Det hele startede med et spil (MG)

Part 99 || Slutningen

"Hvad er chancen for at vi nogensinde møder hinanden igen?"

Sætningen kørte på repeat i mit hoved. Marcus havde ret. Koncerten var en tilfældighed, men sådan noget sker nok bare ikke igen.

Dagen var kommet. Marcus og Martinus skulle hjem, og jeg vidste udmærket, at nu var det helt slut.

Jeg tog bare et par sorte bukser og en langærmet hvid trøje på. Vejret så ud til at være meget fint, så det var meget godt.

"Hvor skal du hen, skat?" Spurgte min mor, da hun hørte jeg gik rundt ude i entréen.

Hun stod pludselig lige foran mig.

"Jeg skal bare sige farvel til Marcus og Martinus... inden de rejser hjem," forklarede jeg.

Hun kiggede sørgmodigt på mig. Derefter gik hun hen til mig, og lagde sine arme om mig. Jeg mærkede en tåre glide ned ad min kind, og jeg snøftede forsigtigt.

"Du glemmer ham før du ved af det, og så møder du en ny dreng, som er endnu sødere end ham," sagde hun opmuntrende, mens hun smilede sødt til mig.

Jeg rystede på hovedet. "Jeg vil ikke have en anden... jeg vil bare have Martinus!" Græd jeg.

Hun tyssede beroligende på mig. "Er du sikker på, at det er en god idé, at se ham nu?" Spurgte hun. Hun ville nok gerne have jeg blev hjemme, så jeg ikke sårede mig selv, men sådan skulle det ikke være.

"Jeg har brug for at sige ordentligt farvel," forklarede jeg. Hun nikkede forstående, slap krammet, og så gik jeg mod bussen.

***

Jeg stod med hele familien Gunnarsen i lufthavnen. Jeg besluttede mig for at starte med de nemmeste. Først sagde jeg farvel til Kjell Erik og Gerd Anne, og bagefter sagde jeg selvfølgelig også farvel til Emma.

Marcus havde forklaret dem situationen, og af en eller anden grund virkede de stadig til at kunne lide mig. Dejlig familie. De vil blive savnet ubeskriveligt.

Jeg trådte et skridt mod Marcus. "Farvel Marcus," hilste jeg, og trak ham ind i et stort kram. Jeg ville aldrig nærme mig dem igen, så det ville nok blive det sidste kram.

"Farvel Olivia... Pas godt på dig selv og din familie," hilste han og tog forsigtigt min hånd på en venskabelig måde.

"Hvis der nogensinde er noget, så husk at jeg altid vil være der for dig!" Forsikrede han mig om. Jeg smilte taknemmeligt til ham, selvom jeg vidste, at det aldrig ville ske, for han minder mig for meget om Martinus, og så vil jeg ende med at sørge resten af mit liv... eller noget i den stil.

Jeg kiggede over mod Martinus. Skulle jeg sige farvel til ham? Jeg gik lidt tættere på ham, og krydsede mentalt fingre for, at han ikke ville træde et skridt tilbage.

"Farvel.. Martinus," hilste jeg. Resten af Martinus familie var gået lidt væk, så vi stod helt alene. Tårer dukkede forsigtigt frem i min øjenkrog. Tænk det her var slutningen? Jeg havde helt svært ved at fatte det, men umiddelbart virkede det ikke som om Martinus var som sådan trist over det. Ud fra hans ansigtsudtryk lignede han en, der havde ventet på den her dag sådan forevigt.

Han krydsede sine arme, og kiggede halvsurt på mig. Jeg nikkede. Han ville åbenbart ikke sige farvel, jeg forstod det egentligt også godt, men samtidig var jeg stadig lidt sur på ham, han havde fandme også været en nar!

Så jeg kom til at åbne min mund, da jeg egentligt nok bare burde have holdt den lukket... Jeg fik for første gang mine følelser ud...

"Martinus..." startede jeg ud med. "Du er et kæmpe fjols, som virkelig burde blive voksen, i stedet for at gemme dig for dine problemer. Jeg havde fandme ikke sex med din grandfætter, og det faktum at de tror sådan noget uden at spørge mig først, er nok det mest kujon agtige et menneske kan gøre. Du er en total egoist, som er ligeglad med at din eks kærestes far dør den samme dag som du har blokeret hende, og så vælger du din kærestes eks venindes parti, og ignorer din kæreste i en uge, og forventer så at hun vil holde sig væk fra en person på grund af en grund du alligevel ikke gider at fortælle. Ja, jeg kyssede din grandfætter, men jeg er færdig med at se på at du har ondt af dig selv. Hele tiden har jeg troet, at vores forhold var ægte, men 1 uge efter vi slår op, hvor vi ikke engang har talt ud, finder du en ny. Martinus, jeg håber jeg aldrig nogensinde kommer til at se dig igen!"

Jeg stivnede efter jeg havde sagt det sidste. Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at jeg ville kunne sige sådan noget. Martinus så lige så overrasket ud. Jeg havde bare lyst til at spille hård og kigge ham direkte ind i øjnene, så han vidste, at jeg stod ved mine ord, men jeg var sårbar. Jeg vidste at hvis jeg ikke var væk inden for de næste 5 sekunder, ville jeg ligge på gulvet og græde. Så jeg løb. Jeg vendte mig skarpt rundt og løb mod udgangen.

På vejen ud til udgangen tænkte jeg meget over mit liv. Efter alle disse oplevelser anede jeg ikke hvad jeg ville længere. Nu havde jeg dog sagt ordenligt farvel til familien Gunnarsen, så nu var jeg mere end klar til at starte op på en frisk og lave lidt om på mit liv... jeg var bare ikke helt klar til at glemme dem. Kompliceret.

Da jeg var kommet udenfor, knækkede jeg fuldstændigt sammen. Jeg satte mig ned på jorden og tudbrølede. Det var også stille begyndt at regne, så det hjalp ikke ligefrem på stemningen.

Jeg fik endelig taget mig sammen, og rejst mig op, og så gik jeg hen i mod bussen. Den ville heldigvis komme om 1 minut, så det var vildt dejligt.

Martinus P.O.V.
Jeg vidste ikke hvad der gik af mig. Hvorfor fanden kunne jeg ikke bare tilgive hende. Hun var en fantastisk pige, og hun havde grædt så meget på det sidste på grund af mig. Og hendes far er lige gået bort på grund af kræft? Hvorfor var jeg der ikke for hende? Det er mig der er monsteret. Hun har mistet alting, mens jeg har gået rundt og flirtet mig til en ny kæreste? Jeg kan ikke engang lide Ada. Hun er vildt irriterende! Og det er da klart hun ikke lyttede til mig, da jeg sagde hun skulle holde sig væk fra min grandfætter, når vi jo var sure på hinanden inden det, og jeg ovenikøbet ikke fortalte hende hvorfor hun skulle holde sig væk. For første gang i lang tid gik det op for mig, hvor dårlig samvittighed jeg havde, og i alt den tid har jeg bare gået og troet at hun også havde sex med ham...

Jeg kiggede op på min mor og far.
"Jeg bliver nødt til at redde den her!" Sagde jeg hurtigt, mens jeg løb væk. Jeg nåede lige at se deres forvirrede blikke, men jeg var ligeglad. Det var nu eller aldrig.

Jeg løb alt hvad jeg kunne, og stod nu udenfor. Regndråber ramte mine kinder hårdt.

Jeg kunne ikke få øje på Olivia nogle steder. Pludselig så jeg hende. Hun stod ved busstoppestedet. Jeg lettede lidt op, jeg kunne stadig nå det.

Men så var hun væk. Bussen var kørt ind foran hende. Jeg så hende gå ind i bussen, hun satte sig på et sæde, uden at kigge det mindste væk. Hun havde ikke lagt mærke til mig?

Jeg ville så frygteligt gerne råbe efter hende. Men busdøren var lukket. Motoeren startede, og så var Olivia helt væk.

Tårerne gled om kap ned ad mine kinder. Det... det var slut. Jeg ville nok aldrig se hende igen...

...Men var det faktisk slutningen?

//

Part 99... Sidste kapitel? Slutningen?