Matthew

(16:22)

Det er morgen, og Matthew er stadig alene, han vågner op fra en ond drøm, han har hovedpine, fordi han drak øl, han får tårer i øjnene, og så går han ud og sidder ude på gaden, der er andre mennesker, som er hjemløse. Matthew drikker sin øl, og han er ked af det. Pludselig er der en pige som går rundt på gaden, hun ser Matthew, han ser trist ud, hun går hen til ham. Susana: Hej. Matthew: Hej. Susana: Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at du sidder her, helt alene. Matthew: Ja, jeg er helt alene. Susana: Mit navn er Susana. Matthew: Mit navn er Matthew. Susana: Hvorfor sidder du her helt alene? Matthew: Fordi jeg ikke har noget hjem, jeg er hjemløs. Susana: Det er virkelig trist. Matthew: Er du hjemløs? Susana: Nej, det er jeg ikke. Matthew: Hvorfor er du her så? Susana: Jeg er løbet hjemmefra, mine forældre har travlt med deres arbejde, og de ​​tænker ikke så meget på mig og min bror. Matthew: Jeg var så tæt på at få et hjem, men det sker aldrig. Susana: Du var tæt på at få et hjem, hvad mener du? Matthew: De mennesker, der lader mig bo hos dem, de er flinke mennesker, men socialrådgiverne vil gerne finde et andet sted til mig, men jeg vil hellere bo med den kvinde, som fandt mig på gaden, og hendes mand. Susana: Måske leder de efter dig. Matthew: Det tror jeg ikke på, at de gør. Susana: Kan jeg bo her et par dage eller uger, så kan vi hænge ud sammen? Matthew: Selvfølgelig. Susana: Tak. Derhjemme: Paul og Beth er bekymrede for Matthew. Beth: Jeg er så bekymret for Matthew. Paul: Også mig, men jeg er sikker på at han har det fint. Beth: Hvad hvis folk fra gaden slår ham ned igen? Paul: Han boede der i 14 år, han skal nok komme tilbage til os. Beth: Jeg håber virkelig, at du har ret, jeg vil virkelig gerne hjælpe ham, han fortjener et hjem mere end noget andet.