Matthew

(8:22)

Næste dag: Matthew er stadig på hospitalet. Lægen kommer ind for at spørge Matthew, om han kan huske, hvad der er sket. Læge: Hej, jeg nødt til at spørge dig om noget. Matthew: Okay. Læge: Hvordan har du det? Matthew: Jeg er lidt svimmel. Læge: Kan du huske, hvad der skete? Matthew: Ja, jeg kan huske jeg var vred. Læge: er du vred på nogen? Matthew: Ja, det er jeg. Læge: Hvem er du vred på? Matthew: Jeg er vred på Beth, fordi hun fortalte mig, at hun vil finde et hjem til mig, men social rådgiverne siger, at Beth ikke kan finde et hjem til mig, og jeg gik ud på gaden, og jeg blev tævet af nogle fyre fra gaden, og så gik alt i sort. Læge: Men det er det som du kan huske? Matthew: Ja, det er det som jeg kan huske. Læge: Okay, du har bare brug for at slappe mere, du skal nok blive rask, du virker som en stærk person. Matthew: Okay. Lægen vil tale med Beth og Paul. Beth: Hvordan har han det? Læge: Han er lidt svimmel, men han skal nok komme sig. Paul: Det er godt. Paul går over til Matthew for at tale med ham. Paul: Hej, hvordan går det? Matthew: Jeg føler mig lidt svimmel, men jeg er stadig sur på Beth. Paul: Hun er ked af det. Matthew: Jeg kan ikke stole på hende længere. Paul: Jo, du kan, Beth vil gerne hjælpe dig. Matthew er trist, og vred. Beth: Matthew, vil du ikke nok tale med mig? Matthew kigger den anden vej. Beth: Jeg er virkelig ked af det, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig, men du må tro mig, når jeg siger, at jeg er ked af det, fordi du er så vred på mig, men jeg forstår dig godt, men jeg håber bare, at vi kan tale om tingene, hvis du vil. Matthew: Jeg kan ikke stole på dig mere. Beth er trist. Matthew er trist, og han begynder at få tårer i øjnene, Beth ser, at han får tårer i øjnene, og hun forsøger at trøste ham, men han vil ikke have det, han er forvirret.