Matthew

(5:22)

Det er morgen, og de ​​sidder og spiser morgenmad. Matthew og Paul sidder ved siden af ​​hinanden, men ingen af ​​dem føler sig behagelig med det, så Matthew ser trist ud, og han kigger på sin mad, han kan ikke spise. Paul: Er du ikke sulten? Matthew: nej. Matthew løber hurtigt ind i sit værelse. Beth: Paul, hvad sagde du til ham? Paul: Jeg spurgte ham, om han var sulten, og så løb han ind på sit værelse. Beth: Du er fucking for meget, du gøre ham forvirret. Paul: Jeg har forvirre ham ikke. Beth: Jo, du gør. Paul: Nej, nu er det nok. Paul vil tale med Matthew, han går ind til Matthew, han ser trist ud. Paul kan se, at Matthew er trist, og han sætter sig ved siden af ​​ham. Matthew: Hvad vil du? Paul: Jeg vil gerne tale med dig. Matthew kigger ned på gulvet, han er ked af det. Paul: du behøver ikke at være bange. Matthew: Du har ret, jeg ikke hører til her, jeg hører ikke til nogen steder, og du kan ikke lide, at jeg er her. Paul: Jeg er bare forvirret, ligesom du er. Matthew: er du? Paul: Ja, mig og Beth har ikke nogle børn, vi har altid haft travlt med vores arbejde, da hun fortalte mig, at du skal bo her et stykke tid, var det svært for mig, og jeg vil bare gerne sige, at jeg er ked af det og undskyld, fordi at jeg kaldte dig for en tyv. Matthew: Jeg var bare sulten. Paul: Jeg ved det. Matthew: men du stoler ikke på mig, fordi jeg er fra gaden, og du forstår ikke, hvordan det er at leve på gaden, uden et hjem og penge. Paul: Ja, jeg forstår det ikke, det har du har ret i, men det må ikke have været et let liv at leve på gaden i alle disse år. Matthew: Det var hårdt. Paul: er det noget du vil tale om? Matthew: Ja, min mor døde, efter hun fødte mig på gaden, hun var fattig og hjemløs, og min far døde, da jeg var ti år, han døde på min fødselsdag, han var fattig og hjemløs ligesom min mor, det er alt, jeg kan huske, og derefter levede jeg selv på gaden, det var min 14 års fødselsdag, den dag Beth fandt mig på gaden. Paul: Det er meget trist, tror du, at du kan tilgive mig? Matthew: Ja jeg kan. Paul: Tak, jeg vil gerne hjælpe dig. Matthew: Er du sikker på, at du vil hjælpe mig? Paul: Ja, det er jeg sikker på, og jeg vil gerne vænne mig til at du er her. Matthew: Tak. Beth kommer pludselig ind til dem. Beth: Hvad sker der? snakker i sammen? Paul: Ja, vi snakker. Mathew: Ja. Beth: Det er godt. Paul: alt skal nok blive okay. Beth: Det er jeg glad for. Paul: også mig.