Det hele startede med et spil (MG)

Part 42 || Velkommen

Martinus og jeg var på vej hjem til mit hus. "Så billedet... burde vi snakke om det?" spurgte jeg nervøst. Martinus tøvede lidt. "Det var forkert af mig at tro du havde lagt det op, uden at spørge dig først, undskyld Olivia," undskyldte han. Jeg smilte. "Selvfølgelig ville jeg ikke lægge sådan et billede op uden at spørge dig først," forklarede jeg. "Desuden, vi har jo ikke været sammen i en måned endnu, så det ville da være dumt at skrive sådan noget," tilføjede jeg. "Hvem tror du så har lagt det op?" spurgte han meget mistænksomt. Jeg grinte af måden han sagde det på. "Ro på detektiv Martinus, men jeg ved det ikke," sagde jeg og holdte en kort pause, "de eneste som har billedet er Lisa, mig og måske Lykke," afsluttede jeg. "Lykke?" spurgte Martinus forvirret. "En der går i min klasse, som jeg er blevet ok gode venner med her for nylig," forklarede jeg. "Henriksen?" spurgte han for sjov. "Ja?" svarede jeg forvirret. "Lykke Henriksen spammer Marcus og mig konstant over alt. Man kan ikke undgå at lægge mærke til hende," forklarede han. Jeg stoppede brat op. "Hun har sagt til mig, at hun overhovedet ikke er fan af jer!" fortalte jeg halvsurt. "Så tror jeg desværre hun lyver, hun har endda været til Meet & Greet..." forklarede Martinus trist. Jeg kiggede skuffet ud i luften. "Hvis hun kunne lyve om det med at være fan af jer, så kan det også være at hun har valgt at undlade at fortælle mig at hun har lagt det billede op overalt," sagde jeg skuffet. "Vi snakker med hende i morgen!" sagde Martinus opmuntrende og nussede min ryg. Jeg nikkede, og så forsatte vi videre.

"Hej!" råbte jeg højt, da vi var trådt ind af døren. Min mor stod åbenbart ude i køkkenet, så hun var hurtigt ude i entreen. Det var tydeligt at hun stod og studerede Martinus. "Ja mor, det er så Martinus, han er sådan lidt måske min kæreste, hehe," fortalte jeg akavet. Hun kiggede overrasket på mig. "Jeg synes da også du har opført dig mærkeligt på det sidste," konstaterede hun. Jeg nikkede akavet. Martinus trådte frem, "Hej!" hilste han venligt, og rakte hånden frem. "Malene," hilste min mor venligt, og tog i mod hans hånd.

Peter, min stedfar, var også kommet ud. "Hej, jeg hedder Peter," hilste han, og rakte hånden frem. Som den gentleman Martinus nu er, sørgede han selvfølgelig for at give hånden tilbage.

"Vi går op på mit værelse," sagde jeg, og trak Martinus med mig. "Så længe I bare holder døren åben," sagde Peter, og fik min mor til at grine. "Ej Peter!" sagde jeg surt, men stadig for sjov, da det jo var lidt grineren sagt. Han blinkede til mig, jeg rystede på hovedet, og så forsatte Martinus og mig op på mit værelse.

"Det er så mit værelse," fortalte jeg og slog armene ud. Til mit held var der heldigvis slet ikke rodet. "Det flot," sagde Martinus. "Så Peter, er din stedfar eller hvad?" Spurgte han forvirret.

"Jeps," svarede jeg og tøvede lidt. "De fleste synes at mit stamtræ er totalt forvirrende, fordi min mor sådan har været sammen med Peter flere gange og alt muligt hahaha," fortalte jeg. Han nikkede forstående. "Min mor har spurgt om du vil spise med os i morgen, altså vi spiser bare på en restaurant men ja," spurgte han, på en vildt nuttet måde. "Det vil jeg rigtigt gerne," svarede jeg og smilte til ham.

"De ved godt at vi er kærester eller?" Spurgte jeg så. "Altså ellers havde jeg lidt svært ved at forklare hvorfor vi skulle tage til Danmark og forklare hele koncert episoden," svarede han, og jeg følte mig pludselig lidt dum. Han havde jo afsløret det for hele verden nærmest, så det ville jo være mærkeligt hvis de ikke vidste det, tænkte jeg.

Så var der lidt akavet stemning... "Vil du spille et spil?" spurgte jeg sødt. "Altid!" udbrød Martinus overglad. Jeg rystede på hovedet, og fandt bezzerwizzer frem.

//

Yesyes