Matthew

(4:22)

Matthew er på hans værelse, han kan høre, at Paul og Beth skændes om ham, så han går ud og hører det. Paul: Hvor længe skal han bo her? Beth: Jeg ved det ikke, men jeg er nødt til at hjælpe ham, han har brug for et hjem. Paul: men han stjal fra os. Beth: Nej, han stæler ikke, du er ikke særlig sød overfor ham. Paul: Han hører ikke til her hos os. Beth: Han hører til her hos os. Paul: Jeg stoler ikke på ham. Beth: men jeg stoler på ham, giv ham en chance. Paul: Det har jeg ikke lyst til. Pludselig ser Beth, at Matthew har hørt dem skændes, han bliver ked af og løber ind på sit værelse. Beth: Hør her, du gøre ham ked af det, det er din skyld. Paul: Nej det er ikke. Beth: Jo det er. senere: Ved middagen: Matthew ser trist ud, han kigger bare på sin mad. Beth: Er du ikke sulten? Matthew: Nej, ikke lige nu, jeg er ked af det. Beth: det er okay. Matthew er meget ked af det, han går ind på sit værelse, og Beth går ind tii ham. Beth: Er du okay? Matthew: nej, din mand har ret, jeg ikke hører til her, det er hårdt. Beth: min mand skal bare vænne sig til, at du måske nødt til at bo her. Matthew: Ja, men hvor længe? Beth: Jeg ved det ikke, men du og min mand har begge to noget at arbejde med, men han skal nok give dig en chance, han har bare brug for mere tid til at vænne sig til at du er her. Matthew: Han vil ikke have mig her, jeg kan ligeså godt bo på gaden igen. Beth: Nej, du ikke hører til på gaden. Matthew: Tak, fordi at du lader mig bo her, og jeg vil aldrig stjæle fra dig og din mand. Beth: Jeg ved det allerede. Matthew: fordi at du har lært mig, at det er ikke godt at stjæle fra andre mennesker. Beth: Ja, det er ikke godt, jeg er glad for, at jeg kan hjælpe dig. Matthew: Jeg er også glad for det. Beth: Jeg håber at du kan bo her et stykke tid. Matthew: også mig. De ved ikke, at Paige står udenfor deres hus, hun har lyttet til deres samtale, og hun tænker. Paige: Nå, så han bor hos Beth og Paul, jeg må hellere gøre noget ved det.