Det hele startede med et spil (MG)

Part 14 || Mødet

I dag er dagen hvor vi skal lave den der reklamevideo, og jeg er virkelig spændt! Det bliver mega vildt at være sammen med sådan nogle professionelle kameramennesker, jeg er helt hyped! Om jeg stadig er ked af det pga. det med Martinus? - Virkelig meget faktisk, men nu er det lidt over en uge siden, at jeg fandt ud af at han også havde blokeret mig, såe jeg prøver at glemme ham. Emma derimod giver mig konstant falske forhåbning, "Måske møder du ham en dag, giv det tid, Kunne det ikke være hyggeligt at se
Ham igen?," siger hun, hvilket er totalt underligt, men det er jo Emma, så hvad kan man sige.;)

***

"Velkommen til, i dag skal vi optage en reklamevideo for det her tøjmærke. Først skal I have lagt makeup, og derefter får I tøjet på og så kommer der yderligere oplysninger efter det," fortalte en dame som vidst hed Caroline. Der var rigtigt mange mennesker. Jeg havde heldigvis fået lov til at få Emma med, for det ville være lidt grænseoverskridende at komme helt alene.

***

"Og i næste klip skal du lave en flik flak, og så bare freestyle lidt, indtil mærkets designere kommer ind, og så kan I evt. give high-five eller sådan noget. Vi prøver at få den her reklamevideo til at se meget 'chill' ud, som I unge jo siger," sagde Caroline og grinte over sig selv, ærligt hvem siger overhovedet sådan noget? "Jeg går lige ind og snakker med drengene," sagde hun og smuttede ind af en dør. Drengene? Det må vel være designerne af tøjmærket, tænkte jeg.

"Og vi kører!" råbte kameramanden. Musikken begyndte at spille og alle lavede den koreografi vi havde øvet hele dagen. "Super!" råbte en af de andre mænd fra sidelinjen. "Mere smil!" råbte Caroline, som lige var kommet tilbage. Vi var nået til det stykke hvor jeg skulle lave nogle af mine tricks. Jeg lavede min flikflakker og det gik super godt. Selvom det gik hurtigt kunne jeg alligevel spotte 2 drenge som kom ind midt i det hele. "Giv dem high-five!" råbte Caroline. Fedt nok, nu skal jeg give high-five til nogen, jeg ikke aner hvem er, tænkte jeg. Jeg vendte mig om efter mine flikflakker og skulle lige til at give high-five, da jeg så drengen. Det var ikke bare en eller anden tilfældig dreng. Det var Martinus. Vi stod over for hinanden og kiggede hinanden dybt i øjnene. Jeg kunne godt se han var ligeså chokeret over at se mig, som jeg var over at se ham. Pludselig kunne vi høre Emma og Marcus grine og give hinanden high-five. Både Martinus og mig faldt ud af vores trance. "Marcus!!" råbte Martinus og vi kiggede begge over på ham, Marcus begyndte at løbe, mens han skreg som en lille pige så mig og Martinus begyndte at grine helt vildt. "Du havde heller ikke en anelse om det her vel?" spurgte Martinus mig grinende. "Overhovedet ikke, jeg er ligeså overrasket som dig," grinte jeg. "Skal vi tæske ham?" spurgte Martinus mig så. "Det lyder meget fair!" svarede jeg, hvorefter vi begge løb efter ham. "Hey, kom så tilbage!" nåede Caroline at råbe, men hverken mig eller Martinus overvejede et sekund at stoppe.

Vi fulgte egentligt efter Marcus, men før vi vidste af det løb vi bare for at løbe. Væk fra alle andre, og alle bekymringer. "Sååe, har du en anelse hvor vi er endt?" Spurgte Martinus mig. "Det her er jo min hjemby, så selvfølgelig ved jeg det," svarede jeg ham. "Fedt!" Sagde han og kiggede akavet ned i jorden. "Kom jeg kender en god café tæt på," sagde jeg, og så begyndte vi at gå mod caféen.

***

"Et bord til to tak," sagde jeg og smilte til cafédamen. "I kan bare følge med mig," sagde hun og viste os hen til et bord. Når man tænker over det er det egentligt vold akavet, at både Martinus og mig havde deres merchandise på. Egentligt ret vildt at det ikke var gået op for mig at det var deres merchandise. Vi satte os ned og kiggede på menukortet. "Hvad skal du have?" Spurgte han mig. "Jeg vil gerne have nachos med kylling," sagde jeg og smilte til servitricen. "Og jeg tager det samme," sagde Martinus og smilte til mig.

Vi var efterhånden blevet godt mætte, og besluttede os for at betale. "Jeg betaler!" Skyndte Martinus at sige. "Neeej, jeg skal nok," sagde jeg og smilte til ham. "Nej jeg gør det!" Sagde han bestemt, "det helt fint Martinus, jeg skal nok betale," sagde jeg igen. "Såååe hvem betaler?" Spurgte kassedamen. "det gør jeg!" Sagde Martinus og rakte hende, hans kort. "Martinus!" Sagde jeg surt og slog ham på armen. Han kiggede såret på mig og tog sig til armen. "Tøsepige," sagde jeg og grinte af ham. "Hvor er du irriterende Oliver!" Sagde han stolt af sin lille 'oliver' bemærkning. Jeg slog ham igen på armen og han grinte bare af mig. Bagefter besluttet vi os for at gå en tur.

***

Efter vi havde gået et stykke tid, og snakket om alt muligt tilfældigt, røg det ud af mig: "Er du egentligt stadig sur på mig Martinus?"
____________________________________________________________________________

Jubiyay, weekend!!