Matthew

(17:22)

Det er aften, og det begynder at regne, og Matthew sover udenfor i det kolde vejr, han fryser, og Susana går ud for at vække ham. Susana: Matthew, vågn op. Matthew vågner. Susana: Du bliver syg, hvis du sover her. Susana hjælper Matthew indenfor, til det sted, han fandt. Susana: Du kan sove her. Matthew føler sig dårlig. Næste dag: Matthew vågner, han føler sig dårlig. Susana: Hej, hvordan går det? Matthew: Jeg har det ikke så godt. Susana: Jeg har købt noget suppe, du kan spise det, måske får du det bedre. Matthew: Tak. Matthew spiser suppen. Derhjemme: Beth og Paul er virkelig bekymret for Matthew, vil de nogensinde få ham at se igen. Beth: Jeg ville virkelig ønske, at Matthew var her, hos os. Paul: Også mig, men det er Paige's skyld. Beth: Ja, det er hendes skyld, jeg ville ønske, at vi kunne lede efter ham. Paul: Politiet leder stadig efter ham, de skal nok finde ham. Beth: Jeg håber, at du har ret, Matthew har brug for vores hjælp. senere: Susana: Hvordan har du det nu? Matthew: Jeg har det ikke godt. Susana: Du har virkelig brug for at komme hjem, til de mennesker, du fortalte mig om. Matthew: Tror du det? Susana: Ja, de er sikkert meget bekymret for dig. Matthew: Ingen er bekymret for mig. Susana: Det må du ikke sige, ikke tænk sådan. Matthew får tårer i øjnene, og Susana trøster ham. Derhjemme: Beth: Der er gået over en måned, og politiet har ikke fundet Matthew endnu. Paul: De skal nok finde ham, jeg er lige så bekymret for ham, som du er. Beth: Jeg er glad for, at du og Matthew kan snakke sammen, det er vigtigt at hjælpe ham. Paul: Ja, jeg stolede ikke på ham i starten, men det gør jeg nu. Beth: Jeg ved det godt, og jeg ved godt, at han ikke er vores søn, men jeg holder virkelig meget af ham. Paul: også mig, vi holder begge to meget af ham.