✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

EN

  {don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

____________________________________________________________

Kapitel 1 – Svenskeren

"Ironically. The people, you meet by accident, are often the ones, who become important to your life"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Hvem end, der stod på den anden side og ringede på dørklokken, måtte være fandens stædig. Uden tvivl. Personen havde gjort det fire gange nu med præcis tyve sekunders mellemrum. Med tydeligt irriterede skridt, i en forventning om at nogen rent faktisk kunne se og høre mig, traskede jeg ned af trapperne. Det ændrede sig dog hurtigt, da jeg kom i tanke om, at mine forældre tog afsted til Kina i morges, kort tid efter jeg tog i skole. Hvad havde jeg forventet? Det eneste, de tænkte på, var forfremmelser og lønforhøjelser.

Endnu et ring med dørklokken rev mig ud af min trance med onde tanker om mine forældre, og jeg kiggede med store øjne på hoveddøren, der lige pludselig så unaturlig frygtindgydende ud. Min tvivl om at åbne døren var helt bestemt vokset. I et dårligt forsøg på at finde ud af, hvem, der stod på den anden side, sneg jeg mig hen til nærmeste vindue, og drejede hovedet mere, end det kunne tåle, bare for at få et kort glimt. Der var nogen derude. Det kunne jeg godt se, men ikke hvem, for – pokkers tage dig, danske vejr – så var det lille, regnfulde, mudderpøls-Danmark, jeg befandt mig i.

Det var meget enkelt; jeg lukkede ikke døren op, uden at have en eller anden form for chance for at vide, hvem der stod bag. Igen ringede han-eller-hun på. Med hurtig vejrtrækning scannede mine øjne rummet, jeg opholdte mig i, for et eller andet, jeg kunne bruge. En lommelygte.
På ingen tid havde jeg fået fat i den og gik nu mod døren. Okay, Clara. Du kan godt. Det er jo bare en dør og en person bag den. Det har du prøvet så mange gange før, det er ikke farligt.
Sådanne tanker kørte på repeat, da jeg langt om længe trak ned i håndtaget og fik døren åbnet. I en hurtig bevægelse, med hjertet helt oppe i halsen, fik jeg tændt lommelygten og pegede den direkte i ansigtet mod ... en dreng i sorte bukser, sorte sko og en alt for stor sort hættetrøje med hætten oppe over hovedet.

"Oh, shit. Hva faen gjør du?" spurgte han på tykt svensk, og tog hænderne op foran ansigtet for at afskærme fra lygten, der stadig vendte mod hans ansigt. En eller anden svensk dreng, som jeg aldrig havde mødt eller hørt om før - havde altså opsøgt mig klokken seks en søndag aften.
Mine øjne var stadig lige opspilede, som de havde været hele tiden, og jeg var frosset totalt.

"Slå av lommelykten, jeg blir blind da!" Råbte han i en mærkelig blanding af grin og dyb seriøsitet.
Først ved lyden af hans stemme for anden gang, reagerede jeg og slukkede den tøvende. I teorien kunne han både være tyv, bandemedlem, sindssyg, på stoffer og alt muligt, der var værre, - og hans mørke, beklædning afkræftede ikke ligefrem mine tanker - alligevel var det fascinerende, at en svensker var midt ude i ingenting i Danmark og nu stod i mit hus. Med samme begrundelse overfor mig selv, inviterede jeg ham indenfor. Det var jo ikke tilfældigt, at det lige præcis var mit hus, han var dukket op i, vel?

Jeg rykkede mig et skridt til siden, så der nu var plads til, at han kunne træde indenfor. Jeg over-gloede ham stadig, som jeg aldrig havde gjort før. Bag hans kæmpe-hætte gemte sig et pænt ansigt, og selvom jeg kun havde set ind bag hætten i meget kort tid, havde jeg allerede fundet ud af, at han havde fregner og en lille kløft i hagen. Han var måtte være i omkring 175 cm høj – selv var jeg cirka 164, og han var altså et pænt stykke højere end mig. Uden jeg havde forudset det, drejede han hovedet og kiggede direkte ind i mine øjne. Et lille grin fik hans ene mundvig til at trække sig opad. Det var også klart – han havde trodsalt lige taget mig i at tjekke ham godt og grundigt ud.
"Har jeg mødt dig før?" spurgte jeg, da stilheden var blevet for meget. "Nei, jeg heter Mart... Eh." Han stoppede sig selv igen, hvilket egentlig var ret mærkeligt. Man burde da vide, hvad man hedder. Han fumlede med sine hænder, og hans blik flakkede rundt. "Jeg heter egentlig William Mathias, men vennerne mine kaller meg Mathias," sagde han, og havde igen fundet sit skæve smil frem. "Clara," sagde jeg, mens jeg trykkede den hånd, han havde rakt frem mod mig. Hvad kunne jeg ellers gøre? Hele situationen var rimelig mærkelig, men jeg kunne ikke tillade mig at være direkte uhøflig overfor ham. I hvert fald ikke, når han ikke var det overfor mig.
Vent... Betød det, at jeg skulle kalde ham William eller Mathias? Var vi 'venner' eller ej? Nej, okay. Det var vi nok ikke, - i hvert fald ikke endnu – men når han selv havde præsenteret sig som Mathias, burde det så ikke være det, jeg kaldte ham? Alt andet ville da være uhøfligt.

"Betyder det, at jeg skal kalde dig William eller Mathias?" spurgte jeg for en sikkerheds skyld. Selvom det var virkelig akavet, betød det ikke, at jeg ikke ville få brug for det senere, for hvis han havde planer om at ville være min ven, kunne jeg da ikke gå rundt og kalde ham noget, han ikke ville kaldes. Almindelig høflighed.

"Det kommer an på, om vi er venner?"

'Okay, rolig fister. Jeg har kendt dig i lige godt 5 minutter, synes du ikke selv, at du er lidt frembrusende?'. Det var, hvad jeg havde lyst til at sige til ham. Desværre blev det kun til et udfordrende blik, som han gengældte ved at sige, at nu var vi venner, hvilket jo selvfølgelig betød, at jeg skulle kalde ham Mathias. Svensker, altså.

___

{vote, del, kommenter - det er super motiverende!}

♡

961 ord

♡

Nyt kapitel, håber I kan lide det<3

Og ja, det er meningen, at der står "svensker" i stedet for nordmand, aha

-

Jeg håber, I har en rigtig god søndag!

Xx pigefradk

Udgivet: 06/05/18