min nakke. "Hva så Thorbjørn," grinte jeg. Mig og Thorbjørn er jo kun venner, men man kunne tydeligt se på Martinus at han var en lille smule jaloux. Sødt nok egentligt. "Nu må du jo ikke blive alt for jaloux Tinus," grinte Marcus og puffede til Martinus. Thorbjørn fjernede sine arme og kiggede skiftevis på Martinus og mig med et forbløffet udtryk i ansigtet. "Whaat?" Udbrød han pludselig. "Hvad?" Spurgte jeg og grinte lidt. "Er det Martinus du har noget med?" Spurgte han mig overrasket. "Ej Thorbjørn!" Sagde jeg og mærkede varmen i kinderne, så jeg kiggede hurtigt ned i jorden, og tog hænderne op for mit ansigt. "Nuuueh!" Udbrød Marcus og Thorbjørn på samme tid på en totalt piget måde, mens de gav High-five. Martinus begyndte at grine, og tog armen rundt om mig. "Vi er altså bare venner," sagde han så. Det gjorde mig egentligt lidt trist, men hvad havde jeg regnet med, han er jo en kendt sanger, og jeg er bare en random dansker, som han tilfældigvis spillede Tetris i mod... dumt. Marcus og Thorbjørn ærgrede sig højlydt over hvad Martinus lige havde sagt, så de lagde slet ikke mærke til det, da Martinus rykkede helt tæt på mig, og hviskede i mit øre: "Indtil videre," og så blinkede kækt til mig, stadig helt uden at Marcus og Thorbjørn havde lagt mærke til det... heldigvis.

Måske er det min tur til at irritere Martinus lidt. "Tro på det Martinius," sagde jeg og gik så hen i mod pigerne, så Martinus bare sad alene og så forvirret ud, mens Marcus og Thorbjørn næsten var flade af grin over min lille Martinius bemærkning.

Da jeg havde snakket med pigerne i sådan 20 minutter kom Martinus pludselig styrtende hen i mod os. "Du bliver lige nødt til at hjælpe mig Olivia!" Sagde han forpustet, selvom det egentligt virkede lidt halv falsk, men altså hvad ved jeg. "Hvad sker der?" Spurgte jeg bekymret. "Det er Marcus... han sidder fast i en busk, og han har slået sig helt vildt!" Svarede han hurtigt. "Skal vi andre ikke hjælpe også?" Spurgte en pige, der vidst nok hedder Andrea. Martinus tøvede lidt inden han svarede. "Øhh nej, tror det er bedst hvis vi ikke er alt for mange," svarede han så. De andre kiggede lidt mistænksomt på os, men jeg løb alligevel med Martinus.

"Hvor er det henne?" Spurgte jeg, men pludselig kunne jeg ikke se Martinus nogle steder. Jeg gik rundt om hjørnet, og pludselig tog en fat i mig og svingede mig hen til personen. I et splitsekund stod jeg og kiggede ind i de flotteste chokolade brune øjne, inden han lagde sine læber på mine. Der gik er millisekund før jeg havde gengældt kysset, han smilede i kysset hvilket fik mig til at smile, så vi begge to havde åbnet munden lidt, hvilket gjorde at vi endte med at snave... en lille smule... måske var det egentligt lang tid... Hihi.
Hvordan i al verden skal jeg dog forklare Emma at jeg har snavet med Martinus op af en mur, på hans skole, i Nord-Norge, kun få meter fra resten af hans klasse, tænkte jeg.

Vi trak os fra kysset og stod bare og kiggede hinanden i øjnene. "Jeg er virkelig glad for at have mødt dig, Olivia!" Sagde han og kiggede ned på vores hænder. Han flettede sine fingre ind i mine. Jeg kunne virkelig stå sådan her i lang tid. "Jeg er faktisk også virkelig glad for at have mødt dig Martinius," sagde jeg og smilte til ham, "selvom jeg stadig er sur over, at du vandt vores første Tetris kamp," afsluttede jeg, hvilket fik ham til at grine, Gud hvor er hans grin dejligt. "Måske kan jeg gøre det godt igen?" Spurgte han og bed sig i læben. "Måske ja," svarede jeg hurtigt tilbage og vi skulle lige til at kysse igen, da vi pludselig hørte nogle stemmer.

"Når der var I!" Udbrød Marcus. "Jepper," sagde Martinus langtrukkent og kiggede ned i jorden. "Ej holder I, i hånd?" Udbrød en af pigerne pludselig. Både Martinus og jeg slap hurtigt hinandens hænder, og kiggede mærkeligt på pigen, der havde spurgt. "Nej da!" Sagde vi i munden på hinanden. "Cute altså!" Hørte jeg en pige hviske. Det var efterhånden begyndt at blive super akavet.
"Vi kom egentligt fordi vi tænker at tage hjem nu," sagde Thorbjørn så. Han kunne vidst godt mærke at det var begyndt at blive akavet. Jeg nikkede med hovedet og krammede resten af "holdet" farvel.

***

"Sååe, hvad skete der lige med dig og Martinus i dag?" Spurgte Thorbjørn kækt, da vi gik hjem af. "Ehhh, ikke noget..." sagde jeg og kiggede lidt ned i jorden, og krydsede fingre for at samtalen ville slutte her.

//

OMFG! Næsten 7k ihhh!!!
Det er helt vildt hvor mange der har læst min bog på så kort tid!:D