✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

HALVFJERDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 70 - Knækket
"Truth is always in the last place you look"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Det var endt op i en værre diskussion, før politiet var gået, og hvad der skulle ske nu, var jeg ikke helt klar over. Måske burde jeg være lettet over, at de endte med at gå, uden nogen af os var blevet anholdt eller lignende. Jeg var trods alt over den kriminelle lavalder, og at holde en eftersøgt skjult, var ulovligt - for det var det, jeg ikke kunne få ud af hovedet. Drengen hed fandeme ikke Mathias - han hed Martinus Gunnarsen og var eftersøgt af politiet, fordi han var stukket af fra sit popstjerneliv. Og den svenske sanger - ja, han var ikke svensker, men nordmand og havde boet i mit hus, fordi hans ueksisterende onkel og tante havde fortalt ham, at der boede en pige på hans alder, som han kunne gå hjem til. Jeg var rasende.

Dette var først da de viste mig et billede af ham, at jeg forstod, at den Martinus, de spurgte efter, var min Mathias - og det var her, det gik op for mig, at jeg havde levet de to sidste måneder i en løgn.

En ting var, at jeg i forvejen følte mig trådt på over at blive efterladt af ham på den måde, en anden ting var, at han havde løjet mig direkte op i ansigtet hver dag siden jeg mødte ham. Jeg var røvsur, faktisk, men inde bag det var jeg blot ked af det og skuffet - også over mig selv. Pludselig var det som om, alt gav mere mening; hvordan han den allerførste aften havde haft svært ved at sige, hvad han hed. Hvordan han forsøgte at skjule at han spillede fodbold - og ikke floorball, som han havde påstået, til trods for at han havde snakket om fodbold hundredvis af gange i modsætning til floorball, som han kun havde nævnt, da jeg spurgte ind til det. Hvordan han havde insisteret på, at de to sangere, hvis koncert, jeg skulle til, var svenskere, og hvordan han helt simpelt havde lagt 10 år på sine søskendes alder og givet dem et andet navn, som startede med samme forbogstav, som det gjorde i virkeligheden. Det var ret simpelt, det han gjorde.

Faktisk, så var det bare et tilfælde, at jeg ikke havde opdaget, at han var kendt. Jeg havde flere gange været ganske, ganske tæt på at se noget, som ville få mig til at gå hjem og google det, for derefter at finde ud af, at nordmanden var musiker. "Og synger en smule - men det er ikke noe stort eller vilt eller noe!". Jeg fnøs. Tag nu bare eksemplet med Smillas koncertbiletter - ikke mere end et halvt sekund var jeg fra at se, at der stod Marcus & Martinus, men i stedet var jeg efterladt med Marcus & -. Det gav lige pludselig også mere mening, hvorfor han ikke havde lyst til at gå udenfor.

Men alligevel - hvor pokker havde han været, når han ikke havde været hjemme hos mig? Der var ikke nogen tante eller onkel, han havde gemt sig hos, og han havde ikke været i mit hus - dog så han da ud til at have været indenfor, gjorde han ikke? Måske var der også en anden et sted i nærheden, som han havde fuppet? Nej, okay - det var der nok ikke, for så var han endt i gevaldige problemer, da han skulle forklare, hvor han havde været, når han havde været hos mig. På den anden side - chancen var der, og dens eksistens gjorde mig endnu mere arrig.

Noget af det første jeg gjorde, da politiet var forsvundet igen, var at google det; og rigtigt nok - internettet var fyldt med artikler, billeder og overskrifter om en forsvunden norsk sanger. Både nye og forholdsvis gamle. Mit eneste problem havde dengang været, at jeg havde søgt på svensker i stedet for nordmand. Fandens.

I skolen var intet det samme; jeg var nede så dybt et hul følelsesmæssigt, at jeg ikke kunne forholde mig til noget af det, der skete omkring mig. I stedet så jeg på, at Smilla ikke gjorde noget som helst for at hive fat i mig eller tale med mig, og pludselig var jeg kommet til et sted, hvor jeg ville syntes, det var akavet, hvis hun gjorde. Alligevel tog jeg initiativ til at snakke med hende en dag, for noget var galt.

"Er du okay, Smilla? Hvad sker der?" spurgte jeg og så på, hvordan hun kiggede på mig med et nedværdigende blik, som om hun slet ikke gad den her samtale. Hun blev ved med at kigge, sagde ikke noget. Lænede bare hovedet en smule til siden og så mig ind i øjnene. "Jeg er ked af, at jeg ikke har fået spurgt dig noget før, men jeg har det lidt svært med det hele lige nu," tilføjede jeg ærligt, da hun stadig ikke havde sagt noget, og stilheden var begyndt at blive ubehagelig.

"Ved du hvad, Clara?" spurgte hun, og inden jeg kunne nå at svare hende, var hun fortsat. "Det kan godt være, at du har det svært med din nordmand eller svensker eller, hvad han var, men du er altså ikke den eneste, der har det svært, okay?". Smilla lukkede øjnene, kneb dem sammen, som om hun var på randen til at græde, men ikke ville lade det ske. Så tog hun en dyb vejrtrækning og åbnede munden igen: "Jeg havde sex med Noah... og nu vil han ikke engang se på mig. Jeg tror måske, han optog det." Og så knækkede pigen foran mig fuldstændig.

____

{vote, del, kommenter}

♡

912 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME

Nåh ja, venner, da jeg sagde i forrige kapitel, at I skulle glæde jer til næste, så mente jeg altså 71 og ikke det her, oops :))

Er du hunde- eller kattemenneske?

Xx pigefradk

Udgivet: 25/12/18