Det hele startede med et spil (MG)

Part 32 || Svar mig

Martinus P.O.V.
Jeg vågnede op og mærkede hvor varmt jeg egentligt havde det. Jeg var faktisk helt svedig. Jeg tog langsomt hånden op til panden, den var virkelig varm. Feber? Tænkte jeg. Min mor råbte på mig. Jeg prøvede at rejse mig op, men svimmelheden ramte mig, og jeg satte mig derfor ned igen, så jeg ikke faldt eller sådan noget. Efter 5 minutter kom min mor op til mig, nok for at tjekke om jeg stadig sov eller sådan noget. "Martinus?" Spurgte hun fra den anden side af døren. "Ja mor?" Spurgte jeg hæst. Hun trådte ind ad døren. "Du ser ikke godt ud!" Konstaterede hun med det samme. "Tak mor..." sagde jeg langsomt. Hun fniste. "Jeg har det ikke så godt mor," hviskede jeg. "Altså du ser jo også lidt skidt ud..." sagde hun mens hun nærstuderede mig. "Tak mor, jeg har sådan lidt fattet det..." snerrede jeg. "Hihi ej undskyld!" fniste hun igen, og mærkede min pande med sin hånd. "Jeg tror sørme du har feber!" udbrød hun. Jeg nikkede bare. "Jeg henter lige noget febernedsættende til dig," forklarede hun, og var hurtigt ude af døren igen. Hun skramlede lidt med nogle ting, og så kom hun tilbage med pille. "Det er bare at synke den," fortalte hun, og stilte også et glas vand på mit natbord. Jeg takkede, og så gik hun ud igen. Så sad jeg der alene, uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. Normalt ville jeg nok skrive med Olivia, men jeg kom måske til at forvirre hende lidt i går, og jeg magter ikke at håndtere problemer før min febernedsættende begyndte at virke.

Olivias P.O.V.
Jeg havde skrevet flere beskeder til Martinus? Han har bare at have en virkelig utroligt god grund til ikke at svare mig. Jeg var ret træt , så jeg skulle heldigvis ikke i skole, for det kunne jeg slet ikke overskue, selvom jeg savner vennerne ret meget, nogle mere end andre. I hvert fald Emma mest. Jeg føler at jeg måske er gået glip af ret meget, altså nogle kunne være blevet kærester, og jeg ville ikke have en anelse... okay måske var jeg ikke væk i så lang tid, men altså. Pludselig vibrerede min telefon. Jeg vendte i chok mit hoved mod min skærm. "Indgående opkald fra Emmaaa!" stod der. Jeg trykkede på det grønne rør. "Hva så?" spurgte jeg. "Burde du ikke være i skole i dag?" spurgte en halvsur Emma. "Jeg kom hjem rent sent i går såååe," forklarede jeg, og håbede hun vidste hvad jeg mente. "Pjækkerøv!" grinte hun. "Jaja," svarede jeg bare, mens jeg fandt dagens tøj frem. "Martinus er faktisk også hjemme i dag.." fortalte hun så. Jeg rynkede panden. "Hvordan ved du dog det?" spurgte jeg undrende. En høj klam lyd ramte mit øre. "Emma, lad vær' med at spise æble, mens du snakker i telefon!" grinte jeg, det var sådan utroligt typisk hende, at gøre sådan noget. "Sorry!" grinte hun, "men Marcus skrev det til mig, jeg har nemlig streak med ham..." forklarede hun. "Hold dig til en!" grinte jeg. "Sjovt, forresten så tror jeg ikke det går så godt mellem mig og Thorbjørn længere..." fortalte hun så. "WHAT?!" udbrød jeg. "Jeg ved ikke, vi skriver bare ikke sammen så meget længere..." forklarede hun. "Ej hvor mega ærgerligt, men det går forresten heller ikke så godt mellem mig og Martinus længere," sagde jeg så, hun er jo Emma, hun bliver nødt til at vide det. "Men I er jo kærester?" sagde hun spørgende. Jeg sukkede, "ja og præcis derfor burde han svare mig!" Svarede jeg hende. "Hov klokken ringede, jeg må smutte, vi snakkes i morgen," sagde hun. "Ses!" Sagde jeg hurtigt, og lagde bagefter på.

Martinus P.O.V.
"Hey Olivia, har du det godt?" Skrev jeg på min telefon, men slettede det kort efter. Det lød virkelig mærkeligt. "Hejsa søde..." perverst. "Hej Olivia, undskyld at jeg ikke har svaret dig..." skrev jeg, og nikkede anerkendende til mig selv, det lød meget fint. Jeg satte min finger på tastaturet, og fortsatte med at skrive. Da jeg var færdig trykkede jeg send, og sad og ventede på at hun ville svare. Meeen det tog sin tid, så i stedet gik jeg ind på Instagram og tjekkede lidt newsfeed og sådan.

Olivias P.O.V.
Jeg havde lige været i bad da jeg så en besked fra Martinus. Den var ret lang, så jeg rystede nærmest, da jeg skulle til at læse den.
Jeg læste de første linjer, "Hej Olivia, undskyld at jeg ikke har svaret dig, sagen er bare, at..."

// Ihh, jeg har juleferie, så nu er jeg glad! //