Det hele startede med et spil (MG)

Part 93 || En god ven

Jeg lagde den sidste trøje på plads.

Jeg var kommet hjem fra Norge, og umiddelbart føltes alt som det gamle. Før jeg overhovedet mødte Martinus. Ingen kendis drenge der kontaktede mig, og ingen far i Norge. Men jeg manglede noget, det var alt for tydeligt...

Min telefon ringede pludselig.

"Hej det er Olivia," hilste jeg træt. Jeg havde ingen energi eller glæde tilbage.

"Hej Olivia," hilste en stemme tilbage. En helt speciel stemme, en virkelig savnet stemme faktisk.

"Marcus?" spurgte jeg lidt mere glad.

"Hej..." hilste han igen. "J-jeg har set det på din instagram..." fortalte han. Jeg vidste med det samme hvad han mente.

"Når... ja," svarede jeg bare kort.

"Jeg er virkelig ked af det på dine vegne, og hvis du har brug for at komme ud med nogle følelser er jeg her helt hundrede for dig!" sagde han medfølende. Jeg smilte. Bare det at et menneske ikke hadede mig, gjorde mig ret glad.

Jeg fik tårer i øjnene. Skulle jeg snakke med ham om det? Fortælle hvor trist jeg var over det, hvor meget jeg savnede hans tvillingebror, og at jeg faktisk var helt ensom.

"Jeg kendte ham næsten ikke, så jeg klarer mig nok," løg jeg. Der var helt stille i den anden ende af røret.

"Vi seeees," hilste jeg, og skyndte mig at lægge på. Jeg nåede at høre hans stemme en sidste gang.

"Vent Olivia," havde han prøvet at sige, men jeg lod ham ikke gøre det.

Pludselig bankede det på. Jeg var alene hjemme. De andre var i skole og på arbejde. Min mor mente at jeg var for mentalt ustabil til at tage skole, jaja.

Jeg tøffede langsomt derned, og åbnede stille døren. Personen jeg mindst havde regnet med at se, stod pludselig lige foran mig.

"Jeg er ked af min opførelse, Olivia. Du vil sikkert ikke tilgive mig, men det er jeg ligeglad med. Lige nu vil jeg bare gerne være der for min eks-kæreste, som lige har mistet sin far, okay?" fortalte han. Hans stemme beroligede mig helt. Havde jeg savnet ham? Kunne jeg virkelig det.

Jeg smilte forsigtigt. "Kom ind," svarede jeg og trådte til side, så han kunne komme ind.

Han tog skoene af, og vi gik ind i stuen.

"Skal vi ikke se en film?" spurgte han, og lod virkelig som om vi var bedste venner. Det var lidt mærkeligt.

Jeg nikkede bare. "Jeg har popcorn med forresten," fortalte han, og trak en pakke mikroovnspopcorn op af sin taske. Jeg smilte. Det var jo ret betænksomt af ham.

Vi satte os ned i sofaen. "Hvad skal vi så se?" spurgte jeg, og satte mig lidt tæt på ham.

"En komedie måske?" forslog han. Jeg nikkede. Bare ikke en trist film, så var jeg okay med stort set alt.

Vi var godt inde i filmen, og det var faktisk en virkelig sjov film, som vi havde valgt at se.

Jeg fandt min mobil frem, og tog et billede til min Instagram af ham.

"Glad for at du er hos mig!" skrev jeg og lagde det ud.

"Fin Instastory," grinte han, da han selv sad med telefon.

"Ja mange tak, jeg synes også selv han er meget flot," fniste jeg. Han tog sin arm rundt om min skulder, og jeg følte mig faktisk helt rolig lige pludselig. På trods af alt med Martinus og min far.

"Tak for at være her Martin!" sagde jeg glad, og smilte til ham. Han smilte tilbage og jeg rykkede mig lidt tættere på ham.

Marcus P.O.V.

Jeg hørte langsomme skridt fra den anden side af døren. En stille banken lød. "Hva så?" spurgte jeg og hentydede til at personen på den anden side godt måtte komme ind.

Martinus åbnede langsomt døren og kiggede hen på mig. Han så fuldstændigt smadret ud. Han havde gigantiske render under øjnene og hans øjne var røde som havde han brugt kontaktlinser.

"Må jeg godt sove hos dig Marcus?" spurgte han, som var vi 10 år igen. Jeg nikkede og sendte ham et medfølende smil.

Kort efter lagde vi os i sengen og gjorde klar til at sove, jeg troede i hvert fald det var det der var meningen.

"Hun er sammen med Martin igen..." fortalte Martinus pludselig.

Jeg vendte mig mod ham. "Hvordan ved du det?" spurgte jeg undrende.

"Hun har postet et billede af dem sammen på sin instagram my story..." fortalte han og snøftede stille. Det var helt uvirkeligt at se Martinus på den her måde. Jeg har set ham sur og trist, men jeg har aldrig set ham være så ked af det, selv mor og far er virkelig bekymrede for ham.

"Hun kunne i det mindste holde sig til en, der er også det billede af hende og Jakob," mumlede Martinus forsigtigt.

Jeg fnøs irriteret. "Det fra hendes fars begravelse?" spurgte jeg lidt træt. Jeg havde lyst til at sige til ham, at han nok burde være en god ven, og bare i det mindste spørge om hun er okay eller bare unblokere hende, for personligt ville jeg nok ikke have så skide ondt af mig selv, hvis min eks kærestes far lige var død, men det må han selv finde ud af.

Der kom en form for broklyd fra Martinus. "Hun havde sex med vores granfætter," hvæsede han surt.

Jeg sukkede højlydt og prøvede at lægge mig til at sove.

Da jeg lå og var lige ved at falde i søvn hørte jeg et lille hulk. Hvad skulle man dog stille op med Martinus?

//

Næste afsnit mandag kl 21.00!<33