Det hele startede med et spil (MG)

Part 37 || Problemer

"Og det virkede bare som om at han mente, at det ikke var godt at vi er kærester! Hvorfor er det hele også så indviklet!" klagede jeg, da jeg var i gang med at forklare Emma hele situationen. Hun nikkede forstående. "Jeg synes ærligt bare at det lyder som om I totalt misforstår hinanden..." fortalte hun. "Men det giver ham stadig ikke ret til at skrive sådan noget idiotisk noget," tilføjede hun. Jeg kiggede trist på hende, og pillede nervøst ved min halskæde. "Hvad siger du til slik og netflix dag?" forslog hun. Jeg lyste op i et smil. "Jeg er så på!" grinte jeg, og så gik vi ned og købte noget is, slik og chokolade, hehe.

Vi var godt i gang med at se netflix, da min telefon brummede. "Vil du lige tjekke om det er min mor som skriver?" spurgte jeg Emma, eftersom hun lå yderst i min seng, lige ved siden af natbordet. "Jeps," svarede hun.

"Søde, søde Olivia, vil du ikke nok svare mig?" læste hun højt. "Oh..." sagde jeg overrasket og kiggede akavet på hende. "Du undlod vidst at fortælle mig den detalje at du ignorer din kæreste lige nu," sagde hun som om hun var ved at skælde et lille barn ud. "Jeg er sur på ham, hvorfor skulle jeg?" spurgte jeg irriteret. Hvad ved hun dog om forhold altså.

"Olivia, jeg har aldrig haft en kæreste, men jeg ved dog, at det ikke hjælper på et forhold hvis man ignorer hinanden," forklarede hun. "Jeg ved det godt," sagde jeg lavt. "Jeg ved bare heller ikke noget om forhold, og jeg er elendig til det!" klagede jeg. Emma smilte til mig. "Martinus er en heldig dreng. Olivia du er en virkelig sød pige, det må du ikke tvivle på, alle kan være gode til forhold hvis de bare prøver hårdt nok," fortalte hun. Siden hvornår er hun blevet kærlighedsekspert.

"Nu tager du din telefon, så enten skriver eller ringer du til ham, indtil I får det her løst," instruerede hun. Jeg tog modvilligt i mod min telefon, og gik ud på toilettet. Det ville være lidt akavet hvis Emma hørte vores samtale.

Efter første bip tog han telefon. "Oh hey," hilste han, da han havde taget den. "hej..." hilste jeg stille. "Hvorfor ringer du?" spurgte han kostbart. "Martinus... hvorfor tror du?" spurgte jeg spydigt, "vi bliver nok lige nødt til at snakke..." forklarede jeg. "Jah, du har nok ret," svarede han. Jeg sukkede. "Det er altså ikke mig der har lagt de billeder op, og det bliver du altså nødt til at tro på," forklarede jeg. "Marcus ikke lige nu," var det eneste jeg kunne høre på den anden side af røret. "Vi skal til interview, og det er altså nu!" hørte jeg svagt Marcus sige. Der vidste jeg godt at vi ikke ville få løst det. "Vi ses Martinus," sagde jeg trist. "Vent nej, Olivia vi bliver nødt til at snakke jo!" udbrød Martinus ivrigt på den anden side af røret. "Du skal til det interview, vi snakker bare senere, eller i morgen eller en eller anden dag, hvor du har tid," sagde jeg trist, og kunne godt høre at det lød lidt for flabet. "Olivia forhelved," klagede Martinus. "Ha' et godt interview, vi ses," hilste jeg, og så lagde jeg på.

"Det tog meget kort tid," sagde Emma mistænksomt, da jeg trådte ind på mit værelse igen. "Han skulle til et interview..." forklarede jeg trist. Emma gav mig et opmuntrende smil. "Det er okay, jeg gik selv ind til det, da jeg blev kærester med en kendis," fortalte jeg. "Kom her," smilte Emma, og klappede på pladsen ved siden af hende. Jeg smilte til hende, og satte mig ned siden af hende, og så fortsatte vi vores netflix marathon.

//

<33