Matthew

(15:22)

Det er aften og Matthew tænker: Nu er jeg tilbage på gaden, og jeg er helt alene igen. Matthew drikker sin øl, og han bliver fuld, og derefter falder han i søvn. Næste dag: Beth og Paul går hen til Paige og Josh for at tale med dem. Paige: Hej Beth, hej Paul. Paul: Hvor er Matthew? Paige: Han løb væk, politiet leder efter ham, men de har ikke fundet ham endnu. Beth: Det er din skyld, jeg troede, at vi var venner, og du vidste, at han kunne lide at være hos os. Paige: Det er jeg ked af, jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dig og Paul med at finde en familie til Matthew. Beth: Jeg kan ikke stole på dig, du udspionere mig, og du tog Matthew fra os, hvordan vi er venner med hinanden? Paige: Du sagde til ham, at han skulle gå med os. Beth: Ja, for at se, om dig og din mand vil ændre jeres mening, men det gjorde i ikke. Paige: Jeg er virkelig ked af det, jeg håber, at vi stadig kan være venner med hinanden. Beth: Kun hvis Matthew selv får lov til at bestemme, hvor han vil bo, indtil vi finder et hjem til ham. Paige: Det lover jeg. Beth: Godt. Paul: Vi skal finde ham, han er vigtig for os. Josh: Hvis politiet finder ham, vil vi gøre vores bedste, så han kan få en familie og et hjem, som han kan lide at være sammen med. Paul: Ja, den dreng har brug for et sted at bo, han kan lide at være hos. Matthew vågner, han er alene. Matthew: Jeg har det ikke så godt, jeg ville virkelig ønske, at jeg var hos Paul og Beth lige nu. Matthew er trist, hans tøj er blevet snavset og han fryser, og han er helt alene, så han drikker mere øl, og han bliver fuld igen, og han ved ikke, hvor han hører til længere, han føler sig så fortabt.