✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TREOGFYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 43 - biltur
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Det var fredag morgen, den niende februar. Det var i dag, jeg skulle til koncert i Herning med de to svenskere. Jeg glædede mig faktisk en smule. Trods alt var det første gang, jeg skulle til en rigtig koncert. Og så endda med, hvad jeg kunne forstå på Smilla, et par tøser, der alle sammen var hardcore fangirls, mens jeg ikke engang vidste andet end, at den ene af dem hed Marcus. Men festligt skulle det nok blive. Forhåbentligt, i hvert fald.

Vi havde fået fri fra skolen. Marie og hendes veninder var åbenbart utrolig opsat på, at vi skulle være i køen så hurtigt som muligt, for at vi så ville kunne stå længere fremme til selve koncerten. Det gjorde mig da ikke noget - havde det været mig, der var fan, havde jeg sikkert også været sådan der. Lige bortset fra at jeg nok ikke ville tale så højt om det. Eller købe merchandise. Eller skråle svenske sange i en kø klokken alt for tidligt om morgenen. Men ellers var den der næsten - og for en gangs skyld slap jeg for matematiktimen, der ventede som den allerførste time på dagen. Men sådan var det heldigvis ikke i dag! Så selvom jeg skulle sidde i en propfyldt bil i et par timer, sikkert med svenske sange kørende på højtryk ud af højtaleren i en konstant strømning, fordi byen, jeg boede i, var en lillebitte irrelevant klat, og der var langt til alting, så foretrak jeg klart det her. Uden tvivl.

Jeg fik mere end ret i, at sangene ville komme til at fylde bilen på køreturen mod Boxen. Klokken var ikke mere end 7 om morgenen, men det var ikke at mærke på de 4 piger, udover Smilla og jeg, som var med. De var tip-top klar. Alle sammen havde de merchandise på i næsten alle regnbuens farver, de havde tegnet M'er på kinderne, og havde taskerne fyldt med powerbanks og andet, der kunne blive nødvendigt. At de overhovedet havde overskud til at gøre så meget ud af det... tja, hvad kunne jeg sige? Det var fedt, at de gik så meget op i det, et eller andet sted.

"E skulle ha sagt no, når du var på vei til å gå. Yeah-i Yeah-i Yeah-i. Det skulle vært oss to, men si meg, kor e du no," lød sig drøne ud i bilens rum blandt unge sangstemmer, som var alt andet end opvarmede og stadigvæk morgenrustne til det punkt, hvor man faktisk godt kunne komme til at tro, at de var godt og grundigt forkølede. Det lød ikke godt. Og da slet ikke sammen med de pige-lyse stemmer fra radioen, der kom fra et par drenge, hvis stemmer helt tydeligt ikke var gået i overgang endnu, og af en eller anden grund fik det mig til at krumme tæer. Det var jo bare bekræftende i alle de fordomme, Smilla havde formået at få efterladt i mit hoved, altid jagende og altid til stede, som en blyansstreg, man aldrig kunne få til at gå helt væk. Og hvis mine fordomme blev til realitet, ville det da være pinligt som 15-årig at skulle sige, at man havde været til svensk børnekoncert. Samtidig havde Smilla også været her, og der var sikkert ikke nogen, der ville tænke mærkeligt om det. Hun kunne nemt snakke med alle; der var ikke nogen, der ville turde synes, det var mærkeligt, fordi hun netop havde den kæmpe sociale vifte af venner. Smilla kunne bare ikke gøre noget mærkeligt. Men det kunne jeg, og det var det, der skræmte mig; hvad ville folk ikke hviske rundt i krogene, hvis de fandt ud af det?

Faktisk behøvede de ikke at finde ud af det. Med alle Smillas protester havde jeg svært ved at forestille mig, at hun ville gå og tale højt om det. Måske ville hun brokke sig, men ikke prale eller tale godt om det. Det var op til Marie og hendes venner, men trodsalt var der tre år mellem os, og jeg kendte ingen ud over hende på hendes årgang. Og selv hvis jeg gjorde, ville jeg gå ud af skolen lige om lidt, og med alt sandsynlighed aldrig se dem. Men det var bare ikke noget, nogen skulle finde ud af alligevel. Overhovedet.

"Du og e. Vi skrek og vi lo - var ingen som oss to. Prat te meg. E gått tom for ord, så e plystra på deg." Fortsatte de, mens jeg så godt som muligt prøvede at lukke det ude og holde fokus på det cheesy pop, der strømmede ind ad mit venstre øre gennem Smillas ene høretelefon. Vores musiksmag var ikke just den samme, men det var bedre, end hvad der drønede ind ad mit andet øre. Jeg bebrejdede ikke Smillas far for at udstøde små opgivende, men dog irriterede støn og suk i ny og næ. Faktisk var det næsten synd for ham, at han var blevet slæbt med til det her, men heldigvis for ham, ville han smutte, så snart vi var derhenne og tage ind til selve Herning by.

____

{vote, del, kommenter}

♡

841 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

Jeg er meeega stresset over skolen lige for tiden, så derfor har jeg ikke forfærdelig meget tid til at skrive, desværre<33

Xx pigefradk

Udgivet: 08/09/18