✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 3 - Fodboldfan & klokken otte
"Friendship is so weird... You just pick a person, you've just met, and you're like "Yup, I like this one", and then you do stuff with them!"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Vi havde spist, ryddet op og sad nu og så en eller anden fodboldkamp mellem Chelsea og Arsenal, fordi Mathias åbenbart synes, at noget så hjernedødt og simpelt som fodbold, var det bedste i hele verden. Hvad, han så i det, havde jeg ingen ide om - to hold med lidt over 10 spillere løb rundt efter en bold, og så var der åbenbart regler for hvordan man løb rigtigt og forkert efter den. Totalt meningsløst, men hvad vidste jeg.

Noget, jeg dog vidste var, at Arsenal lige havde scoret, og at Mathias ikke var glad for det. Som i overhovedet ikke. Hans reaktion var meget pludselig; i samme sekund bolden røg i målet, rakte han ud efter fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet, så vi nu sad uden nogen underholdning, som kunne gøre alting knap så akavet, og kiggede ud i luften. Godt og vel 20 sekunder var gået, og vi var nu kommet til den ultra-akavede face. Her handlede det om at komme ud af rummet hurtigst muligt og komme tilbage ind igen om et par minutter og lade som om ingenting var sket.

Som sagt, så gjort.

Jeg mumlede et kort "jeg går lige på toilettet" og skyndte mig ud af rummet, mod mit værelse. Egentlig skulle jeg slet ikke tisse - jeg havde bare brug for en undskyldning og for at få samlet mine tanker. Det her var virkelig mærkeligt. Virkelig ekstremt mærkeligt.

3 minutter senere vadede jeg med sløve skridt ind i stuen igen, mens mine tanker farede rundt i mit hoved. Fodboldkampen kørte igen på fjernsynet, og som den trofast fodboldfan Mathias var, havde han igen fokus rettet mod kampen, og havde ikke lagt mærke til, at jeg var kommet tilbage fra mit 'toiletbesøg'. Stadig var Chelsea bagud, intet nyt siden sidst. I bevægelsen over mod sofaen, hørte Mathias mig, og rejste sig hurtigt op, som om jeg havde taget ham i noget, jeg ikke burde. "Hvad så?" spurgte jeg, da han bare kiggede på mig, mens han stod ret op og ned. Han rystede på hovedet, og skyndte sig forbi mig ud mod gangen, hvor jeg fulgte efter ham, som en lille hund løber efter sin ejer. Jeg fandt ham siddende på gulvet i færd med at binde snørebåndene sirligt på sine sko. Sorte Yeezys. Hmm. Velhavende måtte han være. Min familie manglede ikke penge overhovedet, men skoenes pris var en del over, hvad mine forældre synes var acceptabelt, at jeg brugte mine penge på. "Hvad sker der, Mathias?" spurgte jeg igen, og forventede et klart svar. Han kunne ikke tillade sig at gå nu. Det var alligevel ved at være mørkt, og selvom jeg boede på en lang vej, var den pænt langt væk fra det nærmeste hus. Dog vidste jeg endnu ikke hvem, Mathias' onkel og tante var, så i teorien kunne de være alt mellem tre og tyve minutter væk herfra. "Jeg må hjem. Onklen min sa, jeg skulle være hjemme klokken otte," han var i fuld fart med at trække sin store, sorte jakke på. Ærligt, jeg havde aldrig set nogen tage overtøj på så hurtigt. Jeg skævede mod klokken og bad inderligt til, at den ville være så langt væk fra otte som muligt. Det var den ikke. Et minut over otte. Jeg trak min mund sammen i en mærkelig, skæv grimasse. Klokken var otte, vi havde tilbragt to timer sammen, og nu skulle han hjem. Det havde været mærkeligt, helt bestemt. Hvilken dreng på 15 år får at vide, at der bor en jævnaldrende pige, og beslutter sig for at banke på hos hende, helt tilfældigt er hun alene hjemme, han går ind, de spiser, snakker og pludselig er tiden gået, og han skal hjem. Selvom han nok ikke kun skulle være her i dag, vidste jeg ikke, hvad chancen var for, at jeg skulle se ham igen. Måske skulle han i virkeligheden slet ikke hjem endnu, men synes bare, det var så kedeligt, at han havde brug for en undskyldning. Hvis han på forhånd vidste, at han skulle være hjemme klokken otte, ville han da have sagt det til mig? Eller lade være med at sætte sig til at se fodbold kort tid før. Det var monster forvirrende.

"Faen..." mumlede han, da han skulle til at gå ud af døren, men var stoppet op grundet regnen, som væltede ned. Han vendte sig kort rundt, og lod for første gang i lang tid sine øjne møde mine. Og han lod dem blive sammen. Selvom mine øjne var stærkt forbundet med hans, kunne jeg ikke undgå at mærke den kriblende fornemmelse, der var i min mave. Det måtte vel være følelsen af at have en drengeven.
Han trak i sin ene mundvig, og et skævt smil var nu plantet på hans læber, hvilket fik mig til at smile, og mine kinder til at skifte farve til en mørkerød nuance på ingen tid. Jo, helt bestemt følelsen af at have en drengeven, for ingen af mine pigevenner havde nogensinde fået en nærliggende følelse til at spire op i mig.
"Opptatt i morgen?" sagde han. At det nok var et spørgsmål, kunne jeg godt høre, men selve spørgsmålet var problemet. Optat i morgen? Optat hvad-for-noget?
"Huh?" Mathias aflæste mig hurtigt, og på nul komma fem havde han spurgt igen. "Ska du noe i morgen? Er du opptatt?" spurgte han igen og skævede til regnen, som stadig væltede ned fra himlen. "Arhh... Nej, jeg er helt fri... Når jeg altså har været i skole," smilede jeg. Han kunne da ikke være i færd med at prøve at undgå mig, hvis han spurgte ind til, om jeg havde planer i morgen? Det ville da være mærkeligt. Måske var han rent faktisk interesseret i at være venner med mig. Sådan, rigtige venner. "Da ses vi i morgen, Clara," Mathias trak mig ind i et kram, inden han havde trukket hætten på sin hættetrøje godt op over hovedet, og var forsvundet ud af døren.

Jeg nåede ikke at være alene i mere end en halv time, inden en desperat ringeklokke lyd fik mig til at flyve ud til døren. Denne gang mere sikker på, hvad, der ventede mig på den anden side. Alligevel gik jeg fuldstændig i chok, da jeg så ham stå der. Drivvåd af regnen med et fortabt blik i øjnene og tårerne løbende ned af kinderne, som om han på den halve time, som var gået, havde besluttet sig for at skifte personlighed, og nu havde givet fuldstændig op på livet. Han var jo min ven, og det gjorde ondt, at se ham være ked af det. Så kunne det være lige meget, at vi ganske vist ikke havde kendt hinanden i mere end 3 timer, men han var min ven alligevel. Det havde han selv sagt. Og mine venner skulle ikke havde det sådan her. Ikke dem, jeg havde kendt altid, ikke dem, jeg lige havde lært at kende.

"Mathias?"

____

{vote, del, kommenter}

♡

1105 ord.

♡

Enjoy, gutinder (og gutter, hvis der er sådan nogen)! :*

Ikke lige det mest spændende, men jeg synes, det blev okay til sidst.

Xx pigefradk

Udgivet 11/05/18