Det hele startede med et spil (MG)

Part 91 || Syg...

Jeg havde ventet i hvad der føltes som en evighed i venteværelset på hospitalet. Pludselig ringede min mor?

"Emma siger der er sket noget, er du okay?" Spurgte hun. Jeg snøftede.

"Det er bare far... han faldt om, og nu ved jeg ikke hvad der sker," forklarede jeg.

"Jeg finder den hurtigste flybillet til Norge, okay?" Informerede min mor mig om. Jeg var glad for det, men samtidig så havde jeg det også mærkeligt med det. Min mor og far på samme tid...

Pludselig kom en læge ud til mig.

"Du er nærmeste familie til Morten Bruun, ikke?" spurgte han. Jeg nikkede.

"Han har jo haft kræft i længere tid, og eftersom vi i sin tid opdagede det så sent, har vi intet kunnet gøre, det har derfor taget over nu," forklarede lægen. Jeg så overrasket på ham.

"Ha... har han kræ-æft?" spurgte jeg med tårer piblende ned af mine kinder. Lægen nikkede og lagde en trøstende hånd på min skulder.

"Vi kan ikke fortælle noget om hvor lang tid han har tilbage, men det er nok ikke meget tid," fortalte han med medfølende tone. "Du må gerne besøge ham," tilføjede han også.

Jeg nikkede og gik langsomt mod døren til hans værelse. Jeg stoppede i dørkarmen og kiggede på ham. Han havde alle mulige ting koblet til sig. Han lagde pludselig mærke til min stirren.

"Hej Olivia," hilste han sløvt.

"Du har kræft..." konstaterede jeg, og bed mig i læben, for at kunne holde lidt tårer tilbage.

Han nikkede mod en stol, som en hentydning til at jeg skulle sætte mig, så det gjorde jeg.

"Hør her Olivia... grunden til jeg kontaktede dig på det her tidspunkt var ikke helt tilfældig," startede han med at fortælle.

"Jeg fik kræft for et godt stykke tid siden. Det var for sent, og den havde allerede bredt sig ud til det meste af min krop, så jeg vidste godt jeg ikke ville have lang tid tilbage. Jeg har altid haft et eneste mål i hele mit liv. At møde min datter igen. Så jeg fandt din adresse via krak, og skrev brevet til dig. Jeg ville gerne have fortalt dig sandheden, men jeg var så lykkelig med dig, at jeg ikke ville ødelægge det ved at fortælle dig om min sygdom. Jeg er ked af at du skulle finde ud af det på den her måde, og ikke mindst at du skulle udsættes for at finde mig på den måde," fortalte han, med tårer i øjnene. Selv sad jeg og græd. Alt den glæde jeg havde fået, efter at have mødt min far var nærmest helt væk.

"Det okay far," svarede jeg snøftende.

"Jeg vidste bare, at hvis jeg fortalte dig det lige med det samme, ville jeg ødelægge stemningen, og så ville vi ikke nyde tiden på samme måde," forklarede han langsomt. Han talte virkelig langsomt, og meget energiløst. Men jeg forstod godt hvad han sagde, og han havde egentligt ret.

Hans hånd rakte ud efter min hånd.

"Og så vil jeg bare sige at du er den smukkeste og mest fantastiske datter en far nogensinde kunne ønske dig. Jeg ved jeg ikke har kendt dig i lang tid, men jeg er virkelig stolt af dig!" sagde han, og jeg smilte bare til ham, stadig med helt våde øjne.

"Du fortjener det bedste af det bedste, og hvis Martinus ikke kan se det, så er han virkelig en nar," sagde han, og smilte skævt til mig. Jeg så uforstående på ham. Hvordan vidste han det?

"Jah, syg eller ej, så er jeg da ikke helt dum, jeg ved der har foregået noget," forklarede han, og hostede lidt til sidst. Han lød virkelig ikke godt.

Han lå lidt stille. "Olivia..?" spurgte han.

Jeg nikkede. "Hvad så far?" spurgte jeg bekymret.

"Hils din mor, og sig at jeg er glad for at hun er lykkelig," sagde han dybt. Jeg kiggede mærkeligt på ham.

"Men hun er på vej, du kan jo hilse på hende," forslog jeg, med et lille smil.

Han kiggede trist væk. "Olivia... nej," sagde han inden han blev afbrudt af sit eget hosteri. Jeg forstod intet, hvorfor ville han ikke det?

"Jeg elsker dig," sagde han stille til sidst, inden han hostede igen, og så lå han helt stille. Jeg var ikke sikker på hvad der skete lige i sekundet.

"Jeg elsker også dig, far," hviskede jeg grædende tilbage.

En høj bip lyd ramte mine ører. Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvad den betød, men alligevel bildte jeg mig selv ind, at det ikke var hvad der var sket.

Pludselig kom et par læger styrtende ind, og skubbede mig til siden. En sygeplejerske kom hen til mig.

"Det vidst bedst du følger med mig ud," sagde hun sødt, mens hun holdt roligt om mig. Hun beroligede mig en smule, for hun havde en virkelig dejlig stemme. Jeg tog min hånd op til min kind, og tørrede et par tårer væk. Som om mit liv ikke var tårerfyldt nok i forvejen.

***

Det føltes som evigheder på hospitalsgangen, selvom det blot var små 10 minutter. Men helt klart de mest betydningsfulde 10 minutter for resten af mit liv.

"Olivia, vi har desværre ikke gode nyheder," fortalte en læge, som lige var trådt ud fra rummet. Jeg rettede mit blik mod ham.

"Vi kunne intet gøre, din far har kæmpet rigtigt hårdt, han har virkelig været stærkt, men alting har en ende. Det gør mig meget ondt, men din far er desværre gået bort," forklarede han. Jeg begravede grædende mit ansigt i mine hænder. De to mest betydningsfulde mennesker. Martinus. Min far. De var væk. For altid. Men en ting er at miste en, som ikke er til stede længere, men en anden ting er at miste en, som selv valgte at blive mistet...

//

JEG HAR UDGIVET EN NY WATTPAAAAD!! Den hedder "Bare endnu en sommerflirt (MG)" og jeg håber helt vildt meget I vil følge med! Første afsnit er udgivet, og nummer to bliver udgivet lige om lidt. Vil ikke fortælle hvad den handler om, da I selv kan finde ud af det hehe, håber I vil følge meeed!