Det hele startede med et spil (MG)

Part 67 || Han kyssede hende

Vi havde siddet og spist i et godt stykke tid, og pigerne ved siden af os sad der stadig. De havde ikke gjort noget overhovedet, men alligevel irriterede de mig lidt.

"Ej, er I ikke de der kendte tvillinger?" spurgte en af pigerne pludselig. Vi vendte os alle mod dem. Den anden pige fniste og puffede til veninden.

"Vi elsker bare jeres musik, I er så dygtige," fortalte hun.

"Mange tak," takkede Marcus.

"Jeg hedder Carla, og det her er Augusta," præsenterede Carla, mens hun rakte sin hånd ud mod Marcus. Han tog venligt i mod den. Bagefter gjorde hun det samme med Martinus. Hun virkede ret ligeglad med mig og Emma, hun havde i hvert fald ikke skænket os en eneste tanke.

Vi sad i lang tid og bare snakkede med dem. Eller det vil sige, de snakkede med Marcus og Martinus, mens Emma og mig bare sad akavet ved siden af.

"Jeg går lige på toilet," informerede jeg de andre om. Emma og Marcus smilte til mig, men Martinus virkede ikke ligefrem som om, han havde hørt hvad jeg sagde. Han var helt opslugt af at snakke med Carla og Augusta...

***

"Hvor er de andre?" spurgte jeg mærkeligt, da jeg var kommet ned til et næsten tomt bord.

"Ehh, Marcus er vidstnok i bad, og Martinus render rundt med de der piger," fortalte hun.

"Det var de der piger fra tidligere i dag ved poolen, som stirrede totalt," fortalte jeg irriteret.

"Seriøst?" spurgte Emma overrasket. Jeg nikkede træt.

"Jeg burde virkelig lige holde øje med Martinus, så de der piger ikke prøver på noget..." konstaterede jeg. Emma nikkede.

"Men come on, alle der kender til Marcus og Martinus eksistens, ved også at den ene har en kæreste, som er dig!" Beroligede hun mig med.

Jeg kiggede tænkende rundt. "Jaa, du har nok ret," svarede jeg, og hun smilte til mig. Alligevel var jeg dog lidt nervøs.

Jeg gik lidt rundt på hotellet og nød egnetligt bare udsigten fra de forskellige vinduer. Jeg ville ønske at det hele ikke var slut lige om lidt. At jeg kunne blive her i lidt længere tid med Martinus. Jeg ville ikke hjem.

Pludselig blev mine øjne mødt af et skræmmende syn. Jeg fik solen lidt i øjnene, så det var ikke helt tydeligt, men jeg var dog sikker på en ting. Carla og Martinus havde lige kysset!

***

Jeg løb grædende ind på mit og Emmas værelse hvor både Emma og Marcus sad.

"Hvad sker der?" Spurgte de i munden på hinanden. Emma var sød, hun skyndte sig hen til mig og tog hendes arm rundt om mig, hvor hun så trak mig hen til sengen, så jeg kunne sidde ned.

"Je...jeg ved det ikke," fik jeg fremstammet. Jeg forstod overhovedet ikke hvad der var sket. "Martinus og Carla kyssede... jeg så det!" Fortalte jeg. Emma og Marcus udvekslede nogle blikke. De så ikke helt glade ud.

"De gjorde hvad?" Udbrød Emma surt. Jeg trak på skuldrene, mens jeg tørrede en tåre væk. Hun rejste sig op fra sengen og gik mod døren. "Nu finder jeg Martinus, og så gennemtæsker jeg ham!" Fortalte hun. Hun skulle lige til at hive i dørhåndtaget, men Marcus kom hende i forkøbet.

"Det ville nok være taktisk klogt, hvis du bliver her og trøster Olivia, mens jeg finder Martinus," hviskede han til hende. Hun nikkede.

"God idé," hviskede hun tilbage til ham.

Marcus P.O.V.
Jeg var kun lige trådt ind på gangen, da jeg så Martinus træde ud af elevatoren. Han vinkede til mig, og gik hen i mod mig.

"Hva så brormand?" Hilste han. Jeg kiggede bare surt på ham, hvilket fik ham til at se lidt mere mærkelig ud i ansigtet.

"Du har kysset med Carla..." konstaterede jeg.

Han gjorde store øjne. "Hvem siger det?" Spurgte han bekymret.

Jeg nikkede ind mod pigernes værelse. "Det siger Olivia, fordi hun så jer!" Svarede jeg, og blev lidt mere hård i tonen.

"Hør her, det er altså ikke som det så ud," forklarede han sig.

Jeg trak på skuldrene. "Måske du burde forklare Olivia det..." sagde jeg.

Martinus gik hen og bankede på døren. Efter kort tid blev den åbnet af en sur Emma.

"Er Olivia her?" spurgte Martinus nervøst.

"Jeps," svarede Emma bare hurtigt og koldt.

"Må jeg snakke med hende?" spurgte Martinus så. Man kunne godt se han ikke havde det helt godt.

Emma kiggede bag sig. "Hun sover desværre," forklarede hun.

"Lad nu vær', jeg kender Olivia, hun lægger sig aldrig til at sove så tidligt," sagde Martinus lidt halvsurt.

Emma gik lidt udenfor døren. "Måske du bare burde vente til i morgen, hun er helt uden af den, og jeg tror hun har brug for søvn, inden I tager hul på sådan en samtale," hviskede Emma.

Martinus nikkede forstående. "Bare pas på hende... jeg vil ikke have hun er ked af det, for jeg lover, at det ikke er som det så ud," forklarede han sødt.

Emma nikkede bare og så gik hun ind på værelset igen.

//

:((