Det hele startede med et spil (MG)

Part 56 || Dansk granfætter?

Mine tårer løb om kap ned ad mine kinder. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund knuste det et eller andet inde i mig, at Martin kunne lide mig, og ville prøve igen. Bare fordi man slår op, er der jo stadig chance for at man kan lide personen... men nu har jeg jo Martinus, og jeg kan da bedre lide ham. Tror jeg da?

Jeg sad i bussen på vej hjem, og fumlede med at få min telefon op af min lomme. Da jeg endelig fik den op, røg alt det andet indhold fra min jakkelomme også ud, så pludselig lå flere af mine ting spredt rundt på busgulvet. Jeg rækkede forvirret ned efter mine ting, men så dunkede jeg hovedet ind i en. Jeg tog mig til hovedet.

"Det må du virkelig undskylde!" udbrød personen. Jeg løftede mit ansigt op, så jeg så direkte ind i nogle krystalblå øjne. "Jeg ville bare hjælpe dig," tilføjede han grinende.

Jeg smilte som et tak til ham. "Det helt okay, jeg er bare lidt forvirret," forklarede jeg. "... men tak!" tilføjede jeg, og tog i mod mine ting som han holdt. Han rækkede mig også mit mastercard.

Inden han gav slip på det, gav han et kort blik ned på kortet. "Olivia," smilte han. Jeg nikkede. "Det er mit navn," sagde jeg på en vildt akavet måde, og løftede mine øjenbryn.

"Du skulle vel ikke tilfældigvis have en kæreste, der hedder Martinus?" spurgte han undrende.

Jeg nikkede. "Sjovt tilfælde, det har jeg nemlig... Hvorfor?" spurgte jeg. Han lignede trods alt en 17'årig dreng, og det er dog sjældent at man møder den type fans.

"Jeg er hans granfætter," svarede han. Jeg rynkede brynene. "Han har aldrig fortalt mig, at han har en granfætter i Danmark," sagde jeg mærkeligt. Det ville jo have været ret relevant at fortælle.

"Jeg plejede egentligt også at bo i Norge, men flyttede til Danmark for 4 år siden, og så har vi ikke snakket sammen siden. Med alt det der fylder i hans liv, kan han sikkert ikke engang huske hvem jeg er," grinte han.

Jeg kiggede mærkeligt på ham. "- du ved... kendte mennesker, de har jo ikke altid tid til andre," forklarede han ligegyldigt. Jeg mærkede en tåre titte frem i min øjenkrog. Hvor stærk jeg end prøvede at være, endte den alligevel med at glide ned langs min kind.

"Sagde jeg noget forkert?" spurgte drengen chokeret. Jeg rystede på hovedet. "Jeg har bare lidt problemer med alt det der kæresteri lige nu," svarede jeg og nikkede.

"Orv, det må du undskylde," undskyldte han. "Men jeg skal af her, måske ses vi en gang til en familiemiddag eller lignende!" smilte han, og var på vej ud af døren. Døren var lige ved at lukke, men jeg nåede lidt at høre en svag råben.

"Jeg hedder Jakob forresten!" præsenterede han, og så var han væk, og bussen kørte videre.

Jakob... aldrig hørt det før. Jakob Gunnarsen? hmm.

Jeg kom i tanke om hvad jeg havde gang i inden Jakob kom ind i billedet, så jeg hev min telefon frem igen, og gik ind på Emmas nummer.

"Problemer" skrev jeg bare kort. Jeg slukkede min telefon, og ventede bare på den ville lyse op, fordi jeg havde fået en besked fra Emma. Men det skete bare ikke.

Jeg var helt hjemme, og sad på mit værelse, og var i gang med nogle matematiklektier. Dejliiigt.

Skærmen på min mobil lyste op, og jeg havde lynhurtigt fået en op i mine hænder.

"Olivia, vi skal snakke!" stod der. Jeg swipede til højre, og kom ind på Martinus og min samtale.

"Hva så?<3" skrev jeg tilbage, og håbede lidt han ville sende et hjerte tilbage, for måden han skrev det på, fik mig på en tanke. Noget var galt. Og så lyste min telefon op igen...

"Hvad fanden har du lavet? - Emma"

//

Oh shiit:)