Det hele startede med et spil (MG)

Part 63 || Morgenmad

"Skal vi tage ind til byen bare os to?" Stod der på min telefon. Jeg smilte. Martinus var virkelig en charmør. "Okay, jeg skal bare lige gøre mig klar først!" skrev jeg tilbage.

Jeg gik hen til min kuffert. Den var proppet med mit sommertøj, men det havde jeg jo ikke pakket... hvem havde så pakket den her kuffert, og hvordan endte jeg med at få den med? Jeg tænkte tilbage på i entreen. Der stod to kufferter... jeg var i gang med at tage den ene, men min mor rettede hurtigt på mig. "Orv, det er den anden kuffert, som er din!" havde hun sagt. Havde Emma også fået min mor blandet ind i det her? Waow... Emma har virkelig overgået sig selv.

Jeg fandt en sort blonde t-shirt og min denim nederdel frem, så gik jeg ud på badeværelset og skiftede, og gjorde mig klar ved at børste tænder, tage solcreme på, lægge makeup og så videre. Jeg gik hen til sengen og hentede min lille by taske.

"Hvor skal du hen?" spurgte en søvnig Emma pludselig. "Jeg skal bare i byen med Martinus," svarede jeg. Hun nikkede sløvt, og jeg gik ud af døren.

"Hej," hilste en ved siden af mig. Det var Martinus. Han lagde sine arme om min hofte, og jeg lagde mine omkring hans nakke, hvor vi så mødtes i et kort kys.

"Hvordan vidste du Emma og mig havde værelse her?" spurgte jeg forvirret. Han trak på skuldrene.

"Ej, da Marcus og Emma lejede værelse sørgede de for at alle værelser lå lige ved siden af hinanden," forklarede han. Jeg nikkede forstående, og lod min hånd finde hans, hvor vi så flettede vores fingre ind i hinanden.

"Jeg kender et godt morgenmadssted, skal vi tage der hen?" spurgte Martinus, mens hans kiggede på mig.

"Det lyder godt! Du har jo egentligt også været her mange gange," konstaterede jeg. Han nikkede.

"Mit andet hjem... sådan cirka," grinte han.

"Jeg tænkte forresten på noget?" sagde han spørgende og klemte min hånd en smule.

"Jah?" spurgte jeg nervøst. Jeg føler altid sådan en slags spørgsmål er et eller andet alvorligt, så jeg blev virkelig nervøs.

"Vi skal lave sådan en musikvideo til sådan en sang... her en dag. Det sådan en kærlighedssang," forklarede han,  og man kunne høre han skulle til at sige noget mere. "Jeg... og resten af teamet, tænkte om du måske ville være med i den musikvideo?" spurgte han.

Mig, i deres musikvideo? Jeg må have smilet som en idiot skulle man tro. "Det vil jeg rigtigt kan!" sagde jeg glad.

"Ej hvor fedt!" udbrød han glad.

"Hvor lang tid skal vi egentligt være her i Thailand?" spurgte jeg så, da jeg virkelig ikke havde en anelse.

"Dig og Emma skal hjem om halvanden uger vidst, og min familie skal først hjem om to og en halv uge," fortalte han. Jeg nikkede bare.

"Så nu er vi her!" udbrød han pludselig, da vi stod foran et nuttet lille bageri.

***

"Martinus, jeg tænkte egentligt på noget," sagde jeg pludselig, og fik Martinus fulde opmærksomed.

"Hva så?" spurgte han, og flettede sine fingre ind i mine.

"Hvorfor har du aldrig fortalt at dig og Marcus har en grandfætter i Danmark?" spurgte jeg. Jeg havde faktisk undret mig over det ret meget på det sidste.

Han kiggede mærkeligt på mig. "Det tror jeg da ikke vi har," sagde han og man kunne virkelig fornemme han tænkte meget. Havde Jakob mon løget for mig?

"Han flyttede fra Norge for 4 år siden, Jakob, hedder han," fortalte jeg. Martinus kiggede stadig mærkeligt på mig, men pludselig lyste hans ansigt op.

"Jeg ved godt hvem han er nu," fortalte han. Han lød virkelig ikke glad.

"Er der noget galt?" spurgte jeg bekymret.

Han tog en slurk af sin iste. "Jeg synes bare du skal holde dig væk fra ham," forklarede han.

"Det ikke nogen grund," sagde jeg lettere irriteret.

"Han kan bare godt gøre nogle ubehagelige ting nogle gange," forklarede han igen. "Vil du så holde dig væk fra ham?" spurgte han sødt.

"Jaja," svarede jeg bare ligegyldigt. Det irriterede mig lidt, at Martinus ikke ville komme med en ordentlig forklaring, men chancen for at jeg en dag møder Jakob er alligevel lille sååe.

"Men... må jeg så egentligt spørge hvad der skete mellem dig og Martin?" spurgte Martinus så. Jeg nikkede forsigtigt.

"Han har åbenbart fået følelser for mig igen," svarede jeg, og kunne med det samme se Martinus blive mere bedrøvet.

"Men det ikke noget du skal bekymre dig om!" forsikrede jeg Martinus om. Det var faktisk ikke løgn. Da vi sad der og spiste morgenmad sammen i skønne Thailand, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hvis jeg skulle være sammen med nogen, skulle det hundrede procent være Martinus.

//

Love is in the aiiir!!:)<33