Det hele startede med et spil (MG)

Part 68 || Gode igen??

"Jeg vil ikke op!" Udbrød jeg træt, da jeg blev vækket af alarmens irriterende lyd. Jeg kom straks i tanke om gårsdagens begivenheder, og en tåre faldt lige så forsigtigt ned af min kind. Jeg snøftede og tørrede den forsigtigt væk.

"Altså han er en kæmpestor nar, ingen tvivl der..." fortalte Emma. "Men måske du skulle høre hvad han har at sige?" spurgte Emma så.

"Vi skal jo også snart hjem, så jeg tror virkelig det ville være godt, hvis I fik talt ud..."

Han trådte ind med tunge skridt. Hans øjne var fuldstændigt røde.

"Hvorfor har du grædt?" spurgte jeg irriteret med ekstra tryk på du.

Han snøftede kort. "Fordi jeg er ved at miste den person jeg holder allermest af..." forklarede han.

"Carla?" spurgte jeg forvirret.

Han kiggede mærkeligt på mig. "Nej dig! Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at kysse med Carla, det var hende der kyssede mig!"

"Men?"

"Ikke noget men, hun var ret klistrende, så jeg rykkede mig hele tiden længere og længere væk fra hende, så fortalte hun, at jeg havde noget solcreme midt på kinden, hun forslog derfor at fjerne det, men så kyssede hun mig..."

"Er det rigtigt?" Spurgte jeg forvirret. Han nikkede, mens han så mig dybt i øjnene. "Undskyld, jeg er bare så dum og paranoid," undskyldte jeg.

"Du er i hvert fald ikke dum," grinte han. "Men jeg var vidst også lidt for opslugt af at snakke med dem i går, så jeg forstår godt, hvis du var paranoid. Du er den eneste person her i verden, som jeg vil kysse med," fortalte han, mens han kom tættere på.

"Ej det lidt synd, for jeg vil altså ikke kysse med dig," svarede jeg bestemt med krydsede arme.

"Jo du vil!" Udbrød han med et kækt smil.

Jeg kiggede smilende på ham. "Nej," fniste jeg flabet.

Han kravlede hen til mig på sengen, og skubbede mig blidt ned og ligge. Han lå lige over mig med få centimeter mellem vores læber.

"Så hvis jeg kyssede dig, ville du faktisk skubbe mig væk?" spurgte han. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om andet end ham. Han var så uimodståelig, når han lå der centimeter over mig...

"Mm," svarede jeg bare.

Han lænede sig tættere og tættere på og pludselig ramte hans læber mine. Jeg var gladere end nogensinde. Det var den bedste følelse!

***

"Så tror du de har fået det løst?" Kunne man høre en stemme på den anden side af døren spørge om.

"Det håber jeg virkelig!" svarede en anden stemme. Jeg tænkte ikke rigtigt over stemmerne, lige indtil døren blev åbnet med et brag. To gisp kunne høres.

"Marcus... jeg tror de har fået det løst," fortalte en skræmt stemme. Jeg skyndte mig at skubbe Martinus væk fra mig.

"Hej venneeer," hilste Martinus akavet.

"Æhh... vi skal sådan til at hjem nu, Oli," fortalte en trist Emma. Jeg nikkede og kiggede trist på Martinus, som skød underlæben ud på en trist måde. Der var ret trist stemning.

***

Jeg startede med at kramme hele familien Gunnarsen farvel, selvom vi egentligt ikke havde snakket specielt meget med dem på ferien. Bagefter krammede jeg Marcus, og til sidst stod jeg foran Martinus. Det blev aldrig nemmere at sige farvel... tværtimod.

Han lagde blidt sine hænder på mine skuldre, og trak mig derefter videre ind i et kram.

"Du vil blive uendeligt savnet!" sagde han sødt i mens vi krammede. Jeg strammede grebet om ham i vores kram.

"Jeg kunne ikke sige mere i lige måde," svarede jeg til ham.

Vi trak os roligt, og jeg lod forsigtigt mine læber ramme hans. Jeg burde måske havde lagt mærke til alle klik lydende og de iøjefaldende blitze, men når jeg stod helt tæt på Martinus, lagde jeg aldrig rigtigt mærke til andet.

***

Jeg hvinede glad, da jeg så min mor. "Hej skat!" råbte hun glad, da jeg løb hen i hendes arme. "Har det været en god tur?" spurgte hun, mens vi stadig var i krammet.

"Jeg troede jo bare jeg skulle til Oslo," fortalte jeg grinende. Hun smilte.

"Man kan i hvert fald roligt sige at det er nogle venner du skal holde fast i," smilte hun, mens hun nussede mig i håret.

"Jeg kunne aldrig drømme om nogen bedre end dem," svarede jeg glad.

Min mor smilte venligt til mig. "Når, skal vi så ikke se at vende næsen hjemad?" Spurgte hun, og jeg nikkede bare.

//

Er sådan halvt i gang med at skrive på en anden wattpad, men kan ikke finde ud af om den skal handle om Marcus eller Martinus? hjææælp:))