Det hele startede med et spil (MG)

Part 90 || Alarmcentralen

Pludselig hørtes en råb fra køkkenet, og et kæmpe bump lød...

"Far?" Råbte jeg underligt. Måske havde han bare tabt noget.

Der var ingen reaktion.

"Far, var det dig, der tabte noget?" Prøvede jeg igen, men stadig uden held.

Jeg gik uroligt ud i køkkenet. Tænk hvis det var en indbrudstyv eller sådan noget.

Da jeg trådte ind i køkkenet mødte mine øjne et foruroligende syn.

"Far!" Råbte jeg forskrækket og løb hen til ham. Han lå på gulvet i en ubehagelig position, noget var helt forkert.

"Far, kan du høre mig?!" Prøvede jeg igen, men der skete ingenting, jeg prøvede også at hælde vand i hovedet på ham, men det hjalp intet.

Jeg skyndte mig at hive min telefon frem, og gik ind på nødopkald funktionen.

Jeg prøvede at google hvad den norske alarmkode var, men jeg rodede fuldstændigt rundt i det.

Jeg ville ikke blande Martinus ind i det, så jeg brugte mine følgere i stedet.
Jeg tog et sort billede; "HASTER, skal bruge det norske alarmtelefonnummer," skrev jeg og lagde det på min Instagram my story.

Efter få sekunder havde en allerede svaret. Jeg tastede det hurtigt ind. 113. Jeg var endelig kommet igennem.

"Hej, mit navn er Olivia Østergaard Bruun, og min far er lige faldet om," hilste jeg stresset. Jeg var virkelig på kanten til at knække sammen, jeg anede jo ikke hvad der foregik.

"Hvad er din adresse?" Spurgte en dame mig. Hun havde en dejligt beroligende stemme. Jeg fortalte hende min adresse, og hun kom bare med forstående lyde i mens.

"Kan du tjekke om han stadig har puls?" Spurgte hun roligt.

"Det ved jeg ikke!" Græd jeg.

"Bare vær helt rolig, vi sender en lægebil ud til dig med det samme," forsikrede hun mig om.

Jeg sad bare ved min far. Det var de længste 5 minutter af mit liv, før jeg hørte en sirene foran mit hus. Døren blev åbnet brat, og fire mænd i matchende neon gult tøj styrtede ind.

"Træd lige væk!" Kommanderede en mand, så det gjorde jeg selvfølgelig.

De undersøgte ham, og sagde nogle forskellige ting til hinanden, men jeg forstod intet af det. Jeg var jo også lidt i chok. Det hele var helt sløret for mig.

"Vi må tage ham på hospitalet, vi mangler redskaberne her," sagde en mand til en af de andre. Det var nok det eneste fra deres samtale, jeg forstod.

De hentede en båre og løftede ham om på den.

"Er du familie?" Spurgte en mand. Jeg nikkede.

"Jeg er hans datter," svarede jeg. Han lavede et nik med hovedet mod ambulancen. Tårerne var så småt begyndt at løbe godt og grundigt ned ad mine kinder.

Jeg havde min telefon i lommen, og kunne hele tiden mærke den brumme.
Det var Marcus, der havde skrevet.

Han havde ringet til mig og skrevet flere beskeder. "Er du okay, har du brug for hjælp," osv. Han havde også sendt et billede.

Jeg gik ind på chatten. Han havde sendt et screenshot af min Instagram my story til mig. Så var det jo klart, at han vidste noget var galt.

"Det er ikke mig, jeg skriver til dig senere," skrev jeg til ham. Det måtte jo være ubehageligt for ham, ikke at have en anelse om jeg var kommet galt afsted.

Jeg kiggede hen på min far som lå på båren, mens lægerne ihærdigt forsøgte at vække ham.

Jeg kiggede ud af en vinduesluge. Vi var ankommet til hospitalet.

//

mood:((